15. december 2022
Hvis du er sygemeldt, kan din arbejdsgiver ikke længere få adgang til dine helbredsmæssige oplysninger. Det er overordnet set det, som ændringen af sygedagpengeloven og lov om aktiv socialpolitik går ud på. Her får du et indblik i, hvad ændringen betyder i praksis.
Det er ikke længere muligt for arbejdsgivere at få aktindsigt i medarbejderes helbredsmæssige oplysninger i forbindelse med sygemelding. Det bestemte Folketinget i december 2018 efter, at beskæftigelsesministeren i efteråret fremsatte et ændringsforslag til lov om sygedagpenge og lov om aktiv socialpolitik.
Hvis du som medarbejder bliver sygemeldt, udbetaler din arbejdsgiver løn til dig under sygdomsforløbet. Arbejdsgiveren har derefter mulighed for at søge økonomisk refusion hos din kommune for det beløb, som svarer til de sygedagpenge, du ellers ville have modtaget af din kommune.
I refusionssagerne har arbejdsgivere førhen haft mulighed for at få aktindsigt i de oplysninger, som kommunen har indhentet om dig i forbindelse med sagen. Særligt i de tilfælde hvor kommunen har valgt at ophøre refusionen til en arbejdsgiver eller kun tildelt delvis refusion, har arbejdsgiveren haft interesse i oplysninger. Det skyldes, at arbejdsgiveren dermed har kunnet se, hvad kommunen har lagt til grund for beslutningen.
Men den regel er nu lavet om. Det betyder, at arbejdsgiveren fortsat kan søge refusion hos kommunen, men arbejdsgiveren har ikke længere ret til aktindsigt i dine oplysninger og dokumenter.
Formålet med lovændringen er at sikre en bedre balance mellem medarbejderens interesse i at hemmeligholde oplysninger for vedkommendes arbejdsgiver og arbejdsgiverens interesse i oplysninger, der har haft betydning i afgørelsen om hel eller delvis afslag på refusion fra kommunen.
I praksis betyder det, at arbejdsgivere ikke længere eksempelvis kan modtage kopier af lægeerklæringer og andre lignende dokumenter. Arbejdsgivere har altså ikke ret til oplysninger som indgår i sager om refusion af sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse, heller ikke selvom arbejdsgiveren er part i sagen.
Arbejdsgiveren kan dog stadig få indsigt i oplysningerne, hvis det er af væsentlig betydning for virksomhedens økonomiske interesser i forbindelse med afgørelsen i sagen. Dette gælder dog kun, hvis det vurderes, at der ikke skal tages særlige hensyn til medarbejderens interesse i at hemmeligholde oplysningerne.
I lovforslaget skelnes der mellem helbredsmæssige oplysninger og lægelige oplysninger. Helbredsmæssige oplysninger defineres som personoplysninger, der vedrører en persons fysiske eller mentale helbred og som giver oplysninger om personens helbredstilstand, for eksempel levering af sundhedsydelser. Lægelige oplysninger forstås som oplysninger udvekslet mellem sundhedspersonale, såsom læger og psykologer, og medarbejderen.
Med den nye lov skal kommunen i hvert enkelt tilfælde vurdere, hvilke oplysninger arbejdsgiveren må få indsigt i. Der er heller ikke længere tale om aktindsigt i hele dokumenter, men derimod indsigt i enkelte oplysninger. For eksempel kan arbejdsgiveren ikke få udleveret en lægeerklæring, men udelukkende oplysninger fra den.