24. maj 2023
CV er en forkortelse for Curriculum Vitae, som betyder livsforløb. I dit CV angiver du din uddannelse, din erfaring fra tidligere jobs og de kompetencer, du har tilegnet dig den vej igennem. Læs mere om CV her.
CV står for Curriculum Vitae. I daglig tale er det dog ganske almindeligt at bruge forkortelsen. Dit CV er en oversigt over din erhvervserfaring og uddannelse, og du bruger dit CV, når du skal søge et job, hvor du typisk sender det sammen med en jobansøgning. Langt de fleste arbejdsgivere beder både om den motiverede ansøgning og dit CV, når de skal rekruttere nye medarbejdere.
Arbejdsgiveren bruger CV’et til at danne sig et hurtigt overblik over din baggrund, mens den motiverede ansøgning giver et billede af, hvem du er som person, når du søger et job.
I et CV opstiller du dine erfaringer, kompetencer og uddannelse – typisk i en form, der minder om punktform med korte nøgleord. Der er dog ingen formkrav, og du kan finde mange forskellige skabeloner på nettet.
Der er, som nævnt, ingen formkrav til, hvordan et CV bør tage sig ud. Vigtigst af alt er, at det ikke er for langt, og at det er overskueligt for arbejdsgivere, der skal læse det. Det bør ikke være længere end maksimalt 2-3 sider. En række informationer, som du med fordel kan inkludere, er følgende:
Det er en god idé at begynde med en kort tekst, der indrammer din personlige og faglige profil. Gør teksten justérbar, så du nemt kan tilpasse den til det job, du søger. Det er vigtigt, at dit CV er specificeret til det enkelte job, og derfor skal du også frasortere de oplysninger, der ikke er relevante.
Oplist herefter dine jobs i kronologisk rækkefølge startende med det nyeste øverst. Skriv de kompetencer og ansvarsområder, du har haft i jobbet, og hvis der er noget, der er særligt relevant for et job, du søger, så læg vægt på det. Herunder kan du liste dine uddannelser og kurser, hvor du igen skriver det nyeste øverst. Eventuelt frivilligt arbejde kan du notere herefter.
Til sidst kan du med fordel overveje at opliste dine sprog- og IT-kompetencer. Har du eksempelvis erfaring med konkrete programmer, som er relevante for et specifikt job, er det vigtigt at få med.
Når du med hjælp fra dit opdaterede CV lander et nyt job, skal du have opsagt dit nuværende. Er du i tvivl om, hvad en opsigelse skal indeholde, kan du gratis lave den gennem Legal Desk. På den måde kan du være sikker på, at din opsigelse indeholder det, den skal, så du undgår misforståelser mellem dig og din arbejdsgiver.