Support har åbent mandag til fredag kl. 10.00 - 15.00.
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

18. januar 2023

Kørebog

En kørebog er en samlet opgørelse over, hvor mange kilometer, du har kørt i din privatbil i forbindelse med dit arbejde. Det er nødvendigt at udarbejde en kørebog, hvis du vil have udbetalt kørselsgodtgørelse. Vi gennemgår i denne artikel, alt du skal vide om kørebog og kørselsgodtgørelse, samt hvilke krav du i øvrigt skal opfylde for at kunne få udbetalt godtgørelsen.

Hvad er en kørebog?

En kørebog er en samlet opgørelse over, hvor mange kilometer, du har kørt i din privatbil i forbindelse med dit arbejde. Det er som udgangspunkt kun relevant for dig at udarbejde en kørebog, hvis du har mulighed for at få tilbagebetalt benzinpenge af din arbejdsgiver, når du bruger din private bil i arbejdsøjemed.

Kørebogen kaldes også for en kørerapport eller et kørselsregnskab. Der stilles visse krav til kørebogen for, at den kan blive godkendt af SKAT. Det er først, når SKAT’s krav til kørebogen er opfyldt, at du kan modtage en skattefri godtgørelse for at have benyttet din privatbil i forbindelse med arbejde. 

Forskellen på kørselsgodtgørelse og kørselsfradrag

Du skal være opmærksom på, at kørselsgodtgørelse ikke er det samme som kørselsfradrag. Kørselsgodtgørelse er noget, du kan få udbetalt skattefrit af din arbejdsgiver sammen med din løn, hvis du bruger din privatbil i arbejdsøjemed. Du kan eksempelvis få kørselsgodtgørelse af din arbejdsgiver, hvis du er revisor og bruger din privatbil til at køre til og fra møder med kunder. For at kunne få udbetalt kørselsgodtgørelse, skal du udarbejde en kørebog.

Kørselsfradrag er derimod noget, du automatisk er berettiget til, hvis du samlet set kører mere end 24 kilometer til og fra arbejde. Du kan få det ved at angive i din forskudsopgørelse, hvor langt du har til og fra arbejde (felt 417).

Se hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen. 

Hvilke krav skal være opfyldt for at modtage kørselsgodtgørelse?

Kørselsgodtgørelsen dækker først og fremmest dine udgifter til benzin – den kan dog også dække dine udgifter til forsikring, vægtafgift mv. For at få udbetalt kørselsgodtgørelse, skal du først og fremmest opfylde nogle grundlæggende krav:

  • Du skal være ansat et sted, hvor du får udbetalt løn, som kørselsgodtgørelsen kan blive udbetalt sammen med. Er du eksempelvis ejer af en anpartsvirksomhed, kan du kun få udbetalt kørselsgodtgørelse, hvis du reelt får udbetalt løn for dit arbejde i virksomheden.
  • Din indkomst må ikke være B-indkomst, da du i så fald ikke er berettiget til kørselsgodtgørelse – musikere og foredragsholdere er typiske eksempler på personer, der modtager B-indkomst.
  • Beløbet, som du modtager i kørselsgodtgørelse, skal være opgjort på baggrund af det reelle antal kilometer, som du har kørt i arbejdsmæssig henseende.
  • Afslutningsvis skal du føre kørebog over din kørsel – kørebogen skal dog opfylde en række krav, som du kan læse mere om i næste afsnit.

Hvilke skattemæssige krav skal kørebogen opfylde?

For at kørebogen kan blive godkendt af SKAT, skal den opfylde en række krav. Hvis kørebogen ikke opfylder kravene, kan det medføre, at du og din arbejdsgiver bliver ramt af et skattesmæk. For at din kørebog kan blive godkendt af SKAT, skal du oplyse om følgende forhold:

  • Dit fulde navn
  • Din adresse
  • Dit CPR- eller arbejdsnummer
  • Hvor kører du fra
  • Hvor kører du til
  • Antal kørte kilometer
  • Dato for kørsel
  • Beregning af, hvor meget du har kørt
  • Den sats, du har anvendt
  • Kørslens formål.

Der stilles ligeledes krav om, at din arbejdsgiver kontrollerer, at ovenstående oplysninger er korrekte. Efter din arbejdsgiver har kontrolleret den, godkender vedkommende kørebogen ved at underskrive den eller sætte et stempel i den. 

Er der forskel på at føre manuel og elektronisk kørebog?

Det afgørende for, om kørebogen bliver godkendt af SKAT, er, at den opfylder ovenstående krav – det er således underordnet, om kørebogen er blevet udarbejdet manuelt eller elektronisk. Kørebogen skal blot være pålidelig, ensartet og dagligt udarbejdet, samt indeholde korrekte beregninger.