Support har åbent mandag til fredag kl. 10.00 - 15.00.
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

06. august 2024

Seniordage

Hvis du er ansat i en kommune, region eller i staten, har du ret til seniordage i den sidste del af dit arbejdsliv. Her kan du læse mere om, hvor mange seniordage, du har ret til og hvornår de kan afholdes.

Hvad er seniordage?

Seniordage er en ordning, der giver ansatte, der er omfattet af en offentlig overenskomst mulighed for at reducere deres arbejdstid i tiden op til pensionering og samtidig opretholde en vis indkomst. Det er en form for fleksibel arbejdstidsordning, der er skabt for at lette overgangen fra fuldtidsbeskæftigelse til pensionering. Hvis du er omfattet af en offentlig overenskomst, har du normalt ret til at afholde seniordage fra det år, du fylder 60 år. 

Vælg imellem en fridag og et ekstraordinært pensionsbidrag

Når man er berettiget til seniordage, kan man vælge mellem at holde en fridag eller at veksler fridagen til en kontant bonus eller pension. Som regel optjener du seniordage i takt med, at du bliver ældre, fra den dag, hvor du fylder 60 år. 

Hvis du ikke afholder dine seniordage inden kalenderåret slutter, bortfalder de, medmindre du aftaler med din arbejdsgiver, at seniordagene skal overføres til næste år. Hvis du siger op, udbetales de ikke-afholdte seniordage – dette gælder dog ikke, hvis du er statsansat.

Hvor mange seniordage har jeg ret til?

Antallet af seniordage og reglerne for konvertering varierer alt efter, om du er kommunalt-, regionalt- eller statsansat:

Kommunalt ansatte

Som ansat i en kommune har du ret til seniordage i overensstemmelse med rammeaftalen om seniorpolitik. Det betyder, at du har ret til fravær med sædvanlig løn. Seniordage kan veksles til en seniorbonus, der udgør 0,47% pr. seniordag eller til en ekstraordinær pensionsindbetaling, der udgør 0,4% pr. seniordag. 

Som kommunalt ansat har du ret til:

  • I det kalenderår hvor du fylder 60 år: to seniordage
  • I det kalenderår hvor du fylder 61 år: tre seniordage
  • I det kalenderår hvor du fylder 62 år: fire seniordage

Der er dog nogle grupper af ansatte på det kommunale område, som har ret til at afholde seniordage allerede fra det kalenderår, hvor de fylder 58 år. Det gælder blandt andre dagplejere, pædagogmedhjælpere, rengøringsassistenter mv. For disse grupper gælder følgende: 

  • I det kalenderår hvor du fylder 58 år: to seniordage
  • I det kalenderår hvor du fylder 59 år: tre seniordage
  • I det kalenderår hvor du fylder 60 år: fire seniordage

Regionalt ansatte

Ansatte i regionerne har i de fleste tilfælde ret til en seniorbonus, der kan konverteres helt eller delvist til seniordage eller til et ekstraordinært pensionsbidrag. Ved konvertering til seniordage udgør en seniordag 0,4% af din sædvanlige løn om året og svarer til 7,4 timer for fuldtidsansatte.

På det regionale område deles seniorordningerne op i to grupper alt efter hvilken overenskomst, du er omfattet af:

Gruppe 1:

Denne gruppe består af social- og sundhedspersonale, husassistenter, servicemedarbejdere på sygehuse, faglærte gartnere og brolæggere mv., rengøringsassistenter, ambulanceuddannet personale, pædagoger ved daginstitutioner, sygeplejersker mv.

  • I det kalenderår hvor du fylder 58 år: 0,8% seniorbonus 
  • I det kalenderår hvor du fylder 59 år: 1,2% seniorbonus 
  • I det kalenderår hvor du fylder 60 år: 1,6% seniorbonus 

Gruppe 2:

Denne gruppe består af de øvrige ansatte, som ikke hører under gruppe 1.

  • I det kalenderår hvor du fylder 60 år: 0,8% seniorbonus
  • I det kalenderår hvor du fylder 61 år: 1,2% seniorbonus 
  • I det kalenderår hvor du fylder 62 år: 1,6% seniorbonus 

Statsansatte

Ansatte i staten, som er fyldt 62 år, har ret til en årlig seniorbonus – dog kan du fra den 1. januar 2024 ikke længere konvertere denne bonus til betalt frihed med sædvanlig løn. Du har i stedet mulighed for at afholde to hele seniordage om året mod fradrag i din løn. Denne udbetaling, som du får løbende pr. måned, kan du vælge at konvertere til pensionsindbetaling.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at du ikke kan optjene mere end én seniordag, hvis du ikke har været ansat i din hidtidige stilling i et helt kalenderår. Det betyder, at hvis du eksempelvis fylder 62 år mellem den 1. juli og den 31. december, har du kun ret til én seniordag med lønfradrag dette år. Først i det efterfølgende kalenderår får du to årlige seniordage.

Som statsansat optjener du nedenstående seniorbonus, som udbetales hver måned:

  • I det kalenderår hvor du fylder 62 år: 0,8% seniorbonus