15. december 2022
Hvis du er ledig og højst har 5 år til efterlønsalderen, kan du have mulighed for at få et seniorjob. Hvad der skal til for at få et seniorjob, og hvad et seniorjob indebærer, forklarer vi her.
Et seniorjob er for dig, der er ledig, medlem af en a-kasse, betaler til efterlønsordningen og højst har 5 år til, at du kan gå på efterløn. Et seniorjob er en ansættelse i din bopælskommunen, hvor du bliver ansat på overenskomstmæssige vilkår og derfor får løn efter overenskomsten. Hvis du er fuldtidsforsikret, skal kommunen tilbyde dig et seniorjob på fuld tid, og hvis du derimod er deltidsforsikret, skal du tilbydes et deltidsjob. Jobbet tilrettelægges ud fra dine interesser og kvalifikationer og du har mulighed for at beholde det indtil du kan på efterløn.
For at få et seniorjob skal du opfylde en række betingelser både før og imens du er i seniorjob. Det betyder, at du skal:
være ledig (stå til rådighed for arbejdsmarkedet)
være medlem af en a-kasse
være tilmeldt jobcentret
have et aktivt CV på jobnet
betale efterlønsbidrag
opfylde anciennitetskravet for at få efterløn, når du når efterlønsalderen
have opbrugt dagpengeretten
Hvis du opfylder kriterierne for at få tilbud om et seniorjob, vil du tre måneder før din dagpengeperiode ophører, modtage et brev fra din a-kasse hvor de orienterer dig om din mulighed for et seniorjob. Når du har modtaget brevet, skal du sende en ansøgning til kommunen, hvor du anmoder om et seniorjob. Du kan tidligst ansøge 3 måneder før din dagpengeret udløber og senest 2 måneder efter. Kommunen vil herefter kalde dig til samtale, og på baggrund af samtalen, dine interesser og kvalifikationer fastsætte seniorjobbets indhold og omfang.
Hvis kommunen ikke ansætter dig i et seniorjob senest 2 måneder efter, ansøgningen er modtaget, skal kommunen betale en kompensation, der svarer til den tidligere dagpengeydelse, du har modtaget. Derudover skal kommunen også tilbyde dig et andet seniorjob, hvis dit nuværende seniorjob nedlægges. Samt hvis du stopper i et seniorjob, fordi du har fået et arbejde med almindelige vilkår, så har du ret til at få et seniorjob igen, hvis din ansættelse skulle ophøre inden efterlønsalderen.
Når du er i et seniorjob, optjener du ikke ret til dagpenge. Derudover skal du stadig stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis du bliver tilbudt et job på almindelige vilkår.
I udgangspunktet kan du have dit seniorjob indtil den dag, hvor du har ret til at gå på efterløn. Dog vil dit seniorjob ophøre tidligere, hvis du ikke betaler dit efterlønsbidrag, melder dig ud af a-kassen eller hæver dit efterlønsbidrag før tid. Du kan også miste dit seniorjob, hvis du ikke overholder dine arbejdsforpligtelser eller på anden måde ikke lever op til din ansættelseskontrakt.
Skal du ansætte nogen i seniorjob, skal du bruge en ansættelseskontrakt – denne kan du heldigvis nemt og gratis oprette med Legal Desk. Vores smarte formular tager stilling til alle de væsentligste forhold, så du blot behøver tænke på at udfylde den. Når du er færdig, modtager du ansættelseskontrakten med det samme.