15. april 2024
Der gælder visse regler for bestyrelsen i en forening, som skal følges, uanset om I udfører bestyrelsesarbejdet frivilligt eller mod et vederlag. Reglerne bestemmer blandt andet, at I kan blive gjort personligt ansvarlige for jeres handlinger, men også at I er kollektivt ansvarlige for bestyrelsens handlinger som helhed. Læs mere om, hvad dette betyder her.
Hvad enten bestyrelsesarbejdet i en forening er lønnet eller frivilligt, så skal bestyrelsesmedlemmerne følge visse regler. Det skyldes, at de almindelige regler om ansvar, fuldmagt og erstatningspligt også gælder for bestyrelsesmedlemmer i en forening, da en forening betragtes som en selvstændig juridisk person, der kan påtage sig forpligtelser.
Da bestyrelsesmedlemmer kan indgå aftaler og forpligte sig på vegne af foreningen, så kan bestyrelsesmedlemmer også blive stillet til regnskab for deres handlinger i hvervet. Det betyder konkret, at bestyrelsesmedlemmerne i en forening kan blive gjort personligt ansvarlige, hvis de handler uansvarligt med vilje eller uagtsomt – herunder hvis de ikke har været tilstrækkeligt påpasselige med deres handlinger.
Bestyrelsesmedlemmer kan blive gjort ansvarlige strafferetligt, hvis de har overtrådt straffeloven. Det mest relevante ansvar at drøfte i forhold til bestyrelsesmedlemmers handlinger er imidlertid erstatningsansvaret.
Et medlem af bestyrelsen kan blive gjort erstatningsansvarlig, hvis vedkommende udfører en handling i hvervet, der forårsager, at nogen uden for foreningen lider et tab, som skal erstattes. Erstatningsansvaret for bestyrelsesmedlemmet bliver dog først relevant, hvis foreningen ikke er i stand til selvstændigt at dække tabet. Dette kræver dog, at den, der har lidt tabet, retter en erstatningssag mod bestyrelsesmedlemmet, og at vedkommende kan bevise, at tabet er forårsaget af bestyrelsesmedlemmets handling.
Bestyrelsen er en enhed, og alle i bestyrelsen er derfor ansvarlige for bestyrelsens økonomi. Det indebærer, at alle bestyrelsesmedlemmerne er ansvarlige for bestyrelsens regnskab og budgetter. Det gælder på trods af, at bestyrelsen har en kasserer, som skal holde styr på det økonomiske aspekt i foreningen. Det er derfor en god idé, at bestyrelsen som helhed løbende holder øje med økonomien og tjekker op på, at alt er, som det skal være. Så længe foreningen er likvid og kan betale sin gæld på betalingstidspunktet, vil økonomien som udgangspunkt være i orden.
Hertil skal det bemærkes, at bestyrelsen i en forening også er underlagt reglerne om SKAT og moms. Medmindre I er en almennyttig forening, så er foreningen skattepligtig, hvilket betyder, at I årligt skal indsende foreningens regnskab til SKAT. Hvis foreningen har ansatte, der modtager løn for deres arbejde, skal foreningen også indberette A-skat. Foreningen skal ligeledes huske at afregne moms, hvis den køber og/eller sælger varer.
Afslutningsvis skal I som bestyrelsesmedlemmer være opmærksomme på, at I hæfter kollektivt for bestyrelsens beslutninger. Dette gælder som udgangspunkt, uanset hvilke områder i bestyrelsen, som de enkelte medlemmer beskæftiger sig med. Bestyrelsesmedlemmer skal derfor insistere på at blive holdt opdateret vedrørende alle forhold i bestyrelsen, som angår foreningen. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at du som bestyrelsesmedlem stemmer imod en beslutning, som du mener er uansvarlig, da du stadigvæk kan blive gjort ansvarlig for den, hvis du ikke aktivt forhindrer bestyrelsen i at handle uansvarligt.
Du kan læse mere om regler for foreninger her.
Går du og drømmer om at starte din egen forening? Det er heldigvis ikke så svært, hvis du benytter Legal Desk. Du besvarer blot vores formular, og så sørger vi for at udarbejde foreningens vedtægter og generalforsamlingsreferat.