15. december 2022
Konkurskarantæne er et forbud mod at deltage i ledelsen af en virksomhed, som kan pålægges et ledelsesmedlem, efter virksomheden er blevet erklæret konkurs. Men hvornår kan en person pålægges konkurskarantæne? Og hvad indebærer konkurskarantæne? Få svarene i denne artikel, der også forklarer, hvem der pålægger konkurskarantæne, og hvad overtrædelse af konkurskarantæne har af konsekvenser.
Konkurskarantæne kan pålægges en person, der deltager i ledelsen af en konkursramt virksomhed. Det kan ske, hvis personen har handlet “groft uforsvarligt” med virksomhedens midler, efter den er blevet erklæret konkurs. Konkurskarantæne kan kun pålægges, hvis der er tale om et kapitalselskab såsom et anpartsselskab (ApS) eller aktieselskab (A/S), da disse har begrænset hæftelse.
Når en person bliver pålagt konkurskarantæne, indebærer det, at vedkommende i en given periode får et forbud mod at deltage i ledelsen af virksomheden. Konkurskarantænen vil oftest have en varighed på 3 år, men perioden kan nedsættes, hvis omstændighederne taler for det.
Du har som medlem af ledelsen handlet groft uforsvarligt med virksomhedens midler, hvis du eksempelvis med vilje har valgt ikke at afregne skat og/eller moms. Du kan også have handlet groft uagtsomt, hvis du har givet enkelte kreditorer fordele, ved at betale deres krav op til konkursens indtræden, fordi de er nærtstående.
Du kan dog ikke pålægges konkurskarantæne, hvis du blot har været dårlig til at lede selskabet, eller at andre omstændigheder, såsom konjunktursvingninger, har ført til, at selskabet er kommet i en uheldig økonomisk situation.
Det er kurator eller rekonstruktør, der kan indlede en konkurskarantænesag - kurator/rekonstruktør er den person, der skal sørge for, at konkursen/ rekonstruktionsbehandlingen foregår på en ansvarlig måde.
Konkurskarantænesag indledes ved, at kuratoren eller rekonstruktøren vurderer, at der er grundlag for en konkurskarantænesag, hvorefter vedkommende giver skifteretten besked. Hvis skifteretten vurderer, at det relevante ledelsesmedlem har handlet groft uforsvarligt og derfor er uegnet til at lede virksomheden, bliver ledelsesmedlemmet pålagt konkurskarantæne.
Hvis konkurskarantænen bliver overtrådt ved, at personen alligevel deltager i ledelsen af virksomheden, kan vedkommende blive pålagt en ny karantæne. Den nye karantæne kan udvides, således at den indebærer et forbud mod enhver form for deltagelse i erhvervsvirksomheder. Overtrædelsen kan også medføre, at personen bliver forpligtet til at hæfte personligt for virksomhedens gæld. I særligt grove tilfælde kan en overtrædelse medføre, at personen straffes med fængsel i op til 6 måneder.
Hvis du bliver pålagt konkurskarantæne, bliver du registreret i Erhvervsstyrelsens konkurskarantæneregister. Hvis du bliver registreret i dette register, kan du ikke registreres som leder af en erhvervsdrivende virksomhed efterfølgende. Du kan heller ikke registreres som arbejdsgiver hos SKAT.
Hvis du har brug for at lukke din virksomhed, og al virksomhedens gæld er betalt ud, kan Legal Desk klare hele nedlukningen for dig. Det koster dig kun en brøkdel af, hvad en advokat ville tage for samme ydelse.
Du behøver blot udfylde vores formular, betale og underskrive – så klarer vi det lange seje træk, der følger. Det indebærer afmeldelse af pligter, indberetning til SKAT, indhentelse af skattekvittance samt registrering af nedlukning hos Erhvervsstyrelsen.
Læs mere om, hvordan du lukker din virksomhed med Legal Desk her.