15. december 2022
Forretningshemmeligheder har indtil nu været beskyttet i flere forskellige love, men nu er området blevet samlet i én lov. Læs her om den nye lov og hvad den betyder for dig og din virksomhed.
Lov om forretningshemmeligheder er en ny lov, der beskytter virksomheder mod, at deres forretningshemmeligheder udnyttes af uvedkommende. Loven implementerer EU-direktivet om beskyttelse af forretningshemmeligheder - det betyder kort fortalt, at reglerne gælder i hele EU.
Fordelen ved at have en lov om forretningshemmeligheder er, at virksomheder dermed tør at investere i forskning og anden udvikling. Er der derimod ikke en beskyttelse af forretningshemmeligheder, kan virksomheder risikere at miste store tab, hvis en medarbejder snylter sig til profit ved at videregive oplysningerne.
Forretningshemmeligheder betragtes som oplysninger om markeds- og forretningsstrategier, knowhow, udviklingsplaner, opfindelser og lignende.
For at oplysningerne kan betegnes som forretningshemmeligheder rent juridisk, skal de leve op til tre kriterier. Din virksomheds hemmeligheder beskyttes kun af loven, hvis de lever op til disse kriterier:
De skal være hemmelige - dvs. de skal ikke være almen kendte eller tilgængelige. De er stadig almen kendte, selvom de kun er kendt inden for de kredse, der beskæftiger sig med området.
De skal have en økonomisk værdi
De skal være gjort hemmelige igennem foranstaltninger
Et eksempel på oplysninger, der ikke er forretningshemmeligheder, er ubetydelige oplysninger, erfaringer og kompetencer, som arbejdstager tilegner sig under deres ansættelse.
Et eksempel på oplysninger, der er forretningshemmeligheder, er Coca Colas opskrift, der både er hemmelig, har en stor økonomisk værdi og er gjort hemmelig gennem effektive foranstaltninger. Coca Cola har forskellige foranstaltninger, der holder opskriften hemmelig såsom at fremstille forskellige dele af produktet separat.
En privatperson uden for virksomheden må altid opdage, videregive eller bruge forretningshemmeligheder, hvis lov eller anden retlig forpligtelse tillader det.
Det er lovligt at opdage forretningshemmeligheder, hvis man selv opdager forretningshemmeligheden på lovlig vis. Det indebærer, at man f.eks. ikke må bryde ind i en virksomhed eller på anden måde få ulovlig adgang til dokumenter.
Der er forskellige måder, hvorpå man på lovlig vis kan opdage forretningshemmeligheder. Det er f.eks. i princippet muligt at opdage Coca Colas opskrift på egen hånd ved at stå og blande ting sammen i sit køkken. Det er også muligt at opdage forretningshemmeligheder gennem “reverse engineering”. Reverse engineering betyder at skille ting ad for at lære, hvordan de er sammensat. Det er eksempelvis lovligt at opdage Coca Colas opskrift ved at skille væsken i colaen ad, eller lære hvordan et computerprogram fungerer ved at skille kildekoden ad.
En ansat må videregive eller bruge forretningshemmeligheder, hvis de opdager, at der sker fejl, uregelmæssigheder eller ulovlige aktiviteter på arbejdspladsen. Dette kaldes også “whistleblowing”, og hensynet bag er offentlighedens interesse. Derfor kan ansatte i princippet whistleblowe uden konsekvenser, hvis de arbejder i det offentlige, men det er ikke altid muligt i det private. Det skyldes, at det ikke altid betragtes som “offentlighedens interesse”, hvis der sker fejl eller uregelmæssigheder i private virksomheder. Hvornår noget er i offentlighedens interesse, og dermed kan whistleblowes, afhænger af de konkrete omstændigheder.
Du kan anmode retten om at give krænkeren et påbud eller et forbud, hvis vedkommende ulovligt opdager, videregiver eller bruger en forretningshemmelighed.
Herudover kan du også kræve, at vedkommende skal betale erstatning, der svarer til din virksomheds tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste. De skal ifølge loven også betale erstatning for den ikke økonomiske skade, hvilket er meget atypisk for erstatningssager, hvor man som udgangspunkt kun kan forpligtes til at betale for den skade, der er lidt. Det betyder, at din virksomhed har meget gode muligheder for at få erstatning i tilfælde af, at dine forretningshemmeligheder krænkes på ulovlig vis.
Forretningshemmeligheder er også beskyttet uden for loven. I ansættelsesforholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager gælder loyalitetspligten, der pålægger arbejdstagere at være loyale overfor deres arbejdsgiver og arbejdsplads. Loyalitetspligten gælder selvom den ikke fremgår af ansættelseskontrakten, og den gælder desuden også i den ansattes fritid. At videregive forretningshemmeligheder er en illoyal handling, og det betyder, at du som arbejdsgiver alene på grund af af loyalitetspligten kan kræve erstatning fra den ansatte og bortvise vedkommende. Loyalitetspligten gælder også efter, at du har opsagt din stilling.