10. juli 2024
Et årsregnskab er et regnskab over en virksomheds økonomiske status og skal udarbejdes en gang om året. Få svar på, hvad et årsregnskab skal indeholde og hvilke virksomhedsformer, som er forpligtet til at udarbejde et årsregnskab.
Et årsregnskab er en del af en virksomheds årlige årsrapport, og skal redegøre for de økonomiske aktiviteter en virksomhed har foretaget sig i det forgangne år. Årsregnskabet giver på den måde mulighed for at se virksomhedens udvikling i konkrete tal. Et årsregnskab har overordnet to funktioner:
Vise, hvordan virksomhedens midler er blevet brugt i det seneste år
Vise, hvordan virksomhedens økonomi har det - altså give et overblik over virksomhedens overskud eller underskud
De mindste virksomhedsformer, herunder enkeltmandsvirksomheder og I/S selskaber, er ikke forpligtet til at sende et årsregnskab, men kan vælge at gøre det. Derudover skal alle andre virksomheder og foreninger aflevere et årsregnskab, som minimum skal indeholde følgende oplysninger:
Resultatopgørelse (Virksomhedens indtægter og udgifter)
Balance (Virksomhedens aktiver og passiver)
Eventuelle noter (Ledelsens beretninger om virksomhedens aktiviteter, der har været gennem året og forventninger til det kommende år)
Typisk følger årsregnskabet kalenderåret. Det vil sige at årsregnskabet giver en økonomisk status for perioden d. 1. januar til d. 31. december, men det er også muligt at føre årsregnskab for perioden d. 1. juli til d. 30 juni.
For at lave et årsregnskab har man brug for følgende:
Alle bilag fra hele året
Alle bankudskrifter
Kasserapporter
Årsopgørelser fra banken
Måden hvorpå man skal udarbejde et årsregnskab for ens virksomhed afhænger af, hvilken virksomhedsform man har, da hver virksomhedsform er inddelt i forskellige regnskabsklasser. Til hver klasse hører forskellige krav til årsregnskabet. Der skelnes mellem regnskabsklasser fra A til D.
Klasse A vedrører de helt små virksomheder, enkeltmandsvirksomheder, interessentskaber og virksomheder med begrænset ansvar, der er omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder
Klasse B vedrører eksempelvis anpartsselskaber (ApS), aktieselskaber (A/S), erhvervsdrivende fonde og virksomheder med begrænset ansvar, der er omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder
Klasse C vedrører alle de virksomheder, der ikke hører under klasse A og B og som ikke er børsnoteret eller statslige aktieselskaber
Klasse D vedrører børsnoterede selskaber og statslige aktieselskaber
Derudover er det også forskelligt fra virksomhed til virksomhed om der skal bruges en revisor til at udarbejde årsregnskabet. Det er nemlig påkrævet i større virksomheder. Du kan få svar på om din virksomhed skal bruge en revisor til at udarbejde årsregnskabet her.
Som nævnt er årsregnskabet en del af en virksomheds årsrapport og årsregnskabet skal derfor indberettes sammen med årsrapporten. Årsregnskabet skal godkendes på en generalforsamling og indberettes til Erhvervsstyrelsen. Læs mere om indberetning af årsregnskab her. Med Legal Desk kan du nemt lave et generalforsamlingsreferat af den årlige generalforsamling, hvor årsregnskab og årsrapport bliver godkendt. Hvis du ikke allerede har et selskab, kan du også nemt stifte en enkeltmandsvirksomhed, et ApS eller et A/S med Legal Desk.