Support har åbent mandag til fredag kl. 10.00 -15.00.
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

30. september 2024

Equity crowdfunding

Equity crowdfunding er en populær metode til at rejse kapital – særligt for små og mellemstore virksomheder og iværksættere. I denne artikel kan du blive klogere på, hvad equity crowdfunding er, og hvordan det fungerer for anpartsselskaber.

Hvad er Equity crowdfunding?

Equity crowdfunding er en finansieringsform, hvor virksomheder rejser kapital ved at sælge ejerandele til offentligheden, typisk via online platforme. Det betyder, at mange små investorer får mulighed for at investere i en virksomhed mod at få en andel af ejerskabet. Modsat traditionelle investeringsmodeller, som ofte kræver store beløb fra enkeltpersoner eller investorer, gør equity crowdfunding det muligt for virksomheder at tiltrække risikovillig kapital fra mange mindre investorer.

Equity crowdfunding kaldes også crowdinvesting, investment crowdfunding og crowd equity.

Fordele ved equity crowdfunding

Der er flere årsager til, at equity crowdfunding kan være fordelagtigt nystartede virksomheder og virksomheder med ambitioner om at vækste:

  • Øget tilgængelighed til kapital: Muligheden for at tiltrække mange små investorer giver virksomheder adgang til kapital, som de måske ellers ikke kunne få.
  • Fremmer iværksætteri: Crowdfunding hjælper med at nedbryde finansielle barrierer, hvilket kan stimulere innovation og iværksætteri.
  • Risikovillig kapital: Equity crowdfunding tiltrækker ofte investorer, der er villige til at tage risici, hvilket kan være en fordel for nye virksomheder, der har brug for finansiering til vækst og udvikling.

Hvordan fungerer equity crowdfunding i praksis?

Hvis du ønsker at rejse kapital gennem equity crowdfunding forløber det typisk således:

  • Præsentation af forretningsidé: En virksomhed, der ønsker at rejse kapital, opretter en kampagne på en crowdfunding-platform. Her præsenterer virksomheden sin forretningsmodel, planer for vækst, og hvor meget kapital der søges.
  • Investeringsmuligheder: De potentielle investorer præsenteres for investeringsmulighederne og får detaljeret information om, hvad deres investering vil give dem – oftest i form af anparter eller aktier.
  • Investorerne foretager investeringer: Investorer, både private og professionelle, kan vælge at investere et beløb, der passer til deres budget. Ved at investere får de en andel af virksomheden, hvilket betyder, at de potentielt kan få afkast, hvis virksomheden klarer sig godt.
  • Kapitalrejsning og tildeling af ejerandele: Når målet for kapitalrejsning er nået, modtager virksomheden pengene, og investorerne får tildelt deres ejerandele. Virksomheden kan nu bruge den rejste kapital til at vækste og udvikle sig i henhold til deres plan.
  • Afkast og risici for investorer: Investorerne tjener penge, hvis virksomheden klarer sig godt, enten ved udbyttebetalinger eller ved at sælge deres ejerandele til en højere pris i fremtiden. Dog skal investorerne være opmærksomme på, at investering i unoterede virksomheder er risikabelt, og at der er en mulighed for, at de kan tabe på deres investering.

Ændring af selskabsloven giver mulighed for equity crowdfunding

Det har hidtil ikke været tilladt for anpartsselskaber at benytte equity crowdfunding, men det bliver ændret, når en kommende lovændring af selskabsloven træder i kraft. 

Lovændringen indebærer nemlig en ophævelse af det nuværende forbud mod offentligt udbud af anparter, men under specifikke betingelser, herunder fritagelse fra prospektpligt for udbud under en vis værdi. Prospektpligten er en regel, der kræver, at virksomheder, som udbyder værdipapirer til offentligheden, udarbejder et detaljeret prospekt med information om virksomheden, udbuddet, risici og økonomiske forhold. 

Ved at fritage fra prospektpligten for mindre udbud kan privatpersoner deltage i crowdfunding og investere i iværksættervirksomheder, hvilket gør det lettere og mere fleksibelt for anpartsselskaber at rejse kapital. Dette tiltag vil åbne nye muligheder for iværksættere og små virksomheder, som får nemmere adgang til finansiering gennem offentlige investeringer.

For iværksættere og mindre virksomheder giver equity crowdfunding mulighed for at rejse kapital uden at skulle gå gennem traditionelle og ofte mere restriktive finansieringskanaler såsom banker eller store venturekapitalfonde. Det gør det også muligt at engagere investorer mere direkte, da mange crowdfundere ikke kun er investorer, men også ambassadører, der aktivt hjælper med at promovere virksomheden.

Begrænsninger for equity crowdfunding

Selvom equity crowdfunding fremover bliver muligt for anpartsselskaber, er der en række begrænsninger og betingelser, som virksomheder og investorer skal være opmærksomme på: 

Handelsrestriktioner

Anpartsselskaber må ikke optage deres kapitalandele til handel på regulerede markeder eller multilaterale handelsfaciliteter. Det betyder, at der ikke må gøres brug af officielt overvågede børsplatforme som Nasdaq Copenhagen eller privatejede handelsplatforme som First North. Dette skal sikre, at investeringerne forbliver i unoterede selskaber.

Udbudsværdi

Udbud af anparter må ikke overstige en samlet værdi af 5 mio. euro over en periode på 12 måneder. Dette skal sikre, at udbuddet holdes inden for rammerne af mindre kapitalrejsninger, der passer til equity crowdfunding-modellen.

Hvis udbuddet overstiger grænsen på 5 mio. euro, skal én af følgende betingelser være opfyldt:

  • Udbuddet er begrænset til kvalificerede investorer.
  • Udbuddet er rettet mod færre end 150 investorer pr. land i EU/EØS.
  • Enhederne, der udbydes, har en pålydende værdi på mindst 100.000 euro.
  • Hver investor erhverver anparter for mindst 100.000 euro.

Hvornår træder den nye lovgivning i kraft?

Lovforslaget forventes at blive fremsat for Folketinget i november 2024. Lovændringen bestemmer, at de nye regler skal træde i kraft den 1. januar 2025.