14. december 2022
Selvom alle selskaber skal indsende deres årsrapport til Erhvervsstyrelsen, så er det ikke altid nødvendigt at få sit årsregnskab revideret af en revisor. Derfor kommer mange i tvivl om, hvorvidt deres årsrapport allerede er blevet revideret eller blot er blevet opsat eller assisteret af en revisor. Læs med her og forstå, hvordan du finder ud af om din årsrapport er revideret.
Hvis en revisor har revideret dit årsregnskab, vil der være indsat en såkaldt revisionspåtegning i regnskabet. En revisionspåtegning er et afsnit, hvor revisoren konkluderer, hvorvidt de mener, at indholdet af årsregnskabet er korrekt. Hvis revisoren finder regnskabet tilfredsstillende, vil revisor give en såkaldt blank revisionspåtegning, og du skal ikke foretage yderligere handlinger.
Hvis revisor derimod opdager fejl, mangler eller misinformation i regnskabet, vil det kunne have en række forskellige konsekvenser, der kræver yderligere handling fra ledelsens side.
Når revisor ikke kan finde noget i årsregnskabet, der overskrider lovgivningen eller er misvisende, vil de give en blank revisionspåtegning. Det er dog lidt misvisende at kalde det en blank revisionspåtegning, da påtegningen stadig består af en standardiseret tekst.
Revisoren forholder sig udelukkende til, om indholdet af årsregnskabet er korrekt og efterlever revisionsreglerne. En blank revisionspåtegning siger dermed intet om, hvorvidt selskabet har en sund økonomi.
Hvis revisor er utilfreds med oplysningerne i årsregnskabet, vil revisionspåtegningen ikke være blank. Det kan eksempelvis være i tilfælde, hvor revisoren ikke mener, at regnskabet giver et retvisende billede af selskabets økonomiske forhold og dermed overtræder lovgivningen. Dette kan resultere i en påtegning med én af tre mulige konklusioner:
Konklusion med forbehold
Afkræftende konklusion
Manglende konklusion.
Dette er den mindst kritiske konklusion og betyder, at revisor tager forbehold for at visse dele af årsregnskabet er fejlbehæftet, men at det øvrige regnskab er korrekt. Når disse fejl er rettet, kan revisor ændre sin påtegning til blank.
Hvis revisor finder hele årsregnskabet fejlbehæftet og misvisende, vil påtegningen have en afkræftende konklusion og dermed ikke være godkendt. Hvis selskabet udelukkende taber penge, men har planer om at fortsætte driften næste regnskabsår, kan det eksempelvis medføre en afkræftende konklusion. Ved afkræftende konklusion bør selskabet udarbejde et nyt årsregnskab, som revisoren kan revidere på ny.
Hvis revisor ikke mener, at de har fået tilstrækkelige oplysninger udleveret, vil påtegningen have en manglende konklusion. Det betyder, at revisor hverken har godkendt eller afkræftet regnskabets indhold og regnskabet dermed ikke kan betragtes som revideret. Ved manglende konklusion bør revisoren blive forsynet med de oplysninger, de mangler.