12. januar 2024
Virksomheder kan ligesom privatpersoner få fradrag i skat. Et fradrag er et skattefrit beløb, som virksomheden kan trække fra i sin indkomst og dermed betale mindre i skat. Vi gennemgår her, hvad virksomheder kan få fradrag for, og hvordan du gør som erhvervsdrivende, så du ikke snyder dig selv for skattemæssige fordele.
Et fradrag er kort fortalt et skattefrit beløb, du kan trække fra i din indkomst, så du skal betale mindre i skat. Enkelte fradrag bliver automatisk trukket fra, men flere af dem skal du selv være opmærksom på, når du udfylder din forskudsopgørelse.
De fradrag for virksomheder, du finder i denne artikel, gælder primært for kapitalselskaber såsom ApS’er og A/S’er. Hvis du driver en enkeltmandsvirksomhed, kan du til gengæld med fordel benytte virksomhedsordningen, også kaldt virksomhedsskatteordningen.
Din virksomhed kan blandt andet få fradrag for:
Varekøb (f.eks. udgifter til indkøb af de varer, du sælger)
Inventar og maskiner
Revisor- og advokatudgifter
Telefon- og internetudgifter
Husleje for lokaler
El og varme
Reparation og vedligeholdelse af lokaler
Forsikring.
De udgifter, du er berettiget til at få fradrag for, kan du trække fra som udgift i dit årsregnskab. Det betyder, at alle dine fradragsberettigede udgifter vil være trukket fra dit over- eller underskud.
Det er vigtigt, du ikke blander private og erhvervsmæssige fradrag sammen. Du kan ikke få fradrag for ting, du har købt gennem din virksomhed, men bruger privat.
Har du brugt penge på annoncer eller markedsføringsaktiviteter, er det under kategorien reklamer, og det kan du trække fra i dine udgifter, når du laver dit regnskab. Måltider, drikkevarer eller gaver i forbindelse med fødselsdage, jubilæum m.m, som er relaterede til forretningen, ligger under kategorien repræsentation. Ved repræsentation kan du trække 25 pct. af selve udgiften fra.
Husk at du altid skal gemme alle kvitteringer, noter eller andre bilag til dine udgifter som dokumentation. Det er altid dig som erhvervsdrivende, der har bevisbyrden, hvilket betyder, du altid skal kunne bevise, hvad pengene er blevet brugt til.
Det er kun i sjældne tilfælde, at du kan få fradrag for at have et arbejdsværelse i hjemmet. Arbejdsværelset skal nemlig anses som værende særskilt. Det vil sige, at det ikke er nok at have indrettet et kontor i din privatbolig, da det næsten altid ville kunne bruges privat.
Der bliver hovedsageligt lagt vægt på, hvorvidt arbejdsværelset har sin egen indgang og om de møbler, der bliver brugt i arbejdsværelset, udelukkende har en erhvervsmæssig funktion.
Kontorinventar, skriveborde og skabe kan du få helt eller delvist fradrag for, hvis du kan dokumentere, at du bruger udstyret i virksomheden. Bruger du for eksempel skrivebordet halvdelen af tiden til erhverv og resten af tiden privat, kan du trække 50 pct. fra i dit regnskab. Du skal altid opveje, hvor meget du bruger det forskellige inventar privat eller i din virksomhed. Du kan læse mere om SKATs retningslinjer omkring arbejdsværelse i privat bolig her.
Telefon og internet er fuldt fradragsberettiget, dog kan du være forpligtet til at betale SKAT af arbejdstelefon og internet, hvis nedenstående tilfælde er gældende:
Arbejdstelefon: Du skal betale SKAT af din telefon, hvis du tager din arbejdstelefon med hjem eller driver din virksomhed fra din hjemmeadresse.
Internet: Du kan få fuldt fradrag af fri internetforbindelse, hvis du driver din virksomhed fra din privatadresse eller har adgang til stort set samme funktioner og dokumenter, som du har på virksomhedsadressen. Opfylder din internetforbindelse ikke de nævnte krav, skal du betale skat af 3.200 kr. årligt (2024).
Hvis du har din egen bil og bruger den til erhvervsrelateret kørsel, kan du beregne fradrag på to forskellige måder:
Lej din erhvervsbil: Hvis du bruger denne løsning, kan du få godtgjort de faktiske udgifter ved erhvervsmæssig kørsel. Det dækker reparation, benzin og forsikring.
Brug egen bil som erhvervsbil: Her kan du bruge skatterådets satser (2024), som er på 3,79 kr./km op til 20.000 km/år, og 2,23 kr./km for alt over 20.000 km/år.
Du skal notere i en kørebog, hvornår og hvor meget du har kørt hver gang, din bil bliver brugt til erhvervsmæssig kørsel.
Du kan finde skemaer til kørselsafregning her.
Driftsudgifter refererer til de løbende udgifter, der opstår, når du driver din virksomhed. Det kan være benzin, kontorartikler, printere eller andet, der har en direkte relation til virksomhedens daglige drift. Driftsudgifter hører som udgangspunkt under kategorien småaktiver, Småaktiver betegner alle driftsmidler med en levetid på maksimum tre år og en maksimumpris på 33.100 kr. (2024). Disse kan trækkes fuldt ud fra i anskaffelsesåret.
Når værdien af et driftsmiddel overstiger 33.100 kr. (2024), vil der ofte være tale om en anlægsudgift. Anlægsudgifter er de udgifter, du har i forbindelse med erhvervelsen af større aktiver, der skal bruges i lang tid fremover. Hvis du anskaffer dig en firmabil eller andet omkostningsfuldt materiel, der skal bruges af virksomheden i mange år, er det en anlægsudgift.
Udgifter i denne størrelsesorden kan ikke fratrækkes med det samme. Du skal i stedet fordele udgiften over flere regnskabsår – dette kaldes en afskrivning. Du må højst afskrive for 25 pct. af udgiften om året. Har du købt både maskine og firmabil, skal det lægges sammen til ét beløb, som du samlet set må afskrive op til 25 pct. årligt for. Dette kaldes også saldoprincippet.