Telefonsupport har åbent man. - Fre. kl. 10.00 - 15.00. Chat 9.00 - 16.00
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

14. december 2022

Joint venture

Der er tale om et joint venture, når to eller flere virksomheder etablerer en form for samarbejde således, at parterne kan trække på hinandens styrker og fordele, for derigennem at opnå et kommercielt mål. Bliv klogere på, hvordan et joint venture fungerer her.

Hvad er et joint venture?

Et joint venture er et samarbejde, hvor to eller flere virksomheder samler deres ressourcer for at opnå et specifikt mål. Dette vil ofte være i et separat selskab, som ejes af de forskellige virksomheder. Målet med et joint venture kan f.eks. være at udvikle et nyt produkt eller ekspansion til et nyt marked. Alle deltagerne i et joint venture har et fælles ansvar, hvad angår omkostninger, overskud og tab. Selve joint venture-selskabet er imidlertid helt adskilt fra parternes øvrige virksomheder.

Hvordan stiftes et joint venture 

Joint ventures er ikke lovreguleret i Danmark. Det betyder, at der ikke er en bestemt forretningsstruktur eller formkrav til dannelse af et joint venture. Det vil som oftest foregå gennem oprettelsen af et nyt selskab, hvor de forskellige selskaber investerer til det specifikke formål. Du kan danne et joint venture både mundtligt og skriftligt. Vi anbefaler dog, at parterne altid laver en skriftlig aftale, som sikrer parterne i tilfælde af, at der opstår uenigheder eller konflikter. Det er også en god idé, at organisations- og ledelsesstrukturen defineres i den skriftlige aftale. Alle parter skal ligeledes være enige om, hvordan procentdelene af ejerskab skal fordeles, hvordan overskuddet opdeles og hvilket ansvar, der påhviler den enkelte partner.

Joint venture-aftale

Vi anbefaler som tidligere nævnt, at du altid udarbejder en skriftlig aftale, når du indgår i et joint venture-samarbejde, da det giver alle involverede parter juridisk beskyttelse. Aftalen kan blandt andet indeholde følgende:

  • Formålet med selskabet

  • Organisations- og ledelsesstruktur

  • Fordeling af rettigheder og forpligtelser

  • Det økonomiske bidrag

  • Hvordan forpligtelser, overskud og tab skal deles mellem parterne

  • Hvordan selskabet styres dagligt

  • Hvordan eventuelle uoverensstemmelser løses

  • En exit-strategi.

Fordele ved et joint venture

Joint ventures kan give dig følgende fordele:

  • Adgang til nye markeder og distributionsnetværk: Du får mulighed for at opbygge relationer og langvarige forretningsforbindelser.

  • Adgang til ressourcer: Dannelse af et joint venture vil give dig adgang til flere ressourcer f.eks. øget mandskab, større økonomi og mere materiel.

  • Risikodeling: I er flere parter, der deler ansvaret og regningen.

Hvis du er en lille virksomhed, der overvejer et joint venture med en større virksomheden, vil et joint venture ofte være en fordel, da du på den måde får adgang til langt flere og større ressourcer og mulighed for at ekspandere hurtigere. Der vil oftest også være større distributionskanaler, hvilket også kan have stor betydning for en mindre virksomhed.

Ulemper og risici

Med et joint venture kan du kombinere ressourcer og ekspertise fra uafhængige virksomheder, hvilket typisk er en stor fordel. Det kan dog også medføre visse risici. Hvis I, som partnere, ikke har afklarede mål og rammer for jeres joint venture, kan det nemlig hurtigt få negative konsekvenser. Hvis der f.eks. er uenigheder omkring, hvilken metode, der bruges til at drive selskabet, eller hvordan et bestemt problem skal gribes an, kan det nemt påvirke produktionen. Det er derfor vigtigt, at I sætter jer nogle klare mål og rammer, før I starter et joint venture.

Hvis du overvejer at indgå i et joint venture med en eller flere virksomheder, anbefaler vi, at I først overvejer, hvorvidt de involverede virksomheder deler de samme værdier og den samme kultur – og hvis de ikke gør, hvorvidt det kan blive et problem på sigt. På den måde minimerer I risikoen for, at der senere opstår uenigheder og konflikter.

Opret dit selskab med Legal Desk 

Vi tilbyder på nuværende tidspunkt ikke hjælp med at indgå joint venture aftaler, men vi kan hjælpe med at stifte selve joint venture-selskabet, hvis dette endnu ikke er stiftet.

Stift dit selskab med Legal Desk i dag.