17. januar 2023
Likviditetsgrad er et økonomisk nøgletal, der kan indikere, om din virksomhed er i stand til at betale sin kortfristede gæld. Med andre ord bruges likviditetsgraden til at vurdere din virksomheds evne til at betale. Hvorfor likviditetsgraden er vigtig at kende til, kan du læse mere om i denne artikel.
Likviditetsgrad er et økonomisk nøgletal, der fortæller, hvorvidt virksomhedens likviditet er stor nok til at kunne betale sin kortfristede gæld nu og her – altså om virksomheden kan betale sine gældsforpligtelser, hvis den skulle. Når likviditetsgrad kaldes for et nøgletal, betyder det, at tallet angiver forholdet mellem to faktorer i regnskabet, og at det er et afgørende redskab, når du skal vurdere virksomhedens nuværende økonomiske tilstand.
Likviditetsgraden angiver forholdet mellem omsætningsaktiverne og den kortfristede gæld – altså hvor stor en procentdel førstnævnte udgør af sidstnævnte. Omsætningsaktiver er aktiver, som du forventer at sælge inden for ét år, mens den kortfristede gæld er gæld, der skal betales inden for ét år.
Beregning af likviditetsgrad kræver, at du har kendskab til din virksomheds kortfristede gældsforpligtelser og de samlede omsætningsaktiver. Når du har kendskab til disse tal, kan du beregne likviditetsgraden.
Formel for likviditetsgrad:
Likviditetsgrad = (Omsætningsaktiver x 100) / kortfristet gæld
Eksempel: Din virksomhed har omsætningsaktiver på 400.000 kr. og en kortfristet gæld på 250.000 kr. For at finde likviditetsgraden ganger vi først de 400.000 med 100, hvorefter vi dividerer dette tal med 250.000. Dette resulterer i en likviditetsgrad på 160.
Jo højere en likviditetsgrad jo bedre. En likviditetsgrad skal som minimum være på 100 for at der er tilstrækkelig likviditet til at kunne betale udgifterne til de kortfristede gældsforpligtelser. En nem tommelfingerregel er, at en god likviditetsgrad skal ligge på et tal mellem 150 og 200 for at kunne anses som værende tilfredsstillende. Et tal under 150 vil anses som værende mindre tilfredsstillende, men dog tilstrækkeligt. Et tal under 100 vil dog anses for at være kritisabelt og kræve tilførsel af flere penge hurtigst muligt, så virksomhedens likviditet øges.
Hvis vi tager udgangspunkt i ovenstående eksempel, hvor virksomheden har en likviditetsgrad på 160, så fortæller dette tal os, at virksomheden er i stand til at indfri sin kortfristede gæld, samtidigt med at den stadig vil have likviditet tilbage til at kunne betale uforudsete regninger, lønninger eller lignende.
Likviditetsgraden er vigtig af flere årsager. Udover at kunne indikere, hvordan din virksomheds nuværende betalingsevne overordnet set ser ud, er likviditetsgraden også vigtig, hvis du eksempelvis skal finde nye investorer til virksomheden. Når en person skal vurdere, hvorvidt de ønsker at investere eller ej, er det godt at kunne fremvise en god likviditetsgrad, da dette indikerer, at virksomheden har en sund økonomi med tilstrækkelige likvide midler.
Herudover er likviditetsgraden vigtig at kende, hvis du ønsker at følge udviklingen i din virksomhed. Beregner du likviditetsgraden over flere perioder, eksempelvis regnskabsår, har du mulighed for at kunne se, om tallet går i den rigtige eller forkerte retning. Dette kan være med til at give et realistisk billede af den likvide udvikling i din virksomhed.
Derfor anbefaler vi, at du tager dig tiden til at beregne din virksomheds likviditet på regelmæssigt basis.
Kom hurtigt i gang med din egen virksomhed med Legal Desk. Udfyld vores formular, betal og underskriv nemt dokumenterne online med NemID.
Læs mere om, hvordan du opretter din egen virksomhed med Legal Desk her