Support har åbent mandag til fredag kl. 10.00 - 15.00.
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

18. april 2024

Regler for affaldssortering hos virksomheder

Siden 1. januar 2023 har virksomheder ifølge lovgivningen skullet sortere affald efter samme regler og retningslinjer som private. I denne artikel kan du blive klogere på, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med affaldssortering i din virksomhed.

Hvorfor skal din virksomhed sortere affald? 

Hvis du overvejer at starte en virksomhed, er det vigtigt at have styr på alt det praktiske. En del af denne proces er at få styr på reglerne for affaldssorteringsordning hos virksomheder.

Sortering af affald i såvel private husstande som i virksomheder er et af de tiltag, der er indført for at øge og strømline genanvendelsen af affald. Ensartet sortering gør genanvendelsen af affald lettere og bidrager til, at der kan spares mange tons CO2-udledning. Ordningen er således et led i klimaplanen for en grøn affaldssektor. 

Hvordan skal din virksomhed sortere affald?

Med den nye affaldsordning følger en mere omfattende inddeling af beholdere til at sortere affaldet i. Virksomheder skal sortere affald i ti fraktioner: Mad, papir, pap, metal, glas, plast, fødevarekartoner, restaffald, farligt affald og tekstiler. 

Der kan dog være krav om at sortere i endnu flere fraktioner afhængigt af, hvilken kommune din virksomhed ligger i.

Nedenfor finder du en gennemgang af de forskellige fraktioner: 

Mad: 

Foruden madrester må man eksempelvis sortere kaffegrums med papirfiltre, kasserede fødevarer, skræller, brugt køkkenrulle og afskårne blomster i containeren til madaffald.

Papir: 

Aviser, ugeblade, brevpapir og lignende skal sorteres i containeren til papir Mindre hæfteklammer og mindre stykker tape må gerne blive siddende på det, der smides ud. Vådt eller beskidt papir kan ikke genanvendes, og det skal derfor sorteres som restaffald.

Pap: 

Papkasser, bølgepap, kartonemballage og lignende skal sorteres som pap. Hvis pappet er vådt eller beskidt, kan det dog rådne og blive angrebet af svamp – og derfor er det kun rent og tørt pap, der kan sorteres i containeren til pap. Beskidt pap såsom pizzabakker og lignende skal i stedet sorteres som restaffald.

Metal: 

Diverse metaltyper, foliebakker, konservesdåser, stanniol og lignende. Defekte gryder og pander skal også smides ud i containeren til metal.  

Glas: 

Konservesglas, flasker, drikkeglas og lignende. Krystalglas indeholder bly og må derfor ikke komme i glascontaineren. Porcelæn, vinduesglas og spejle må heller ikke komme i glascontaineren, og skal i stedet afleveres på en genbrugsplads.

Plast: 

Både blød og hård plast i alle farver, emballage fra mad, poser og lignende skal sorteres som plast.

Mad- og drikkekartoner: 

Kartoner til mad, mælkekartoner og lignende skal sorteres som karton. I nogle kommuner skal mad- og drikkekartoner dog sorteres i samme affaldscontainersom plast.

Restaffald: 

Flamingo, pizzabakker, sammenblandede materialer, bleer, gulvopfej og lignende sorteres som restaffald.

Farligt affald: 

Batterier, elpærer, maling, lim, olierester og lignende skal behandles som farligt affald.

Tekstiler: 

Alle slags tekstilaffald – eksempelvis ødelagt tøj, viskestykker, rengøringsklude og lignende – skal sorteres i en container til tekstiler.