16. januar 2025
Når I har lavet jeres ægtepagt, skal I tinglyse den i tinglysningsrettens IT-system. Det er et krav for, at ægtepagten bliver gyldig. Vi forklarer i denne artikel lidt nærmere om, hvad tinglysning er og hvor meget I skal betale i afgift.
Når I gifter jer, får I automatisk formuefællesskab, der også er kaldet delingsformue eller fælleseje, medmindre I bestemmer noget andet i en ægtepagt. Med en ægtepagt om særeje, kan I således bestemme, at der ikke skal gælde formuefællesskab i jeres ægteskab men særeje. Du kan i vores artikel læse mere om, hvad en ægtepagt er og hvad den medfører.
Tinglysningen er domstolenes register, hvor retlige informationer offentliggøres. I tinglysningsrettens register kan du for eksempel se, hvem der ejer en fast ejendom eller hvilke retlige forhold, der gælder for en given person, som for eksempel har særeje eller formuefællesskab i deres ægteskab.
Når I skal tinglyse en ægtepagt, skal I betale 1.850 kr. i afgift, når tinglysningen gennemføres.
I kan sagtens selv tinglyse jeres ægtepagt, da tinglysningsrettens IT-system er offentligt tilgængeligt. I kan læse mere om, hvordan I selv tinglyser jeres ægtepagt og se en udførlig video-guide i vores vejledning til tinglysning af ægtepagt. Vi kan også klare tinglysningen for jer med Legal Desks tinglysningsservice. På den måde behøver I ikke at gøre andet end at underskrive ægtepagten og tinglysningen.
Hvis tinglysningen af jeres ægtepagt mod forventning skulle blive afvist af tinglysningsretten af den ene eller anden grund, skal I ikke betale tinglysningsafgiften på 1.850 kr. Det er først, når tinglysningen er gennemført, at tinglysningsafgiften bliver trukket fra dit kreditkort. I skal derfor ikke være nervøse for, at skulle betale tinglysningsafgift flere gange, hvis noget går galt i tinglysningen af jeres ægtepagt.
Læs mere om ægtepagt med kombinationssæreje eller ægtepagt med fuldstændigt særeje.