Support har åbent man. - tors. kl. 10.00 - 15.00. Chatten er åben 9 - 16.30
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

12. januar 2024

Barselsdagpenge

Som nybagt forælder kan barselsdagpenge være en god økonomisk støtte, hvis du ikke får løn af din arbejdsgiver under din barselsorlov. For at kunne modtage barselsdagpenge, skal du dog opfylde nogle kriterier, som alle vedrører din tilknytning til arbejdsmarkedet. Læs mere om barselsdagpenge og kriterierne her.

Hvad er barselsdagpenge?

Barselsdagpenge er en økonomisk støtte til forældre, der ikke modtager løn fra deres arbejdsgiver under deres barselsorlov. Det er en form for kompensation for den indkomst, som du ikke har mulighed for at optjene under barslen. Barselsdagpenge bliver anset som almindelig indkomst, og du skal derfor betale skat af beløbet. Det betyder også, at du skal huske at ændre i din forskudsopgørelse, når du modtager barselsdagpenge.

Se, hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen. 

Kan jeg få barselsdagpenge?

Hvorvidt du kan få barselsdagpenge, afhænger af flere forhold. Der gælder særlige betingelser for udbetaling af barselsdagpenge afhængigt af, om du er i et lønmodtagerjob, er ledig, selvstændig erhvervsdrivende eller studerende. I alle tilfælde er det dog en betingelse, at du dagligt tilbringer tid fysisk sammen med dit barn. Gør du ikke det, vil dine barselsdagpenge kunne blive taget fra dig.

Barselsdagpenge til almindelige lønmodtagere

For at få barselsdagpenge som lønmodtager skal du opfylde følgende tre betingelser:

  • Du skal have været ansat på dit job på den første dag i din orlov eller dagen før
  • Du skal have arbejdet mindst 160 timer inden for de seneste fire måneder før orloven
  • Du skal have arbejdet mindst 40 timer om måneden i minimum tre af de fire måneder

Opfylder du alle tre krav, er du berettiget til at modtage barselsdagpenge, så længe du også   dagligt tilbringer fysisk tid sammen med dit barn.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at hvis du får fuld løn fra din arbejdsgiver under barsel, kan du ikke samtidig få barselsdagpenge. Får du kun løn i noget af barselsperioden, kan du søge om barselsdagpenge, når din løn stopper. Hvis du eksempelvis kun får halv løn, og denne løn ikke overstiger den fulde dagpengesats, kan du muligvis få suppleret din løn med dagpenge.

Hvis du som arbejdsgiver betaler løn under barsel til din medarbejder, kan du ansøge om at få refunderet den del af lønnen, der svarer til barselsdagpenge. Dermed vil du blive kompenseret for lønudgiften.

Barselsdagpenge til selvstændige erhvervsdrivende

Hvis du er selvstændig erhvervsdrivende, har du også ret til at modtage barselsdagpenge, hvis du opfylder de gældende betingelser. Det kræver for det første, at du har arbejdet i minimum 18,5 timer om ugen i mindst seks måneder inden for den seneste 12-måneders periode. For det andet, skal du have arbejdet i måneden forud for din barsel. For det tredje skal du have overskud i din virksomhed. Endelig skal du dagligt tilbringe tid fysisk sammen med dit barn under din barsel.

Perioder, hvor du har fået sygedagpenge, barselsdagpenge eller lignende ydelser, bliver ikke talt med som arbejde i denne sammenhæng. 

Hvis du har arbejdet som selvstændig i mindre end seks måneder, har du stadig mulighed for at blive omfattet af reglerne. I så fald må du tælle perioder, hvor du har arbejdet som lønmodtager, med. 

Du kan søge om barselsdagpenge som selvstændig på Virk.dk

Barselsdagpenge til ledige

Er du ledig og modtager dagpenge, kan du modtage barselsdagpenge, når du går på barsel. Dette kræver dog, at du har meldt dig ledig i din a-kasse og har stillet dig til rådighed som jobsøgende i dit jobcenter. Herudover er det også et krav, at du dagligt skal have fysisk samvær med dit barn. 

Modtager du kontanthjælp eller ledighedsydelse, kan du ikke få barselsdagpenge, men du kan derimod beholde din kontanthjælp eller ledighedsydelse, når du er på barselsorlov.

Er du i tvivl om, hvorvidt du opfylder betingelserne, kan du altid kontakte din a-kasse eller dit jobcenter. Du får som udgangspunkt det samme i barselsdagpenge, som du modtager i dagpengeydelse. Du kan dog højst få 4.695 kr. (2024) om ugen før skat. 

Du kan søge om barselsdagpenge som ledig på borger.dk.

Barselsdagpenge til studerende

Du kan også få barselsdagpenge som studerende. Der gælder dog forskellige betingelser for dig som studerende, alt efter om du:

  • Har et fast arbejde ved siden af din uddannelse
  • Er elev i lønnet praktik
  • Holder orlov fra din uddannelse og melder dig ledig i din a-kasse

Desuden kan alle, der modtager SU, vælge at få ekstra SU-klip i stedet for at modtage barselsdagpenge.

Du kan læse mere om, hvad der gælder for dig som studerende her

Hvor meget får jeg i barselsdagpenge?

Hvor meget du kan få i barselsdagpenge, afhænger af mange faktorer, herunder din løn og antallet af arbejdstimer, samt om du er lønmodtager, ledig, selvstændig erhvervsdrivende eller studerende.

Den højeste dagpengesats er 4.695 kr. (2024) om ugen før skat, som du vil være berettiget til, hvis du er ansat 37 timer om ugen og tjener mere end 20.359 kr. (2024) i bruttoløn.

Er du ansat mindre end 37 timer om ugen, beregner du din dagpengesats ved at gange antal arbejdstimer med din timeløn, dog maksimalt 126,89 kr. (2024) i timen, som er den højeste timesats. 

Eksempel: Rikke er ansat 25 timer om ugen og har en timeløn på 130 kr. Da Rikkes timeløn overstiger den maksimale sats på 126,89 kr., kan hun ikke gange antal timer med 130 kr., men skal derimod gange med 126,89 kr. Rikkes dagpengesats skal dermed beregnes på følgende måde: 25 timer * 126,89 kr. = 3.172,25 kr. om ugen før skat.

Hvordan søger jeg om barselsdagpenge?

Får du ikke løn under barsel af din arbejdsgiver, skal du stadig kontakte dem og bede dem om at gå ind på Virk.dk, hvor de skal oplyse, at du som medarbejder går på orlov. Når din arbejdsgiver har gjort dette, vil du modtage et digitalt brev fra Udbetaling Danmark, som giver dig adgang til at søge om barselsdagpenge. Du kan ikke søge, før du har modtaget brevet. Du skal søge om barselsdagpenge inden otte uger efter fødslen. 

Du kan læse mere om barselsreglerne her

Lav børnetestamente med Legal Desk

Du kan skabe tryghed for både dig selv og dine børn ved at oprette et børnetestamente. Med et børnetestamente kan du vælge, hvem du ønsker, der skal have forældremyndigheden, hvis du og din partner pludselig går bort.

Læs mere, og lav et børnetestamente med Legal Desk her