Culpa

Hvad er culpa?

Culpa kategoriseres i tre grupper, henholdsvis forsætligt adfærd, uagtsom adfærd, eller hvis der er sket en såkaldt hændelig skade. Graden af uagtsomhed opdeles desuden i to underkategorier: grov eller simpel uagtsomhed.

Hvornår er en handling culpøs?

Om en handling anses som culpøs afhænger af, hvilken adfærd der er udvist på tidspunktet for skadens indtræden. Udgangspunktet er, at hvis der ikke er udvist den agtpågivenhed, som en gennemsnitlig voksen person ville have udvist i situationen, så er handlingen culpøs. En tilsvarende måde at vurdere hvornår der foreligger culpa, er ved at vurdere handlingen i forhold til anerkendte adfærdsmønstre såsom lovgivning, normer og forskrifter.

Hvordan anvendes culpa i forbindelse med erstatning?

For at blive tildelt erstatning, kræver det opfyldning af erstatningsbetingelserne.

Første betingelse
Den første betingelse er, at der skal være sketen skade eller lidt et tab, som er blevet påført en anden person end skadevolderen selv. Taler man om tab inden for kontrakt, vil det typisk være manglende salg af produkt grundet forsinkelse, beskadigelse eller lignende, mens det uden for kontrakt typisk er en person- eller tingskade. Erstatning indenfor kontrakt er altså, når tabet kan føres tilbage til en aftale/kontrakt mellem parterne, mens erstatning udenfor kontrakt er, når der ikke eksistereret såkaldt aftaleretligt forhold mellem skadevolderen og vedkommende, som lider tab eller skade, kaldet skadelidte.

Anden betingelse
Den næste betingelse er, at der skal være et ansvarsgrundlag. Ansvarsgrundlag dækker over den årsag, som gør, at nogen kan stilles til erstatningsansvar over for en påført skade eller tab. Udgangspunktet er, at en culpøs adfærd netop udgør dette grundlag. Andre ansvarsgrundlag, som for eksempel objektivt ansvar eller arbejdsgiveransvar, er derfor undtagelser til hovedreglen om culpa. Uden et ansvarsgrundlag ville der ikke kunne tildeles erstatning, da ingen ville kunne drages til ansvar for begivenheden.

Se hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen

Opdeling af culpa i kategorier

Når en person handler ud fra viden og vilje, oftest med et mål om beskadigelse, anses dette som forsætlig adfærd. Det er primært intentionen bag handlingen, som er afgørende for bedømmelsen af forsætlig adfærd. På niveauet under forsætlig findes uagtsomhed. Der er en glidende overgang mellem uagtsomhed af grov- og simpel karakter. Den person som udøver en handling af grov uagtsomhed, har ikke i sinde at udføre en handling, der medfører tab eller skade. Vedkommende er dog bevidst om, at handlingen, med overhængende sandsynlighed, kan medfører tab eller skade. En markant afvigelse fra hvad der opfattes som “normal adfærd”, kan også medføre grov uagtsomhed. Momenter herunder kunne f.eks. være, om handlingen har fremkaldt en væsentlig stor eller tæt nærliggende sandsynlighed for, at skaden ville ske.

Eksempel på grov uagtsomhed: En tør sommer har flere steder medført forbud mod bål. Claus og Hanne er  bevidst om dette, men vælger alligevel at tænde op i deres bål i haven. Kort tid efter vælter et af de brændende træstykker, hvilke hurtigt udvikler sig til en voldsom brand, som spreder sig til naboens grund, hvor hele deres nylagte rulle-græsplæne bliver beskadiget. Dette er grov uagtsomhed fra Claus og Hanne.

Simpel uagtsomhed ligger tæt op af en hændelig begivenhed, men hvor personen bag handlingen stadig kan gøres ansvarlig. En handling af simpel uagtsomhed karakteriseres ved, at personen udviser en adfærd, som normalt ikke kunne forventes. Sagt på en anden måde, så handler personen simpelt uagtsomt, hvis denne har kunnet indse, at handlingen potentielt kunne medføre beskadigelse, som kunne have været undgået ved bedre omtanke. Der er ikke tale om, at sandsynligheden skulle være indlysende, i modsætning til grov uagtsomhed, hvor personen burde have forudset skaden.

Eksempel på simpel uagtsomhed: Frida og Sofus spiller fodbold i deres baghave. For at øge afstanden går Sofus ind i naboens have. I et forsøg på at ramme bolden, vælter Sofus ind i naboens nye havelygte som dermed går i stykker. Dette er simpelt uagtsomhed fra Sofus (og Frida), da sandsynligheden for beskadigelse ikke er overhængende, men at det alligevel, ved bedre omtanke og forsigtighed, kunne have været undgået.

Den sidste mulighed er en hændelig begivenhed, som er, når den person som “forvolder” skaden, ikke har kunnet forudse, at dette ville ske. Hermed er der altså tale om et ansvarsgrundlag, som ingen retfærdigt ville kunne blive tildelt. Et uheld kan også karakteriseres som hændeligt, hvis personen har handlet med en adfærd, som ville have været den “normale” adfærd at handle med. Et hændeligt uheld  gælder for eksempel for oversvømmelser, lynnedslag og lignende.

Resterende erstatningsbetingelser

Når ansvarsgrundlaget er fastlagt, er de to næste erstatningsbetingelser henholdsvis kausalitet og adækvans. Ved kausalitet, også kaldet årsagssammenhæng, forstås, at der skal være sammenhæng mellem skadevolderens adfærd og den indtrådte skade. Sammenhængen skal forstås på den måde, at adfærden både skal være nødvendig og tilstrækkelig for skadens indtræden.

Ved adækvans, også kaldet påregnelighed, forstås, at den skadevoldende person skal være være bevidst, eller burde være bevidst om, at den udviste adfærd potentielt kan medføre den indtrådte skade, samt at adfærden skal have forøget risikoen for skadens indtræden. Både kausalitets- og adækvansbetingelsen skal være opfyldt.