Support har åbent mandag til fredag kl. 10.00 - 15.00.
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

17. april 2024

Falsk anklage

Hvis man bevidst anklager en person, for noget vedkommende ikke har gjort, er der tale om falsk anklage. Det er ulovligt at indgive falske anklager, og det kan straffes med fængsel i op til seks år. Her kan du læse mere om falsk anklage, og om hvordan du bør forholde dig, hvis du bliver udsat for en falsk anklage.

Hvad er falsk anklage?

Hvis man afgiver urigtige oplysninger om et strafbart forhold til offentlige myndigheder eller i retten for at få en uskyldig person sigtet, dømt eller undergivet strafferetlig retsfølge, er der tale om en falsk anklage. Det kan også betragtes som falsk anklage, hvis man fortier omstændigheder, der indikerer den sigtedes eller den dømtes uskyld.

Straf for falsk anklage

I Danmark er det ulovligt bevidst at give forkerte oplysninger til politiet eller andre offentlige myndigheder. Dette indebærer også forkerte oplysninger, hvor hensigten er at få en uskyldig person beskyldt, dømt eller undergivet anden strafferetlig retsfølge eller foranstaltninger for en kriminel handling. 

Straffeloven kriminaliserer altså anklager mod uskyldige personer, hvilket også dækker over følgende handlinger:

  • manipulation af bevismateriale, såsom ødelæggelse, forvanskning
  • bortskaffelse af beviser
  • frembringelse af falske beviser

Det er også strafbart at  undlade at fortælle offentlige myndigheder om vigtige oplysninger, der kan bevise, at en person, der er beskyldt eller dømt for en forbrydelse, faktisk er uskyldig.

Falske anklager er ulovlige, selvom man har fået samtykke fra den anklagede part.

Konsekvenser ved falske anklager

Falske anklager kan få alvorlige konsekvenser for både den, der anklager, og for den anklagede. 

Den anklagede kan lide alvorlige personlige og økonomiske konsekvenser. Udover at blive sigtet og evt. dømt og straffet for en forbrydelse, som man ikke har begået, kan man miste sit job, få sin forsikring ophævet eller på anden vis lide økonomisk skade. Desuden kan den psykiske belastning være enorm – ikke kun for den anklagede selv, men også for vedkommendes familie.

Personen, der fremsætter falske anklager, kan blive straffet med fængsel indtil seks år. Ved fastsættelsen af straffen lægges vægt på, hvilken forbrydelse den anklagede bliver beskyldt for, og den krænkelse vedkommende måtte lide – altså hvor meget skade den falske anklage har forårsaget.

Det skal du gøre, hvis du er udsat for falsk anklage

Hvis du er blevet anklaget for strafbare forhold, selvom der ikke er hold i anklagen, bør du rådføre dig med en advokat. Nogle tror, at det at have en advokat, kan få en til at fremstå skyldig, men det er faktisk en grundlæggende rettighed i retssystemet. 

Det er advokatens opgave at sikre, at dine rettigheder bliver beskyttet, og at du får en retfærdig behandling under retssagen. Advokaten vil arbejde på dine vegne for at sikre, at du får det bedst mulige forsvar. 

En advokat kan give dig råd og støtte i forbindelse med politiafhøringer, efterforskning og retssagens gang. Din forsvarer har ret til at være til stede under afhøringer og visse andre efterforskningsaktiviteter, og til selv at udføre efterforskning.

Det at søge hjælp fra en advokat er altså ikke en indrømmelse af skyld, men snarere en beskyttelse af dine rettigheder og interesser. 

Selvom du er tiltalt i en straffesag, har du faktisk ikke pligt til at afgive forklaring til politiet eller i retten. Dette er fastlagt i loven. I nogle tilfælde kan det dog være en god idé, da din forklaring kan hjælpe med at bevise din uskyld. Det er dog aldrig en god idé at lyve om forhold, da det kan skade sagen. 

Hvordan du præcist bør reagere på en falsk anklage, afhænger af omstændighederne. Det er derfor vigtigt at konsultere din advokat, og du har altid ret til at insistere på, at din forsvarer er til stede under afhøringerne. Din advokat kan guide dig gennem processen og hjælpe dig med at træffe de bedste beslutninger for din sag.

Hvis der afsiges en dom imod dig, har du mulighed for at appellere dommen til en højere instans.

Hvad er falsk anmeldelse?

En falsk anmeldelse indebærer normalt at informere politiet eller andre myndigheder om en kriminel handling uden at identificere en specifik person som gerningsmand. Dette betyder, at der ikke er rettet en direkte mistanke mod en bestemt enkeltperson. 

Ofte forekommer falske anmeldelser, når anmelderen selv begår en forbrydelse og forsøger at undgå straf ved at skjule eller aflede opmærksomheden fra eget ansvar. Dette kan eksempelvis være, hvis man anmelder et tyveri, der ikke er fundet sted for at skjule forsikringsbedrageri, eller hvis man indgiver en falsk bombetrussel, selvom der ikke er en trussel. 

Hvis du indgiver en falsk anmeldelse, kan du straffes med bøde eller fængselsstraf i op til seks måneder. Hvis anmeldelsen resulterer i yderligere lovovertrædelser såsom bedrageri, kan straffen blive skærpet. 

Hvad er falsk forklaring?

Hvis man giver en forkert vidneforklaring, er det en såkaldt falsk forklaring. En falsk forklaring kan dække over urigtig fremstilling af begivenheder eller omstændigheder under en retssag. Hvis man lyver under ed eller bevidst vildleder i en retssag, er der altså tale om en falsk forklaring.

Det, der adskiller falske forklaringer fra falske anmeldelser og anklager, er, at det kun er strafbart at give falske forklaringer i retten og ikke over for en offentlig myndighed. 

Det er derfor ikke strafbart at afgive en falsk forklaring til politiet, medmindre den medfører konsekvenser for den offentlige interesse såsom ved falske anklager og anmeldelser. 

Normalstraffen for at give en falsk forklaring er 60 dages ubetinget fængsel, men domstolene kan straffe med fængsel indtil fire år. Hvis den falske udtalelse kun omhandler noget, der ikke er relevant for sagen, kan straffen i stedet være en bøde.

Falsk forklaring, falsk anmeldelse og falsk anklage er altså forskellige former for kriminelle handlinger, hvor man har valgt at sige noget urigtigt i retten eller til en offentlig myndighed.