Support har åbent mandag til fredag kl. 10.00 - 15.00.
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

15. december 2022

Forvaltningsret

Myndighederne træffer dagligt afgørelser, og det er forvaltningsretten, der sætter rammerne for sagsbehandlingen og forholdet mellem borgeren og myndighederne. Du kan læse mere om forvaltningsret her.

Hvad er forvaltningsret?

Det vigtigste hensyn i forvaltningsretten er at beskytte borgeren mod overgreb fra forvaltningen, der består af statslige, regionale og kommunale myndigheder. Den omfatter også virksomheders forhold til det offentlige. 

Forvaltningsretten går på tværs gennem en række andre retsområder og spiller en rolle, uanset om du skal indhente byggetilladelse til en grund eller har modtaget en skatteopkrævning. Den offentlige sektor er stor og vokser stadig i Danmark, og forvaltningsretten udvikler sig tilsvarende.

Derudover beskæftiger forvaltningsretten sig både med at opkræve skatter og afgifter, men står omvendt også for udbetaling af ydelser som SU og kontanthjælp, ligesom den er inde over tjenesteydelser som ældrepleje og sygebehandling.

Forvaltningen holder også øje med – og justerer – mange af de retsregler, som borgerne er underlagt.

Se, hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen. 

Grundprincipper i forvaltningsretten

Forvaltningsretten indeholder rettigheder til borgerne i forholdet til myndighederne – og omvendt en masse forpligtelser for myndighederne i hensynet til borgeren. Der er en række grundprincipper, som myndighederne skal følge i deres arbejde.

  • God forvaltningsskik er ét af de bærende principper. Det betyder, at myndighederne forpligter sig til at være hurtige i deres sagsbehandling, optræde høfligt og hensynsfuldt samt kommunikere i et klart sprog.
  • Hjemmelskravet betyder, at alt, hvad forvaltningsmyndighederne gør, skal have hjemmel i loven.
  • Habilitetsprincippet betyder, at personer med egeninteresse ikke må være en del af sagsbehandlingen. En forælder med job i myndighederne må eksempelvis ikke behandle en ansøgning afsendt fra sit eget barn.
  • Princippet om aktindsigt skal gøre det muligt for alle parter at blive bekendt med dokumenter, der er relevante for sagen. 
  • Princippet om tavshedspligt betyder, at myndigheder ikke må videregive oplysninger til andre myndigheder eller udvedkommende uden tilladelse først.

Derudover skal alle afgørelser fra forvaltningen indeholde en begrundelse for den trufne afgørelse samt oplysninger om klagemuligheder.

Kan jeg klage over forvaltningsafgørelser?

Forvaltningsret omhandler primært retsforholdet mellem myndighederne og den enkelte borger. Det retsforhold er defineret gennem afgørelser, der tydeliggør borgerens retsstilling i en given situation. 

Er borgeren utilfreds med en afgørelse, er der en række muligheder for at klage. Først og fremmest er der flere ankenævn, som borgeren kan klage til.

Hvis afgørelsen er truffet i kommunalforvaltningen, kan borgeren henvende sig til Kommunaltilsynet, der kan gribe ind.

Derudover kan borgeren klage til Folketingets Ombudsmand, der har pligt til at holde øje med, om forvaltningen begår fejl. Ombudsmanden har ikke pligt til at behandle alle klager, men udvælger de væsentligste. Ombudsmanden kan heller ikke ændre forvaltningens afgørelse, men kun udtale kritik, som forvaltningen dog plejer at rette sig efter.

Sidst men ikke mindst kan forvaltningsafgørelser indbringes for domstolene, der kan annullere eller justere en ulovlig forvaltningshandling.