Support har åbent mandag til fredag kl. 10.00 - 15.00.
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

02. januar 2025

Fri proces

Det kan være en dyr affære at føre en retssag. Taber du retssagen, skal du ikke blot betale dine egne sagsomkostninger, men også erstatte modpartens omkostninger. Da dette kan afskrække nogle personer fra at anlægge sag, tilbyder staten økonomisk støtte til visse grupper af personer – dette kaldes fri proces. Læs her, hvad fri proces er.

Hvad betyder fri proces?

At få fri proces betyder, at du modtager økonomisk støtte fra staten til at dække dine sagsomkostninger i en retssag. Godkendes du til at få fri proces, slipper du således for at betale retsafgiften til staten, advokatsalær samt øvrige udgifter i forbindelse med eksempelvis bevisførelse. Staten udvælger som udgangspunkt en advokat for dig, men du kan også vælge din egen. 

Hvis du taber retssagen, slipper du også for at betale din modparts sagsomkostninger, da disse dækkes af den frie proces. Vinder du derimod retssagen, så gælder den frie proces også i tilfælde af en appelsag fra modparten.

Delvis eller ingen økonomisk støtte

Den økonomiske støtte kan begrænses i situationer, hvor sagen aftales at blive behandlet efter de almindelige domstoles regler og procedure, men godt kunne have været håndteret af en mindre omkostningsfuld procedure – dette kaldes småsagsprocessen.

Der gives ikke fri proces, hvis størrelsen på sagsomkostningerne ikke vurderes at være et væsentlig økonomisk indgreb i dit indtægtsgrundlag. Der lægges primært vægt på din egen økonomi, men hvis omkostningerne skal deles mellem flere personer, kan dette også være en faktor i vurderingen, da omkostningerne per person dermed bliver lettere at kunne betale.

Se, hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen. 

Hvem kan få fri proces?

Da muligheden for fri proces er udtænkt til at støtte de personer, der ikke har tilstrækkelige midler til at betale de dyre sagsomkostninger i en retssag, er det ikke alle, der kan modtage denne støtte. Der gælder følgende betingelser for at kunne få fri proces:

1) Du må pr. 1. januar 2025 maksimalt have en personlig indkomst plus kapitalindkomst på:

  • 385.000 kr., hvis du er enlig ansøger.
  • 490.000 kr., hvis du er i et ægteskab eller andet samlivsforhold.
  • Beløbet stiger med 67.000 kr. pr. barn under 18 år.

OBS: Negativ kapitalindkomst kan ikke modregnes i din personlige indkomst.

2) Du må ikke allerede have en forsikring, der dækker sagsomkostningerne.

3) Sagen skal være rimelig begrundet og sandsynlig at vinde. Dette vurderes ud fra:

  • Sagens betydning for dig
  • Din sandsynlighed for at få medhold
  • Størrelsen på sagsomkostningerne.

Fri proces for virksomheder, foreninger mv. 

Det er ikke kun fysiske personer, der kan få fri proces. Også juridiske personer såsom virksomheder, selskaber og foreninger kan ansøge om denne støtte. Der gælder dog ikke de samme krav som for fysiske personer.

For at en juridisk person kan få fri proces, skal den være økonomisk dårligt stillet til at kunne håndtere størrelsen på sagsomkostningerne. Der lægges her vægt på den juridiske persons økonomiske bæreevne, samt den økonomiske bæreevne hos de personer, der har direkte interesse i den.

Hvordan ansøger jeg om fri proces?

Opfylder du kriterierne til at få fri proces, skal du selv ansøge om at få det. De fleste ansøgninger om fri proces skal indgives til Civilstyrelsen, hvilket sker via Civilstyrelsens digitale selvbetjening på civilstyrelsen.dk. Her skal du udfylde den relevante blanket, hvilket du skal bruge dit MitID til.

I visse tilfælde skal ansøgningen dog indgives til den byret, hvor sagen er blevet anlagt eller kan anlægges. I disse tilfælde skal du indgive ansøgningen på minretssag.dk.

Retshjælp

Retshjælp er en anden form for juridisk hjælp, hvor der dog ikke ydes økonomisk støtte. Retshjælp giver dig derimod mulighed for at modtage meget billig eller helt gratis rådgivning fra en jurist eller advokat vedrørende din specifikke problemstilling. Meningen med retshjælp er at tilbyde juridisk hjælp til dig, der ikke har midlerne til at gå til en advokat. Der gælder dog nogle betingelser og regler, som du kan læse mere om i vores artikel om emnet her.