15. december 2022
Parkeringsklagenævnet behandler ankesager vedrørende bøder, som er blevet udstedt af private parkeringsselskaber. Du vil således skulle klage til parkeringsklagenævnet, hvis du har modtaget en bøde fra et privat parkeringsselskab og er uenig i afgørelsen. Læs mere om parkeringsklagenævnet og klagereglerne her.
Parkeringsklagenævnet er et klagenævn, der behandler ankesager vedrørende bøder – også kaldt kontrolafgifter. Forudsætningen for, at ankesagen bliver behandlet af parkeringsklagenævnet er, at den angår en bøde, som er blevet udstedt den 1. juli 2018 eller senere. Derudover skal bøden være udstedt af et privat parkeringsselskab, og du skal allerede have klaget til parkeringsselskabet vedrørende bøden, før parkeringsklagenævnet vil behandle din sag.
Det koster 175 kr. i gebyr at klage til parkeringsnævnet – og det samme beløb, hvis du ønsker at anke afgørelsen.
Hvis du har parkeret på et parkeringsareal, som administreres af et privat parkeringsselskab, skal regler og vilkår klart fremgå af skiltning på stedet. Hvis du imidlertid har parkeret på en offentlig parkeringsplads, vil det som regel være den givne kommune, der udsteder bøderne. Hvorvidt du har modtaget bøden fra et privat parkeringsselskab eller kommunen, vil fremgå af den pågældende bøde – bøder fra private parkeringsselskaber er typisk dyrere
Hvis du har modtaget en bøde, som er blevet udstedt af et privat parkeringsselskab og vælger at klage, skal du være opmærksom på risikoen for, at du ikke får medhold. Hvis du ikke får medhold, skal du nemlig betale den pågældende bøde, og klagegebyret på 175 kr. bliver ikke refunderet. Du risikerer dermed at betale mere ved at klage end ved blot at betale bøden.
Hvis du får medhold, vil bøden dog blive slettet og klagegebyret refunderet.
Du indsender en klage til parkeringsklagenævnet ved at udfylde klageformularen, som du finder på Parkeringsnaevnet.dk. Hvis du har svært ved at udfylde klageformularen, kan du læse klagevejledningen.
Som tidligere nævnt er forudsætningen for, at du kan indsende en klage til parkeringsklagenævnet, at du forinden har klaget til det private parkeringsselskab, som har udstedt bøden. Hvis du ikke har modtaget svar på din klage til parkeringsselskabet inden for 3 måneder, kan du dog stadig klage til parkeringsklagenævnet, hvis du fremviser en kopi af kvitteringen på, at du reelt har indsendt en klage til parkeringsselskabet.
Den tid, som parkeringsklagenævnet bruger på at behandle sager, kan variere meget, afhængigt af sagens kompleksitet. Hvis du har indsendt en klage, kan du dog som udgangspunkt forvente at modtage svar inden for 90 dage. Hvis parkeringsklagenævnet forlænger sagsbehandlingstiden, vil du modtage en meddelelse herom.
Parkeringsklagenævnets afgørelse er som udgangspunkt bindende. Du skal dog være opmærksom på, at parkeringsselskabet kan meddele, at de ikke ønsker at være bundet af afgørelsen. I så fald skal parkeringsselskabet i stedet indbringe sagen for domstolene, der vil træffe den endelige afgørelse.