27. december 2022
En værge er en person, der varetager en andens interesser i f.eks. økonomiske og/eller personlige forhold. Der findes forskellige typer værgemål, og hvilken type én person får tildelt, afhænger af det konkrete behov. Bliv klogere på de forskellige typer værgemål her og få svar på, hvornår en værge kan blive tildelt.
En værge er en person, der varetager en anden persons interesser i visse retlige forhold. Du kan som voksen få tildelt en værge, hvis du f.eks. ikke selv er i stand til at varetage dine personlige og økonomiske forhold af forskellige årsager. Der eksisterer forskellige former for værgemål, og det enkelte værgemål tilpasses som regel efter, hvilke behov den person, som værgemålet angår, har.
Hvis formålet med værgemålet udelukkende er, at personen skal have hjælp til at varetage sine økonomiske forhold, så personen ikke bliver udnyttet eller indgår uheldige økonomiske aftaler, er der tale om et økonomisk værgemål. Når du får tildelt en økonomisk værge, får du enten helt eller delvist frataget din økonomiske handleevne. Det betyder, at du ikke længere kan indgå økonomiske aftaler, optage lån eller lignende, uden værgens samtykke.
Det økonomiske samværgemål er en særlig form for værgemål, som personen selv skal søge om. Hvis du har et økonomisk samværgemål indebærer det, at du stadigvæk fungerer godt nok til at kunne varetage dine interesser delvist, men også har et behov for en samværge, som du kan samarbejde med vedrørende dine økonomiske forhold.
Hvis en person skal have tildelt en økonomisk værge, skal visse betingelser være opfyldt. Personen skal have en sindssygdom, være psykisk udviklingshæmmet eller på anden måde have et alvorligt svækket helbred. Personen skal derudover have et konkret behov for en værge. Betingelserne for, at personen får en værge er strengere, hvis det er andre personer, der ansøger om en værge på personens vegne. Modsat er betingelserne også mindre strenge, hvis det er personen selv, der ansøger om en værge.
Som udgangspunkt er det en af personens familiemedlemmer eller venner, der bliver udpeget som værge, hvis én af dem gerne vil påtage sig opgaven. Hvis ikke, kan Familieretshuset udpege en af deres ansatte til at blive værge. Værgen udpeges blandt Familieretshusets faste gruppe af værger og vil typisk være en advokat eller lignende fagperson.
Værgemålet kan begrænses til udelukkende at angå personlige forhold – i så fald er der tale om et personligt værgemål. Et værgemål kan også føre til, at personen bliver umyndiggjort, da det økonomiske og personlige værgemål kan suppleres med en fratagelse af personens retlige handleevne som helhed. Dette er den mest omfattende form for værgemål og bør derfor kun benyttes i særlige tilfælde, hvor der er behov for det.
Hvis du har brug for, at nogen træffer beslutninger på dine vegne, fordi du selv er forhindret, kan du nemt lave en generalfuldmagt med Legal Desk på kun 10 minutter. Hvis du for eksempel er ude og rejse eller indlagt på hospitalet, kan du hurtigt lave fuldmagten online.
Du udfylder blot vores formular, betaler og modtager straks herefter din fuldmagt, klar til underskrift med NemID.