Support har åbent man. - tors. kl. 10.00 - 15.00. Chatten er åben 9 - 16.30
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

27. marts 2024

Fortrydelsesret

Fortrydelsesret er retten til at fortryde et køb. Når du køber noget i en fysisk butik, har du som udgangspunkt ikke ret til at fortryde købet, medmindre sælger har tilbudt dig fortrydelsesret – ved køb over internettet vil du dog som regel have 14 dages fortrydelsesret. Læs mere om reglerne her.

Hvad er fortrydelsesret?

Når du køber en vare, vil du i nogle tilfælde have fortrydelsesret. At du har fortrydelsesret betyder, at du har ret til at fortryde købet. Denne ret gælder som regel inden for en nærmere bestemt tidsfrist. Når dette frist udløber, mister du retten til at fortryde købet. Hvorvidt du har fortrydelsesret, afhænger både af hvorvidt du handler i en fysisk butik eller over internettet, men også af, hvad du har aftalt med sælger, da købsaftalen blev indgået mellem jer. Skal du købe en bolig, kan du læse mere om fortrydelsesretten her.

Se hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen. 

Hvornår har jeg fortrydelsesret?

Køb i fysisk butik

Når du køber noget i en fysisk butik, indgår du en bindende købsaftale med sælger, som du som udgangspunkt ikke har ret til at fortryde. Det skyldes, at der ikke findes nogen lovregel om, at du har fortrydelsesret ved køb i en fysisk butik. Langt de fleste sælgere vil dog alligevel tilbyde fortrydelsesret til trods for dette.

Såfremt sælger tilbyder fortrydelsesret, har du ret til at fortryde købet på butikkens betingelser. Det betyder, at du skal fortryde købet inden for den frist, som sælger har valgt. Du skal almindeligvis også aflevere varen tilbage i en stand, hvor den kan blive solgt igen på ny. Hvis sælger stiller andre krav til varens stand ved tilbagelevering, skal du oplyses herom. Det kan eksempelvis være krav om:

  • at plomberingen ikke er brudt
  • at alle mærker fortsat sidder på varen
  • at du tilbageleverer varen i originalemballage.

Sælger kan ligeledes stille krav om, at du medbringer et bevis på, at du har købt varen hos den pågældende sælger, og at fortrydelsesfristen ikke er udløbet – dette gør du ved at fremvise en kvittering. Det er således almindeligt, at en sælger nægter at tage varen tilbage, hvis kunden ikke kan fremvise kvitteringen for købet.

Køb over internettet

I modsætning til køb i fysiske butikker, så er udgangspunktet ved køb over internettet, at du har 14 dages fortrydelsesret. Her skal du dog være opmærksom på, at fortrydelsesretten ikke gælder ved alle køb, og at den eksempelvis ikke gælder ved køb af mad og drikke eller billetter til et arrangement.

Ved køb over internettet vil fortrydelsesfristen først gælde fra datoen, hvor du har modtaget varen. Hvis varen ikke er blevet leveret til dit hjem, men til en pakkeboks eller butik, vil fortrydelsesfristen først gælde fra den dag, hvor du har afhentet pakken.

Civilkøb

De ovenfor nævnte regler gælder kun ved forbrugerkøb – det vil sige køb, hvor du som privatperson handler hos en erhvervsdrivende. Hvis der derimod er tale om et civilkøb, hvor begge parter er privatpersoner, gælder der ingen fortrydelsesret ved mindre, at dette er aftalt på forhånd. Det betyder, at du udtrykkeligt skal have aftalt med sælger, at du har ret til at fortryde købet, hvis du skal have fortrydelsesret.