24. januar 2023
En aftalekontrakt er en bindende aftale mellem to parter, der forpligter sig til aftalens indhold. Men skal en aftalekontrakt altid indgås skriftlig, for at være bindende? Og hvad skal en aftalekontrakt indeholde? Få svarene i denne artikel, der også indeholder en skabelon til aftalekontrakt.
En aftalekontrakt er en juridisk bindende aftale mellem to parter, der forpligter dem til aftalens indhold. En aftale kan både indgås mundtligt og skriftligt, da den vil være bindende i begge tilfælde. Det anbefales dog altid, at den bliver indgået skriftligt, så der ikke kan herske tvivl om aftalens indhold, eller hvorvidt den overhovedet er blevet indgået.
En aftalekontrakt kan omhandle vidt forskellige ting såsom ansættelsesforhold, et samarbejde eller leje af en bolig. En aftalekontrakt skal derfor som regel udformes, så den matcher det konkrete aftaleforhold mellem parterne. Der er dog nogle helt grundlæggende ting, som enhver aftalekontrakt bør indeholde. Disse punkter bliver gennemgået i nedenstående skabelon til aftalekontrakt.
Enhver aftalekontrakt skal først og fremmest angive, hvilke parter der indgår kontrakten. Dernæst skal det klart fremgå, hvilken dato kontrakten er blevet indgået, da aftalen er gældende fra denne dato.
Aftalekontrakten bør ligeledes indeholde et punkt, der beskriver, hvad formålet med indgåelsen af kontrakten er. Hvis der eksempelvis er tale om en samarbejdsaftale, kan der stå, at formålet med kontrakten er at indgå et frivilligt samarbejde og ikke at danne et fælles selskab eller en juridisk enhed. Hvis der eksempelvis er tale om en lejekontrakt, kan der stå, at formålet med kontrakten er at give den ene part brugsret til lejemålet, men at vedkommende ikke bliver ejer af boligen.
Dette punkt i aftalekontrakten vil formentlig fylde mest, da det er her, at parterne skal udforme aftalen efter egne behov og omstændigheder. Hvilke punkter, som er relevante at inddrage, vil variere alt efter aftalens art. Hvis der eksempelvis er tale om en ansættelseskontrakt, vil det være relevant at have punkter, der vedrører løn og opsigelse, mens det vil være relevant at have punkter, der vedrører depositum og husleje, hvis der er tale om en lejekontrakt.
Du kan nemt og hurtigt lave en lejekontrakt med Legal Desk her
Det vil næsten altid være relevant at have et punkt i aftalekontrakten, der omhandler misligholdelse. Misligholdelse er blot et andet ord for det kontraktbrud, der sker, hvis den ene part ikke overholder sin del af aftalen. Det kan eksempelvis betragtes som misligholdelse, hvis leverandøren leverer varen for sent, eller den leverede vare er mangelfuld. Hvad der konkret udgør misligholdelse af en aftale afhænger af, hvad der står i kontrakten. Aftalekontrakten bør derfor beskrive, hvornår noget udgør misligholdelsen.
I samme ombæring er det en god idé at beskrive, hvordan den ene part må reagere i tilfælde af den anden parts misligholdelse. Der kan eksempelvis stå, at den ene part er berettiget til et afslag i prisen i tilfælde af den anden parts misligholdelse.
Afslutningsvist bør det beskrives, hvornår aftalekontrakten kan bringes til ophør af parterne. Her kan der eksempelvis stå, at aftalen kan bringes til ophør med et bestemt varsel, hvilket skal gælde for begge parter. Der kan ligeledes stå, at den ene part bliver berettiget til at opsige kontrakten omgående, hvis den anden part misligholder kontrakten væsentligt – i så fald bør det dog beskrives, hvornår noget udgør “væsentlig” misligholdelse.