22. marts 2024
A conto er en fast indbetaling, som bliver efterfulgt af en tilbagebetaling eller en ekstrabetaling, når det reelle forbrug er gjort op. Med a conto-betaling undgår man at betale en meget stor regning på én gang, fordi betalingen i stedet deles op i mindre delbetalinger, som betales på forskud. Læs mere om betaling med a conto her.
A conto er en delvis betaling af en fast udgift, der endnu ikke er gjort op. Det beløb, der betales a conto, beregnes ud fra det gennemsnitlige forbrug i en periode på et år. Estimatet af dit forventede forbrug baseres på det tidligere års forbrug. Det vil sige, at du betaler et beløb, der estimeres ud fra, hvad din endelige betaling forventes at være.
Ved den endelige afregning opgøres dit faktiske forbrug. Dette kaldes også det reelle forbrug. Har du betalt for lidt, får du en efterregning og skal betale differencen. Har du betalt for meget, får du i stedet penge retur. Nogle selskaber udbetaler dog ikke det overskydende beløb, men modregner i stedet beløbet fra din næste betaling.
A conto-betaling opdeles i årlige, halvårlige, kvartalsvise eller månedlige rater. De anvendes typisk, når det er usikkert, hvor meget du skal betale for en ydelse. Månedlig a conto betyder, at du betaler forud for hver måned, kvartalsvis betaling betyder, at du betaler forud for et kvartal, og så fremdeles.
Hvis du lejer en bolig, er du sandsynligvis stødt på betegnelsen a conto, når du modtager regninger for husleje og forbrug. A conto dækker nemlig typisk over forudbetalinger for el-, varme- og vandforbrug, men det kan også omfatte løn, telefonregninger og andet.
For at udlejer kan opkræve et a conto-beløb kræves det, at udlejeren kan dokumentere dit forbrug. Hvis du eksempelvis lejer et værelse uden individuelle målere, kan din udlejer ikke opkræve betaling i form af a conto. Er der ikke en individuel måler i boligen, skal udlejeren i stedet medregne omkostninger til vand og el i huslejen.
Når udlejer afregner forbruget a conto, skal der én gang om året udarbejdes et regnskab, hvor dine indbetalinger sammenholdes med det reelle forbrug. Hvis du har indbetalt mindre end forbruget, kan udlejeren opkræve differencen udbetalt som en efterbetaling. Har du derimod indbetalt for meget, skal dette enten modregnes i næste betaling eller udbetales som en restbetaling.
Har du eksempelvis betalt 2.000 kr. for el hvert kvartal, vil du efter et år have betalt i alt 8.000 kr. Hvis dit reelle forbrug for året ender på 7.000 kr., vil du modtage en tilbagebetaling på 1.000 kr., fordi du har betalt mere, end du reelt har brugt i løbet af året.
A conto-betalingen kan korrigeres, hvis den viser sig at være for høj eller for lav, men du skal varsles minimum seks uger i forvejen.
Det beløb, der bliver opkrævet a conto, skal baseres på et estimat over dit forbrug, og estimatet beregnes ud fra forbruget i det foregående år.
Er det en tidligere lejer, der har boet i lejligheden i det foregående år, vil a conto-beløbet blive beregnet ud fra den tidligere lejers forbrug.
Dit forbrug bliver opgjort én gang årligt af det firma, der leverer vand eller varme til din husstand.
Læs mere om forbrug i lejemål her.
Hvis a conto ikke fremgår direkte af din regning, kan det være fordi, det er forkortet ac.
A conto kan også skrives i ét ord – altså aconto.