16. december 2022
Når du er førstegangskøber og på boligjagt, kan hele boligkøbsprocessen hurtigt komme til at virke uoverskuelig. Vi har derfor samlet de 6 vigtigste råd, så du kan forberede dig på dit første boligkøb.
Når du skal købe en bolig for første gang, kan hele situation virke uoverskuelig. Du skal nemlig tage stilling til en masse forhold, herunder hvilken bolig du skal vælge, hvor du skal optage boliglån og hvordan du skal forhandle om prisen. Derfor har vi samlet de 6 vigtigste råd, så du har mulighed for at forberede dig til dit første boligkøb.
Inden du begynder at jagte drømmeboligen, er det vigtigt, at du sikrer dig, at du har økonomien til det. Inden du booker et møde med banken eller realkreditinstituttet, bør du spare op i nogle måneder forinden, så du kan vise, at du har en stabil økonomi. Typisk vil banken se på, hvad du i gennemsnit har lagt til side de sidste 3 måneder.
Det mest optimale vil dog være, hvis du har sparet op i endnu længere tid end det, da en god opsparing vil øge din kreditværdighed hos banken og realkreditinstituttet, hvilket vil øge sandsynligheden for, at du bliver godkendt til et boliglån.
Når du skal købe bolig som førstegangskøber, kan det være svært af finde rundt i, hvilken bolig du skal vælge, da der formentlig er mange muligheder. Derfor er det vigtigt, at du finder ud af, hvilke konkrete ønsker du har til din fremtidsbolig, inden du går i gang med boligjagten.
Første trin kan være at finde ud af, hvorvidt du vil købe et hus, eller om det skal være en ejerlejlighed eller andelsbolig. Næste skridt er at tænke langsigtet, hvilket betyder, at du ikke kun skal tage stilling til, hvilken bolig du har behov for her og nu, men også i årene frem. Dette er vigtigt, da det er meget omkostningsfuldt at købe en bolig, og du kan tilmed komme til at købe en bolig, der falder i pris på kort sigt. Du bør derfor kun investere i en bolig, hvis du ønsker at blive boende i den på længere sigt.
Det næste, du skal gøre, er at undersøge markedet i forhold til hvilke boliger, du kan købe, som opfylder dine krav. Det er dog også vigtigt at undersøge markedet generelt, inden du aflægger et bud på drømmeboligen. Du bliver først rigtigt rustet til at aflægge et bud, når du har undersøgt priserne på tilsvarende boliger i området.
Du bør også overveje at undersøge sælgerens nuværende situation, og hvor længe boligen har været til salg, da disse faktorer kan være med til at bestemme, hvor meget du kan få prisen reduceret.
Når du foretager disse overvejelser, inden du aflægger bud, forbedrer du din chance for at opnå en prisreduktion markant. Du bør dog stadig holde hovedet koldt og være realistisk, da det formentlig ikke er alle sælgere, der vil gå med til at reducere prisen, selvom du kan argumentere for din sag. Hvis du eksempelvis aflægger et bud på en bolig i et attraktivt område, for eksempel Indre København, skal du ikke forvente, at du kan forhandle prisen ned med mange procenter.
Boligjagten går for alvor i gang, når du tager i banken og finder ud af, hvor meget du kan få i boliglån. Medmindre du har en stor opsparing, så vil boliglånet udgøre rammen for, hvor meget du kan købe hus eller lejlighed for.
Der findes forskellige låntyper, og det er vigtigt, at du vælger den, der passer bedst til dine behov. Hvis du har behov for meget sikkerhed i din økonomi, kan du vælge et fastforrentet lån. Hvis du derimod kan leve med en vis renterisiko, kan du vælge et variabelt forrentet lån. Hvis du befinder dig et sted midt imellem, kan du vælge et variabelt forrentet lån med renteloft. Det vigtigste er blot, at du får talt med flere banker og realkreditinstitutter, så du kan udforske lånemarkedet og få et lån på de bedst mulige vilkår.
For at smidiggøre boligkøbsprocessen, kan det være en god idé at søge professionel bistand.
Bankrådgiver
Du kan først og fremmest søge hjælp hos bankrådgiveren. Denne person kender lånemarkedet og kan rådgive dig til at vælge den lånetype, der passer bedst til dine behov. Derudover kan bankrådgiveren også hjælpe i forbindelse med købet af boligen, da vedkommende kan tjekke din salgsopstilling og finde ud af, hvilke udgifter den valgte bolig har. Dette forhold bør du have i mente, inden du aflægger et bud.
Byggesagkyndig
Dernæst ville det være en god idé at bruge en byggesagkyndig, der kan undersøge boligens stand. Den byggesagkyndige er særligt god til at foretage huseftersyn og tjekke huset for fejl og mangler. Et sådant tjek kan være fornuftigt allerede inden, du aflægger et bud. Hvis der eksempelvis er væsentlige bygningsfejl, som er dyre at udbedre, bør du tage højde for dette, når du skal give dit bud.
Advokat
Det kan også være fordelagtigt at ansætte en advokat, der kan hjælpe dig med at tjekke de mange dokumenter, som skal læses og underskrives i forbindelse med købet af boligen.
Den sidste fase starter, når du kontakter sælgerens ejendomsmægler og afgiver dit bud. Dette kan både ske over telefonen eller ved, at du sender en mail. Herefter vil der blive udarbejdet en købsaftale, såfremt sælgeren accepterer dit bud. Når købsaftalen er blevet underskrevet af dig og sælger, er handelen endeligt gået igennem, og du kan nu kalde dig førstegangskøber af en bolig.