Support har åbent mandag til fredag kl. 10.00 - 15.00.
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

29. oktober 2024

Lejeloven paragraf 170

Hvis du er lejer, er du som udgangspunkt beskyttet mod, at udlejer opsiger lejemålet. I nogle særlige tilfælde kan udlejer dog opsige lejemålet, hvis visse betingelser er opfyldt. Disse situationer er reguleret i lejelovens paragraf 170, som forklares i denne artikel.

Hvad er lejeloven paragraf 170?

Som udgangspunkt er lejeren af en bolig beskyttet mod, at udlejeren pludselig opsiger lejemålet. Udlejeren har dog mulighed for at opsige lejemålet i nogle særlige situationer, som er reguleret i lejelovens paragraf 170. Lejelovens paragraf 170 er således en bestemmelse, der angiver, hvornår udlejer kan opsige et lejemål. 

Hvornår kan udlejer opsige lejemålet?

Når lejemålet er et værelse

Hvis lejemålet er et enkelt værelse, som benyttes til beboelse af en lejer, så har udlejer mulighed for at opsige lejemålet, hvis værelset er en del af en lejlighed eller et en- til tofamilieshus, hvor udlejeren selv bor. 

Når lejemålet er en lejlighed i et hus

Hvis lejemålet er en lejlighed i et hus, hvor der kun findes to lejligheder, og udlejeren selv bor i den anden, så kan udlejer opsige lejemålet. Dette gælder også, hvis udlejer anvender ét eller flere lokaler i huset til andre formål end beboelse. Reglen gælder også, selvom der – udover de to lejligheder – er udlejet ét eller flere enkeltværelser i samme ejendom – det er således kun antallet af lejligheder, der har betydning i den sammenhæng.

Når lejemålet er en ejerbolig eller andelsbolig

Hvis lejemålet er en ejerbolig eller andelsbolig, så kan udlejer opsige lejemålet, hvis udlejer selv vil bebo lejligheden. Denne regel gælder kun, hvis udlejer ejede lejligheden på det tidspunkt, hvor udlejer og lejer indgik lejeaftalen. Det er også en betingelse for reglens anvendelse, at udlejer på tidspunktet for lejemålets opsigelse, ikke ejede andre udlejede ejerboliger eller andelsboliger.

Se hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen.

Hvilke krav stilles der til opsigelsens udformning?

Hvis udlejer ønsker at opsige lejemålet, skal det gøres skriftligt. Udlejer skal i øvrigt give en begrundelse for, hvorfor udlejer opsiger lejemålet. Udlejer skal også informere lejer om, at lejer har mulighed for at gøre skriftlig indsigelse mod udlejers opsigelse af lejemålet. Indsigelsen skal senest ske seks uger efter, at lejer har modtaget opsigelsen af udlejer.