08. maj 2024
Trænger din bolig til at blive energirenoveret? Så har du nu mulighed for at søge om tilskud til det med den nye bygningspulje. Tilskuddet er skattefrit for private boligejere og kan spare dig tusindvis af kroner. Læs med her og få svar på, om du kan få tilskud.
Bemærk: Det anbefales, at du først søger tilskud i 2021, da tilskudspuljen for 2020 sandsynligvis allerede er opbrugt. Der åbnes op for ansøgninger allerede i første kvartal.
Bygningspuljen er en tilskudspulje fra staten, der stammer fra energiaftalen, som blev vedtaget i Folketinget i 2018. Formålet med bygningspuljen er at give tilskud til energiforbedringsprojekter i de danske helårsboliger med fokus på nedbringelse af energiforbruget.
Bygningspuljen gør det ikke blot billigere for dig selv at få udført energiforbedringsprojekter, men vil også spare dig penge på dine fremtidige varme- og elregninger. Herudover bidrager energirenovering også til kampen mod at nedsænke udledningen af CO2, da energibesparelserne vil være klimavenlige.
Overordnet set gives der tilskud til tre forskellige typer af energioptimering, som hver især indeholder specifikke underpunkter:
1. Skift af varmekilde i boligen
Konvertering til luft-til-væske varmepumpe
Konvertering til jord-til-væske varmepumpe
2. Isolering af klimaskærm
Udvendig isolering af ydervæg
Efterisolering af tag og loft
Isolering af terrændæk
Udvendig isolering af sokkel ved terrændæk
Udskiftning af facadevinduer
Udskiftning af yderdøre med glasandel på minimum 70 %
Udskiftning af ovenlysvinduer
Montering af forsatsramme eller koblet ramme på nyt eller eksisterende vindue
3. Optimering af boligens drift
Etablering af balanceret mekanisk ventilation
Varmegenindvinding af afkastluften ved udsugning via varmepumpe
Konvertering af vandbårent rumvarmeanlæg
Læs mere om kravene til de enkelte energioptimeringer her
Du kan modtage ét tilskud til hvert energiforbedringsprojekt i din bolig. Skal du således have lavet flere renoveringer eller forbedringer, eksempelvis både isolering af ydervægge og udskiftning af facadevinduer, kan du godt søge om tilskud til begge projekter.
Det første kriterium for at søge om tilskud er, at dit energiforbedringsprojekt falder ind under én af ovenstående punkter. Kan du sætte flueben ved dette, har du både mulighed for at søge om tilskuddet som privatperson eller som virksomhed. Du kan herunder se, hvad der hører under privatperson og virksomhed.
Privatperson
Almindelig ejer af en bolig
Andelsforening
Ejerforening i en etageejendom
Virksomhed
Legat
Selvejende institution
For at modtage tilskuddet, er det et krav, at din bolig er registreret som helårsbolig i BBR. Det betyder, at der eksempelvis ikke kan gives tilskud til mange sommerhuse. Modtager du allerede støtte til et renoveringsprojekt efter anden lovgivning, eller er du en offentlig institution, kan du heller ikke modtage tilskud fra bygningspuljen.
Du kan kun søge om tilskud til projekter, der ikke er påbegyndt. Er du allerede gået i gang med renoveringen, inden du søger, vil du altså ikke være berettiget. Du må desuden først gå i gang med projektet, efter du har modtaget endeligt tilsagn om tilskuddet. Du må dog godt på forhånd indhente tilbud fra forskellige håndværkere, inden du søger.
Du søger om tilskud gennem Energistyrelsens tilskudsportal, hvor du skal logge ind med dit NemID. Ansøgningen er opdelt i to faser. I første fase skal du søge om at blive godkendt til tilskuddet. Her vil du ikke modtage pengene, men kan påbegynde renoveringen velvidende om, at du modtager pengene, når projektet er gennemført. Efter gennemførelsen skal du i fase 2 søge om udbetaling af pengene, hvilket du også gør på Energistyrelsens tilskudsportal. Du kan læse mere om, hvordan du ansøger, og hvilke betingelser der skal opfyldes i ansøgningsvejledningen her.