10. januar 2023
Når en virksomhed sælger varer eller ydelser, skal virksomheden udstede en faktura til køber. I denne artikel belyser vi, hvilke former for fakturaer der er og hvilke lovkrav der er til disse.
En faktura, også kaldet en regning, er et dokument, der indeholder en række oplysninger om et salg og derfor fungerer som et bevis på, at handlen har fundet sted. Der er flere former for fakturaer, herunder en almindelig faktura, en forenklet faktura og en kassebon. Mere specifikt indeholder en faktura en beskrivelse af varen, hvor mange varer, der indgår i handlen og hvad den eller disse varer koster. Derudover kan der også være oplysninger om, hvordan betalingen skal foregå eller er foregået, i nogle tilfælde vil der være vedlagt et indbetalingskort.
Det er et lovkrav, at der ved al salg fra en virksomhed, som er omfattet af momsreglerne, skal udstedes enten en almindelig faktura, en forenklet faktura eller kassebon. Dette gælder uanset om køber er en erhvervsdrivende eller en privatperson. Derudover er det vigtigt, at fakturaen bliver udstedt, når salget er afsluttet eller kort tid efter.
Ifølge loven er der nogle krav til behandling af, og indhold i fakturaer. Det er vigtigt, at disse krav bliver overholdt, ellers kan man som virksomhed få problemer med SKAT. De overordnede krav er:
Der skal altid laves to fakturaer for én handel. Både sælger og køber skal have en faktura på handlen
Virksomheder har opbevaringspligt af deres fakturaer i 5 år
Fakturanummeret skal være fortløbende. Det betyder, at hvis en faktura har nummer 425, skal den næste faktura have nummer 426, på den måde holdes der orden i fakturaerne
En almindelig faktura skal udstedes ved salg over 3.000 kr. Det er den faktura, der indeholder flest oplysninger om salget og salgets parter og den skal derfor indeholde følgende oplysninger:
Fakturadato, dagen hvor den udstedes
Fakturanummer (fortløbende nummer, der kan identificere fakturaen)
Virksomhedens CVR-nr. (eller SE-nr.)
Sælgerens/virksomhedens navn og adresse
Købers/virksomhedens navn og adresse
Varens/ydelsens art, antal og pris
Leveringsdato (Hvis leveringen af varen eller ydelsen sker på et andet tidspunkt end fakturadatoen)
Momsgrundlaget, pris pr. enhed uden moms
Eventuelle rabatter, prisnedslag eller bonusser, hvis disse ikke er indregnet i prisen pr. enhed
Gældende momssats
Momsbeløb der skal betales
Samlet beløb for varen ydelsen
En forenklet faktura, er en faktura, der skal indeholde færre oplysninger end den almindelige faktura. Der er nogle betingelser, der skal være opfyldte for at en virksomhed må udstede forenklede fakturaer i stedet for almindelige fakturaer. En virksomhed kan udstede en forenklet faktura hvis:
Der sælges til privatpersoner
Der sælges til momsregistrerede virksomheder og salgsbeløbet er under 3.000 kr.
Dog er der nogle tilfælde, hvor virksomheden alligevel skal lave en almindelig faktura, disse tilfælde er:
Hvis køber er en registreret virksomhed og beder om, at få en almindelige faktura i stedet for en forenklet faktura
Ved salg til private, hvor varen eller ydelsen overstiger 5.000 kr. inklusiv moms
Der er, som ved almindelige fakturaer, også nogle krav til indholdet i en forenklet faktura. Disse krav er følgende:
Fakturadato, dagen hvor den udstedes
Fakturanummer (fortløbende nummer)
Virksomhedens navn og CVR-nr. (eller SE-nr.)
Varens/ydelsens art, antal og pris
Momsbeløbets størrelse
Samlet beløb for varen ydelsen
Virksomheder der anvender et salgsregistreringssytem, der typisk er detailforretninger og lignende og som overvejende sælger til private, kan erstatte den forenklede faktura med en kassebon. Kravene til indholdet i en kassebon er:
Virksomhedens navn eller CVR-nr
Udstedelsesdato
Varebeskrivelse og antal
Beløb og hvad moms udgør
Selve fakturaens udseende er der ingen krav til. Den må eksempelvis sættes op og være i den farve som sælger ønsker. På samme måde må den også sendes online, elektronisk eller i fysisk form.
Du kan også bruge vores skabelon til din faktura. Du skal bare downloade den og udfylde de felter, der mangler.
For at kunne åbne fakturaen, skal du enten have Excel eller Numbers installeret. Alt, hvad du skal gøre, er at åbne filen.
Klik her for at downloade en gratis skabelon til din faktura.
Har du ikke Excel eller Numbers, kan du bruge Google Sheets, som er gratis. Dette kræver, at du gør følgende:
Du skal åbne fakturaen via dette link.
Klik “Åben med Google Sheets” eller “Open with Google Sheets”
For at kunne redigere i filen, skal du klikke “Lav en kopi” eller ”Make a copy” under fanen “Filer”/”Files”.