24. januar 2023
Jobskifte er betegnelsen for, når en person skifter job. Ved jobskifte er der en række forhold, som du med fordel bør være opmærksom på. Vi har samlet en oversigt over disse forhold her, så du nemt kan få et overblik.
Der er en række forhold, som du bør være opmærksom på, hvis du planlægger et jobskifte. Disse forhold angår både de informationer, som din arbejdsgiver opbevarer omkring dig i form af dine sendte og modtagne e-mails, samt dine muligheder for at kontakte tidligere kunder, opdatere din LinkedIn-profil m.v. På baggrund af dette, har vi udarbejdet en liste over de 6 forhold, som du bør være opmærksom på, når du skifter job. Disse er følgende:
E-mails
Kundekontakt
Feriepenge
Pension
Forskudsopgørelse
Ved jobskifte bør du først og fremmest være opmærksom på, hvilke muligheder, du har for at slette dine e-mails og øvrige oplysninger, da disse kan tilhøre din arbejdsgiver. Udgangspunktet er, at du har fri mulighed for at slette alle dine private e-mails fra indbakken, men at du modsætningsvis ikke må slette dine arbejdsrelaterede e-mails uden samtykke fra din arbejdsgiver. Det skyldes, at de arbejdsrelaterede e-mails tilhører virksomheden.
Dernæst skal du være opmærksom på, hvordan og hvornår du må opdatere din LinkedIn-profil for at annoncere dit jobskifte. Du må som udgangspunkt først annoncere på LinkedIn, at du fratræder din nuværende stilling og tiltræder en ny, når du har annonceret det for din arbejdsgiver. Det skyldes, at du er forpligtet til at optræde loyalt over for din arbejdsplads og arbejdsgiver, hvorfor disse bør orienteres omkring din fratræden, før du annoncerer det på LinkedIn.
Du skal dog også være opmærksom på at slette din tidligere stilling fra profilen, når du reelt har fratrådt den, da dette ligeledes følger af loyalitetsforpligtelsen over for din tidligere arbejdsplads.
Dine muligheder for at kontakte tidligere kunder og samarbejdspartnere afhænger i første omgang af, hvorvidt du er bundet af en kunde- og konkurrenceklausul i din ansættelseskontrakt. Hvis du er, skal klausulen respekteres.
Hertil skal det dog bemærkes, at det ikke kun er i de situationer, hvor du er bundet af en sådan klausul, at du kan have begrænsede muligheder for at kontakte tidligere kunder og samarbejdspartnere. Det skyldes, at du som udgangspunkt ikke må tage direkte kontakt til tidligere kunder for at informere dem om din fratræden. Orienteringen skal derimod ske på en generel måde og være målrettet en bred vifte af jeres kundesegment. Da det almindeligvis er arbejdsgiveren, der står for orienteringen, vil kravene hertil som regel være opfyldt.
Når du skifter job, er du som udgangspunkt berettiget til at tage dine feriepenge med dig. Dine optjente feriepenge for den seneste periode skal derfor overføres til dig, hvilket de feriedage, som du har til gode, tillige skal. Alt dette er din arbejdsgivers ansvar, men det kan være en god ide at være obs på forholdet, og gøre arbejdsgiveren opmærksom på det, i tilfælde af at han/hun skulle komme til at glemme det.
Det er ikke altid, at du skifter job til en virksomhed, der har pensionsordning i samme selskab, som din forrige arbejdsplads. Du kan derfor komme til at have klatpensioner liggende flere steder ved hyppigt jobskifte, hvis du ikke sørger for at samle pensionsopsparingerne ét sted. Den “gamle” og “nye” pensionsopsparing kan samles gennem en jobsskifteaftale mellem pensionsinstitutterne. Dette vil som regel kun koste et mindre beløb.
Ved jobskifte skal du afslutningsvis være opmærksom på at rette din forskudsopgørelse, hvis størrelsen på din indkomst ændrer sig. Dette kan især være en god idé, hvis du får mere i løn på din nye arbejdsplads, da du i så fald skal betale mere i skat. På den måde kan du undgå at få skattesmæk senere hen. Hvis du modsat forventer at få mindre i løn på din nye arbejdsplads, vil du omvendt kunne undgå at betale for meget i skat, hvis du opdaterer din forskudsopgørelse.
Hvis du har planer om at foretage et jobskifte, kan du helt gratis lave din skriftlige opsigelse med Legal Desk. Så er du sikker på, at du får det hele med, og at opsigelsen lever op til alle krav. Du besvarer blot en kort formular og på baggrund heraf, bliver din opsigelse genereret.
Læs mere om, hvordan du laver din skriftlige opsigelse med Legal Desk her