27. december 2022
Når du køber en campingvogn, bør du altid udarbejde en slutseddel, der dokumenterer vilkårene for handlen. På den måde hersker der ingen tvivl om, hvad køber og sælgers rettigheder er. Det kan være med til at undgå senere stridigheder og er især vigtigt ved et så omfattende køb, som det af en campingvogn. Læs mere her og se vores skabelon til en slutseddel til campingvogn.
En slutseddel er en skriftlig aftale om køb af en brugt bil eller campingvogn. Formålet med en slutseddel er at tjene som juridisk dokumentation på, hvad køber og sælger er blevet enige om ved handlen.
Når du udarbejder en skriftlig aftale i form af en slutseddel, kan der ikke herske nogen tvivl om indholdet af aftalen mellem parterne. Selvom mundtlige aftaler også kan være juridisk bindende, vil der langt lettere kunne dukke tvivlsspørgsmål op senere hen, der vil være svære at bevise/modbevise uden skriftlig dokumentation.
En slutseddel til campingvogn kan i princippet se ud på forskellige måder, alt efter hvilken slags campingvogn, der er tale om, og hvilke forhold køber og sælger ønsker skal indgå i aftalen. Der findes dog overordnet set en række punkter, der som udgangspunkt altid er gode at have med. Vi har samlet disse i en skabelon nedenfor, der kan bruges som udgangspunkt til en slutseddel til campingvogn.
Parter, dato og pris
Beskrivelse af campingvognen
Sælgers oplysninger
Forsikring
Reklamation
Det skal indledningsvis fremgå, hvem parterne er, herunder om de handler som private eller erhvervsdrivende. Derudover skal datoen for aftalens indgåelse stå beskrevet, og prisen skal angives. Du kan eventuelt også angive, hvornår overtagelsesdagen er – altså hvornår køber får nøglerne og reelt overtager campingvognen fra sælger.
Det er vigtigt, at slutsedlen indeholder en generel beskrivelse af campingvognen og dens stand. Her kan det først og fremmest angives, hvorvidt der er tale om en fabriksny campingvogn eller en brugt. Der kan også stå generelle oplysninger om campingvognen såsom mærke, model, stelnummer og modelårgang, samt hvornår den først blev indregistreret (hvis den er blevet det før), og hvornår den sidst blev synet.
Dernæst bør sælger angive alle øvrige oplysninger om campingvognen. Der kan eksempelvis stå noget om, hvorvidt campingvognen fortsat har fabriksgaranti, eller der kan være vedhæftet dokumentation for campingvognens regelmæssige eftersyn på værksted, hvis den sælges brugt. Hvis den sælges brugt, giver det også mening at beskrive campingvognens tidligere anvendelse, og hvorvidt den tidligere har været skadet m.v.
Slutsedlen kan også indeholde et punkt, der omhandler campingvognens forsikring. Her kan der stå noget om, hvad campingvognens nuværende forsikring omfatter, samt hvor forsikringen er blevet tegnet henne. Derudover kan det angives, hvor længe forsikringen dækker efter ejerskiftet, medmindre køber selv skal afmelde forsikringen ved købets gennemførsel.
Afslutningsvis bør der være et punkt i slutsedlen, der omhandler købers reklamation. Her kan der stå noget om, hvorvidt der gælder nogle frister for købers reklamation over eventuelle mangler ved campingvognen. Derudover kan der også stå noget om sælgers garanti, og hvorvidt sælger skal stå inde for nogle forhold ved campingvognen med garanti.
Du kan desværre ikke lave en slutseddel til campingvogn med Legal Desk, men hvis det drejer sig om en bil, kan du kvit og frit benytte vores platform til at udarbejde slutsedlen. Du udfylder blot vores formular og på baggrund af dine svar, vil din slutseddel automatisk blive genereret.