Support har åbent man. - tors. kl. 10.00 - 15.00. Chatten er åben 9 - 16.30
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

15. december 2022

Hvad er et vitterlighedsvidne?

Nogle juridiske dokumenter skal underskrives af vitterlighedsvidner - men hvad er vitterlighedsvidner og hvorfor er de nogle gange nødvendige? Læs med og få svarene her.

Hvad er vitterlighedsvidner?

Et vitterlighedsvidne er en person, der ved sin underskrift bekræfter at have overværet, at et dokument er blevet underskrevet af en bestemt person. Der er ikke noget krav om, at vitterlighedsvidner skal underskrive dokumentet for, at det bliver gyldigt (på nær ved visse tinglysningsdokumenter).

Selvom der ikke er nogen generelle krav om brug af vitterlighedsvidner, er det ved visse dokumenter sædvanligt, at vitterlighedsvidner også bør underskrive dem. Det anbefales, at du bruger vitterlighedsvidner, hvis du skal lave en såkaldt ensidig erklæring. Ensidig erklæring betyder, at du laver et dokument, hvor du giver en anden person en ensidig rettighed, såsom en fuldmagt, arveforskud, børnetestamente eller gavebrev. I de tilfælde er det oftest en fordel, at lade vitterlighedsvidner underskrive sammen med underskriveren. Vitterlighedsvidnerne vil dermed nemlig kunne bekræfte, at underskriften er ægte, og man undgår unødvendig mistanke og tvivlsspørgsmål.

Hvis der derimod er tale om en egentlig aftale mellem to parter, såsom en ægtepagt, samværsaftale eller familielån, er der som regel ikke det samme behov for underskrift fra vitterlighedsvidner.

Se hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen

Hvem kan være vitterlighedsvidner?

Der findes ikke nogen egentlige lovkrav til, hvem der kan være vitterlighedsvidner. For at sikre sig, at vitterlighedsvidnet ikke senere kan anfægtes, bør man dog sikre sig, at de opfylder følgende krav:

  1. Vitterlighedsvidnet skal være mindst 18 år gammel.

  2. Vitterlighedsvidnet må ikke have personlig interesse i det, der underskrives. Dette kan eksempelvis være en kollega eller en nabo, som typisk ikke vil have nogen interesse i dokumentet.

  3. Vitterlighedsvidnet skal have forstået sin opgave som vitterlighedsvidne.

Hvad er vitterlighedsvidnernes opgave?

Vitterlighedsvidnernes opgave er, som nævnt, at bekræfte, at et dokument er underskrevet korrekt. Opgaven omfatter generelt tre specifikke ting, som vitterlighedsvidnet skal sikre sig:

  1. At personen, der skal underskrive dokumentet, rent faktisk også er den, der underskriver dokumentet i praksis.

  2. At dokumentet bliver underskrevet på den dato, der fremgår af dokumentet.

  3. At personen, der underskriver, er fuldt bevidst om, hvad han/hun skriver under på.

Vitterlighedsvidnet behøver ikke at kende til indholdet af det dokument, der bliver underskrevet, eller forstå det. Hvis der senere måtte opstå tvivl om, hvorvidt underskriften er ægte eller selve tidspunktet for underskriften, kan vitterlighedsvidnet blive bedt om bekræfte ægtheden og tidspunktet for underskrift.

Hvordan foregår det i praksis?

Nedenfor kan du se, hvordan det foregår i praksis, når et dokument underskrives sammen med et vitterlighedsvidne.

1. Vitterlighedsvidnerne sikrer sig, at det er den korrekte person, der underskriver

Hvis vitterlighedsvidnerne ikke personligt kender underskriveren, bør vitterlighedsvidnet se en form for identifikation, såsom et kørekort eller pas.

2. De identificerede personer underskriver dokumentet

Den eller de personer, der skal underskrive dokumentet, underskriver dokumentet foran vitterlighedsvidnerne. Underskrift af både underskrivere og vitterlighedsvidner skal foregå med permanent kuglepen. Det kan vælges, at hver underskriver skriver sine initialer i bunden af hver side i dokumentet.

3. Dokumentet dateres

Dokumentet skal dateres med den dato, hvor dokumentet blev underskrevet foran vitterlighedsvidnerne. Det må altså ikke dateres enten tilbage i tiden eller frem i tiden.

4. Vitterlighedsvidnerne underskriver

Vitterlighedsvidnerne underskriver dokumentet. Under vitterlighedsvidnernes underskrift skal vitterlighedvidnets fulde navn fremgå med blokbogstaver, samt adresse for vitterlighedsvidnet. Så kan vitterlighedsvidnet senere identificeres, hvis der opstår tvivl om underskriftens ægthed. Det bør altid være mindst to vitterlighedsvidner.

Det hænder, at vitterlighedsvidner underskriver efter, at underskriverne har underskrevet og at underskriverne så blot bekræfter, at det er dem, der har skrevet under. Det frarådes at gøre det på denne måde, da vitterlighedsvidnerne ikke kan bekræfte datoens korrekthed på denne måde.