08. maj 2024
“Min Sidste Vilje” er en skriftlig erklæring, der beskriver de ønsker, du måtte have til din begravelse eller bisættelse samt øvrige ønsker. Læs her om Min Sidste Vilje og få overblik over, hvad den indeholder.
Ved at udarbejde Min Sidste Vilje, kan du selv få indflydelse på, hvad der skal ske i forbindelse med din afsked, begravelse eller bisættelse. Herudover kan du med Min Sidste Vilje hjælpe dine pårørende med at skabe klarhed omkring dine ønsker i en tid, der i forvejen er svær for dem.
Formålet med Min Sidste Vilje er at skabe en dialog om – og tage stilling til – de mange spørgsmål, der opstår i forbindelse med ens dødsfald og tiden umiddelbart herefter. Selvom mange forbinder Min Sidste Vilje med livstruende situationer eller høj alder, kan alle lave Min Sidste Vilje uanset alder og livssituation. Det handler i bund og grund om at tage stilling til en række valg, som alle skal tage stilling til på et eller andet tidspunkt i livet. Når du har udarbejdet Min Sidste Vilje, er det en god idé, at du oplyser dine nærmeste om dine ønsker, og hvor du opbevarer den.
I Min Sidste Vilje kan du tage stilling til en række spørgsmål. Det er helt op til dig, om du ønsker at tage stilling til dem alle. Min Sidste Vilje vil ofte besvare følgende spørgsmål:
Begravelsesform (begraves eller brændes)
Påklædning
Valg af kiste
Udsmykning af kiste
Valg af urne
Ønske om dødsannonce, tekst og medie
Afholdelse af ceremonien
Ønske om præst
Ønske om bestemte salmer eller sange, der skal synges
Valg af kirkegård
Valg af gravsten
Valg om asken skal strøs ud over havet
Valg om efterfølgende mindesamvær
Valg om, hvad der skal ske med ens digitale arv
Til hvert spørgsmål er der mulighed for at skrive uddybende ønsker og kommentarer. På den måde bliver Min Sidste Vilje fyldestgørende og personlig. Derudover er der en række andre spørgsmål, der vedrører øvrige relevante oplysninger såsom organdonation, forsikringer og testamenter.
Det er muligt at finde et skema eller en blanket, du kan bruge til at udforme Min Sidste Vilje, men du kan også sagtens selv lave den. Du skal bare skrive alle dine ønsker ned på et stykke papir og underskrive det.
Min Sidste Vilje er ikke juridisk bindende ligesom et testamente. Det betyder, at dine pårørende ikke er forpligtede til at opfylde dine ønsker, men kun kan opfylde dine ønsker, hvis:
dine ønsker ikke overstiger de økonomiske midler, der er til rådighed
dine ønsker er lovlige og mulige at udføre på en etisk og korrekt måde.
Min Sidste Vilje er dine ønsker til din afsked. Det er derfor altid muligt at ændre i Min Sidste Vilje og lave den på ny, hvis dine ønsker ændrer sig på et senere tidspunkt.
Min Sidste Vilje er som nævnt ikke juridisk bindende, men nærmere en hensigtserklæring om dine ønsker. Det eneste, du skal gøre, er at underskrive dokumentet. Der er derfor ikke behov for notarpåtegning, tinglysning eller lignende. Du skal dog være opmærksom på at opbevare det forsvarligt, så det er tilgængeligt og læsbart for de efterladte, når du går bort.
Hvis du endnu ikke har udarbejdet et testamente, kan du spare tid, penge og besvær ved at lave dit testamente online med Legal Desk. Du skal blot udfylde vores formular, der tager dig i hånden gennem hele processen, og så vil du modtage dit testamente straks efter, du har betalt – klar til at blive underskrevet foran en notar.
Du kan lave dit testamente med Legal Desk her.