Support har åbent mandag til fredag kl. 10.00 - 15.00.
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

15. januar 2025

Opholdstilladelse

Hvis du er tredjelandsstatsborger – altså, statsborger fra et land uden for Norden og EU/EØS – skal du have opholdstilladelse for at kunne opholde dig lovligt i Danmark i længere tid. Læs her, hvordan du får tidsbegrænset og permanent opholdstilladelse som familiesammenført, arbejdstager eller studerende.

Hvordan får jeg opholdstilladelse?

Hvis du ikke er statsborger i et land, som er medlem af Den Europæiske Union og dermed ikke kan opholde dig frit på tværs af unionens grænser, er du en tredjelandsstatsborger – en statsborger fra et land uden for Norden og EU/EØS. Som tredjelandsstatsborger skal du have en opholdstilladelse, hvis du vil opholde dig i Danmark i en længere periode.

Du kan søge om opholdstilladelse med forskellige begrundelser såsom familiesammenføring, arbejde, studie m.v. Hvis du får opholdstilladelse på baggrund af én af de nævnte begrundelser, vil det formentlig være en tidsbegrænset opholdstilladelse, som løbende skal forlænges. Du kan dog også søge om permanent opholdstilladelse, hvis betingelserne for det er opfyldt. De forskellige former for opholdstilladelse vil blive gennemgået nedenfor.

Opholdstilladelse som familiesammenført

Du kan først og fremmest søge om opholdstilladelse som familiesammenført, hvis et eller flere af dine familiemedlemmer opholder sig i Danmark. Du kan eksempelvis blive familiesammenført med din ægtefælle, forælder, faste samlever eller et andet familiemedlem.

Visse grundlæggende betingelser skal dog være opfyldt, herunder at det pågældende familiemedlem opholder sig lovligt, enten ved at vedkommende er dansk statsborger, har permanent opholdstilladelse eller status som flygtning. De øvrige betingelser for familiesammenføring skal ligeledes være opfyldt og kan variere alt efter, hvilket familiemedlem du søger om at blive familiesammenført med. Du kan læse mere om de nærmere betingelser for familiesammenføring på Nyidanmark.dk

Opholdstilladelse som arbejdstager

Hvis du ønsker at tage ophold i Danmark som arbejdstager, vil det som udgangspunkt kræve, at du søger om opholds- og arbejdstilladelse. Dette er påkrævet, hvis du opholder dig i Danmark for at medvirke til udviklingen eller skabelsen af et produkt eller anden form for arbejdsrelaterede aktiviteter, som strækker sig over en længere periode end 90 dage.

Hvis dette er tilfældet, kan du søge om opholds- og arbejdstilladelse gennem en række forskellige ordninger, som er oplistet på Nyidanmark.dk. Der kan du også læse mere om betingelserne for at opnå opholds- og arbejdstilladelse efter de enkelte ordninger. 

Opholdstilladelse som studerende

For at du kan få opholdstilladelse på baggrund af din status som studerende, er det naturligvis et krav, at du ønsker at tage varigt ophold i Danmark på grund af din uddannelse. Du vil således kunne søge om opholdstilladelse som studerende, hvis du eksempelvis studerer på en ungdomsuddannelse i Danmark. Der er dog også visse øvrige betingelserne, som skal være opfyldt.

Disse betingelser stiller blandt andet krav om, at du er blevet optaget på en relevant uddannelse, og at du har midler nok til at forsørge dig selv under opholdet. Der stilles ligeledes krav om, at den uddannelse og skole, som du har valgt, er blevet godkendt af en statslig myndighed. Du skal også besidde nogle grundlæggende sproglige kundskaber. 

Du kan læse mere om betingelserne for at få opholdstilladelse som studerende på Nyidanmark.dk

Se, hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen. 

Hvordan får jeg permanent opholdstilladelse?

For at du kan få permanent opholdstilladelse – det vil sige ret til at opholde dig i Danmark permanent uden at skulle forlænge din opholdstilladelse – skal du opfylde følgende grundlæggende betingelser:

  • Inden du søger permanent opholdstilladelse, skal du allerede have haft tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i mindst otte år.
  • Du skal være fyldt 18 år. 
  • Du skal stadigvæk opfylde betingelserne for din nuværende (tidsbegrænsede) opholdstilladelse. 
  • Du må ikke have offentlig gæld, som er forfalden – det vil sige gæld, du ikke har betalt til tiden.
  • Du må ikke være dømt for at have begået visse former for kriminalitet. 
  • Du skal have været i arbejde i minimum tre år og seks måneder forud for ansøgningstidspunktet.
  • Du skal stadigvæk være i arbejde. 
  • Du må ikke have modtaget offentlig hjælp inden for de seneste fire år. 
  • Du må ikke aktivt have modarbejdet myndighederne i deres stræben efter at afklare din identitet i forbindelse med ansøgningen. 
  • Du skal have bestået Prøve i Dansk 2.
  • Du skal have underskrevet en opholds- og selvforsørgelseserklæring.

Derudover skal du samtidig opfylde mindst 2 af de 4 supplerende betingelser, som er følgende:

  • Du skal have været i arbejde i minimum fire år. 
  • Du skal have bestået Prøve i Dansk 3. 
  • Din gennemsnitlige årlige skattepligtige indkomst skal være på minimum 331.249,35 kr. (2025) to år forud for, at der træffes afgørelse om, at du får tildelt permanent opholdstilladelse. 
  • Du skal have udvist aktivt medborgerskab, og du skal ligeledes have bestået en medborgerskabsprøve.

Hvis du opfylder alle fire supplerende betingelser, kan du få permanent opholdstilladelse i Danmark efter blot at have boet her lovligt i minimum fire år.

Du kan læse mere om de konkrete betingelser for at få permanent opholdstilladelse i Danmark på Nyidanmark.dk.