30. oktober 2023
Du kan have krav på fem feriefridage, der ligger ud over de lovbestemte fem uger, som alle har ret til i løbet af året. Hvorvidt du har ret til feriefridage, afhænger af dine ansættelsesvilkår. Dan dig et overblik over dine ferierettigheder med Legal Desk.
Feriefridage er fem ekstra fridage, som du kan have ret til i løbet af ferieåret. Feriefridage, eller den 6. ferieuge, er en arbejdsgode, du kan have krav på, afhængigt af vilkårene i din ansættelsesaftale. Disse feriedage ligger altså udover de fem uger, der er fastsat i ferieloven.
Retten til feriefridage afhænger som nævnt af dine ansættelsesvilkår.
Privatansat: Som privatansat har du som udgangspunkt ikke ret til feriefridage. Det er dog muligt, at du har ret til feriefridage hvis du er ansat i en virksomhed med en overenskomst, som tildeler retten til feriefridage. Du kan også have ret til feriefridage som privatansat, hvis du har udarbejdet en individuel aftale mellem dig og din arbejdsgiver, vedrørende feriefridage.
Offentligt ansat: Du har ret til feriefridage som offentligt ansat. Som ansat i en region eller kommune bliver dine ekstra feriedage som regel kaldt den 6. ferieuge. Feriefridagene bliver beregnet i timer frem for dage, som ellers benyttes til beregning af almindelig ferie. Du optjener 18,50 ferietimer om måneden som offentligt ansat.
Statsansat: Som statsansat har du ret til feriefridage, og dine ekstra fridage bliver kaldt for særlige fridage. Du optjener 0,42 særlige feriedage for hver måned, du er ansat, svarende til fem årlige feriefridage.
Reglerne for, hvordan du afholder dine feriefridage, afhænger af din ansættelsestype.
Privatansat: Der er ikke fastsat generelle regler om, hvordan du skal afholde dine feriefridage som privatansat. Der er dog ofte henvist til ferielovens regler for forsvarlig varsling af restferie enten i din ansættelseskontrakt eller gældende overenskomst.
Din arbejdsgiver kan derfor bede dig om at afholde dine ekstra feriedage med en måneds varsel.
Offentligt ansat: Som offentligt ansat skal du give besked til din arbejdsgiver om, hvornår du ønsker at afholde dine feriefridage, så tidligt som muligt.
Du har valget mellem at afholde din 6. ferieuge eller få pengene udbetalt.
Statsansat: Som statsansat gælder det, at du skal give din leder besked så tidligt som muligt, når du ønsker at afholde de særlige feriedage. Ligesom med offentlige ansatte har du valget mellem at afholde dine særlige feriedage eller at få pengene udbetalt.
Hvis du ikke har aftalt et tidspunkt med din leder for, hvornår du skal afholde dine særlige feriedage senest den 1. januar, kan din arbejdsgiver kræve, at du afholder dine særlige feriedage med en måneds varsel.
Privatansat: I mange virksomheder i den private sektor, går feriefridagene tabt, hvis de ikke bliver afviklet i løbet af ferieåret. Det afhænger dog af din ansættelseskontrakt eller gældende overenskomst, om du har ret til udbetaling af ikke-afholdte feriefridage. Det er derfor vigtigt, at du holder dig opdateret omkring dine specifikke ferierettigheder.
Offentligt ansat: Du har som offentligt ansat ret til at få timerne for din 6. ferieuge udbetalt. Pengene får du udbetalt med din løn for maj måned, når perioden for afholdelse af ferie overgår (maj til april).
Din arbejdsgiver kan have fastsat en regel om, at du senest skal give besked på et bestemt tidspunkt, hvis du ønsker at få pengene for din 6. ferieuge udbetalt. Du har også mulighed for at lave en aftale med din arbejdsgiver om at lade 6. ferieuge overgå til det kommende ferieår.
Statsansat: Hvis du ikke afholder dine feriefridage i det pågældende år, bliver 2,5 procent af din ferieberettigede løn i optjeningsåret udbetalt. Det er også muligt at lade dine særlige feriedage overgå til det kommende ferieår efter aftale med din arbejdsgiver.
Privatansat: Som med de øvrige punkter afhænger det af din ansættelseskontrakt, om du er berettiget til at få udbetalt dine feriefridage, hvis du fratræder din stilling uden at have brugt dem, hvis du er privatansat.
Du er berettiget til at få dine ikke-afholdte feriefridage udbetalt, uanset om du selv siger op eller er blevet opsagt, hvis det fremgår af din ansættelseskontrakt eller eventuelt gældende overenskomst.
Offentligt ansat: Hvis du fratræder din stilling som offentligt ansat får du udbetalt timerne for dine ikke-afholdte feriefridage. Pengene får du automatisk udbetalt med din sidste lønudbetaling.
Det er også muligt at indgå aftale med din arbejdsgiver om, at lade dine optjente feriefridage overgå til din nye stilling, hvis du skifter stilling til en ny kommune eller region.
Statsansat: Når du fratræder din stilling som statsansat, får du udbetalt alle ikke-afholdte feriefridage med sidste lønudbetaling.