23. december 2022
Restance er gæld, du ikke har betalt i tide. Reglerne for restance afhænger af, hvem du skylder penge til. Hvis du skylder penge til en privat part, kan kreditoren få fogedretten til at indkræve gælden. Hvis du skylder penge til det offentlige, er det SKAT, der står for inddrivelsen. Læs mere om reglerne for restance her.
Restance betyder kort fortalt gæld, der ikke er blevet betalt i tide. Reglerne for restance afhænger af, om der er tale om restance til private parter eller det offentlige.
Hvis du ikke kan betale din gæld, kan din kreditor få fogedretten til at indkræve pengene for sig. Din kreditor er den person, du skylder penge. Når din sag kommer for fogedretten, skal du, udover din gæld, også betale omkostningerne for fogedretssagen. Fogedretten vil i første omgang forsøge at nå frem til en ordning, der dækker gælden, og som du økonomisk kan overskue – det vil typisk være en afdragsordning, hvor du betaler en lille del af gælden hver måned.
Kan du ikke betale afdragene til din kreditor i tide, kan Fogedretten bruge dine ejendele (såsom bil, hus el.lign.) som udlæg. Et udlæg betyder, at kreditor får sikkerhed i dine ejendele. Det betyder ikke, at kreditor fratager dig eller ejer dine ejendele, men derimod at kreditor kan kræve, at dine ejendele bliver solgt på tvangsauktion, så gælden bliver dækket af salgsbeløbet.
Kan du hverken betale din gæld tilbage med et afdrag, og ejer du ingenting af værdi, kan du gå konkurs ved at afgive en insolvenserklæring til fogedretten. Det gør du ved at dukke op til fogedretssagen og erklære, at du ikke kan betale din gæld, fordi du ikke ejer noget.
Reglerne om restance til det offentlige er reguleret af inddrivelsesloven. Der er tale om restance til det offentlige, hvis du ikke overholder betalingsfristen for skatter, afgifter, bøder, medielicens, uberettiget modtagne dagpenge osv.
Den myndighed, der står for at inddrive gælden, er SKAT. Det er altså ikke Fogedretten, der inddriver gæld til det offentlige.
SKAT inddriver gælden på to forskellige måder. De kan foretage en såkaldt lønindeholdelse, hvor trækprocenten for din månedlige indkomstskat stiger. Trækprocenten må ikke blive så høj, at du ikke har råd til at leve. Er dette tilfældet, skal du kontakte SKAT.
SKAT kan også foretage udlæg i dine ejendele og værdier. Når SKAT foretager udlæg, gælder det på samme måde som ved fogedretten, hvor de får sikkerhed i dine værdier og kan vælge at sælge dem på tvangsauktion for at dække gælden. Det sker sjældent, at det når dertil, da skyldner oftest indgår en afdragsordning med SKAT for, hvordan gælden betales af. Skyldner kan altid løsrive sig fra udlægget ved at betale sin gæld af.
Kan du ikke betale din gæld, risikerer du, at kreditor registrerer dig som skyldner i RKI-registret. At stå registreret i RKI-registret betyder, at alle pengeinstitutter kan se, at du ikke kan betale din gæld. Det medfører, at det bliver næsten umuligt for dig at optage et nyt lån.