11. oktober 2024
Et konkursbo er en selvstændig juridisk person, som opstår, når en person eller virksomhed tages under konkursbehandling – konkursboet vil herefter bestå af den pågældendes aktiver (ejendele) og passiver (gæld). Læs mere om konkurs og konkursbo her.
Når en person eller virksomhed tages under konkursbehandling, vil alle formuegenstande, som er knyttet til den pågældende, blive til en selvstændig juridisk person – dette kaldes for et konkursbo. Du kan blive taget under konkursbehandling, hvis du er insolvent – altså hvis du ikke er i stand til at betale dine løbende økonomiske forpligtelser såsom regninger, husleje osv. Det kræver dog, at du eller en af dine kreditorer – altså de personer eller virksomheder, som du skylder penge – begærer dig konkurs i skifteretten.
Konkurs indebærer, at din eller din virksomheds formue og gæld skal opgøres, så den kan bruges til at betale gæld af. Begæring af konkurs medfører dog, at du mister retten til at handle over og videregive dine ejendele (eller din virksomheds ejendele, hvis denne er blevet taget under konkursbehandling). Dette indebærer også, at du ikke selv må vælge, hvilke kreditorer du vil betale tilbage først, da alle kreditorer skal sidestilles under konkursbehandlingen.
Konkursboet omfatter som udgangspunkt alle skyldners aktiver (ejendele) og passiver (gæld) op til konkursbegæringen. Dertil kommer, at konkursen også omfatter visse aktiver, som skyldner har tilegnet sig under konkursen. I den forbindelse skal det dog bemærkes, at nogle af skyldners ejendele er undtaget og derfor ikke vil indgå i konkursboet. Læs mere om dette i næste afsnit.
Når du bliver taget under konkursbehandling, inddrages din formue, så den kan deles ligeligt mellem dine kreditorer (såfremt de har anmeldt deres krav i konkursboet). Det er imidlertid ikke hele din formue, der indgår i konkursboet, hvis du tages under konkursbehandling som fysisk person på grund af trangsbeneficiet. Trangsbeneficiet gælder ikke for virksomheder, der tages under konkursbehandling.
Trangsbeneficiet er skyldners ret til at beholde og råde over aktiver, som er nødvendige for, at den pågældende kan opretholde et beskedent hjem og en beskeden levefod – trangsbeneficiet skal derfor gøre det muligt for dig og din husstand at opretholde en beskeden levestandard. Følgende er som regel omfattet af trangsbeneficiet:
Hvis din virksomhed bliver taget under konkursbehandling, har kreditorerne som udgangspunkt ret til at søge fyldestgørelse i hele virksomhedens formue – det betyder, at kreditorerne kan gøre krav på, at alle virksomhedens ejendele sælges for at tilbagebetale kreditorerne. Dette vil som regel resultere i, at virksomheden bliver lukket ned.
Hvis alle kreditorerne ikke har modtaget fuld betaling for deres krav, kan de eventuelt gøre deres krav gældende mod dig som virksomhedsejer, hvis du hæfter personligt for virksomhedens gæld – dette vil for eksempel være tilfældet i en enkeltmandsvirksomhed, men ikke i et kapitalselskab såsom et ApS eller A/S. I et sådant tilfælde vil trangsbeneficiet stadig være gældende, hvad angår dine personlige ejendele.
Står du i den triste situation, at du skal lukke dit selskab, kan du med fordel bruge Legal Desk til at håndtere den lange og krævende proces, der følger med. At lukke et selskab tager nemlig flere måneder, da der er meget ventetid involveret. Heldigvis kan du få Legal Desk til at stå for hele processen og sørge for, at alting forløber så gnidningsfrit som overhovedet muligt.