Hvad er tvangsopløsning?
Tvangsopløsning betyder i ordets forstand, at noget tvinges til ende. Tvangsopløsning af selskab betyder derfor, at selskabet tvinges til ophør og stopper med at eksistere i juridisk forstand. Tvangsopløsning bruges kun til kapitalselskaber, såsom anpartsselskaber (ApS), iværksætterselskaber (IVS) og aktieselskaber (A/S).
Hvis dit selskab ikke har gæld, kan du få Legal Desk til at lukke det for dig.
Hvornår bliver et selskab tvangsopløst?
Når et selskab stiftes, stilles der forskellige lovmæssige krav, dels til stiftelsen, dels til driften af selskabet. Disse krav kan variere alt afhængigt af selskabsformen - altså hvorvidt selskabet er et ApS, IVS eller A/S. Hvis nogle af de mere væsentlige lovkrav ikke overholdes, kan tvangsopløsning blive en realitet. I de tilfælde vil Erhvervsstyrelsen og Skifteretten have mulighed for at tvangsopløse selskabet i fællesskab. Det drejer sig om følgende scenarier:
-
Selskabet ledes ikke, som det er foreskrevet i loven eller i selskabets egne vedtægter
-
Selskabet har pligt til at undergå revision, men har ikke anmeldt en revisor
-
Selskabet har ikke indsendt årsrapport inden for tidsfristen
-
Selskabet har tabt en del af selskabskapitalen
-
Selskabet har ikke reageret på tabt udestående kapital
-
Selskabet har ikke registreret legale og reelle ejere
Erhvervsstyrelsen går meget sjældent direkte til tvangsopløsning. Først fastsætter Erhvervsstyrelsen en frist indenfor hvilken, selskabet har mulighed for at rette op på den pågældende forseelse.
Hvordan gennemføres en tvangsopløsning?
I det tilfælde, at selskabet undlader at rette op på den pågældende forseelse inden for den frist, Erhvervsstyrelsen har givet selskabet, kan en tvangsopløsning blive aktuel. Erhvervsstyrelsen vil i den situation indsende en anmodning til Skifteretten om tvangsopløsning af selskabet. Herefter er det Skifteretten, der skal træffe afgørelse om, hvordan tvangsopløsningen skal foregå. Skifteretten indkalder en repræsentant fra selskabets ledelse, som skal afgive forklaring om selskabets aktiver, passiver og hvad der ellers kan være relevant. På baggrund af vedkommendes forklaring, træffer Skifteretten afgørelse om, hvordan tvangsopløsningen skal ske. Tvangsopløsning kan ske på tre måder.
Formløs opløsning
Denne fremgangsmåde bruges typisk af Skifteretten, hvis selskabet ikke ejer nogen aktiver, der kan finansiere selskabets opløsningsbehandling, eller hvis ingen vil stille sikkerhed for boomkostningerne. Det betyder, at selskabet bliver opløst uden nogen videre bobehandling. Der skal ikke betales retsafgift af denne fremgangsmåde.
Konkurs
Hvis selskabet har aktiver af en vis værdi, men ikke kan betale kreditorer, efterhånden som deres krav forfalder, opløser Skifteretten som regel selskabet gennem konkursbehandling. Det samme sker, hvis en kreditor eller andre har kautioneret for boomkostningerne. Omkostninger ved konkursbehandling dækkes enten af selskabets midler eller helt eller delvist af staten.
Likvidation
Hvis Skifteretten vurderer, at selskabet har aktiver af en værdi, der både kan dække omkostningerne ved opløsningsbehandling samt gæld til kreditorer, opløses selskabet gennem likvidation. Denne fremgangsmåde bruges som regel også, hvis selskabet ikke har oplyst omkring alle dets aktiver, og Skifteretten skønner, at selskabet har mulighed for at tilbagebetale deres kreditorer. Omkostninger ved likvidation dækkes enten af selskabets egne midler, eller helt eller delvist af staten.
Konsekvenser af tvangsopløsningen
Hvis et selskab er under tvangsopløsning, vil selskabets ledelse og en eventuel revisor automatisk fratræde. Man sikrer hermed både, at bestyrelsens og direktionens ret til at råde over selskabets formue begrænses, og at de ikke vil kunne stifte nye forpligtelser på virksomhedens vegne.
Kan man starte et selskab igen efter tvangsopløsning?
Det er udelukkende Skifteretten der bestemmer, hvorvidt et selskab kan genoptages under tvangsopløsning. Derfor skal du kontakte Skifteretten, hvis det er aktuelt for dig. Ønsker du at vide mere om genoptagelse af selskab efter tvangsopløsning, anbefaler vi at du læser Erhvervsstyrelsens vejledning til genoptagelse af selskab under tvangsopløsning.
Luk din virksomhed med Legal Desk
Hvis du ikke har gæld, kan du nemt og billigt få Legal Desk til at lukke din virksomhed med betalingserklæring for dig. Nedlukning af en virksomhed er en lang og besværlig proces, som du med fordel kan udlicitere til Legal Desk. Vores ydelse inkluderer afmeldelse af pligter, indberetning til SKAT, indhentelse af skattekvittance samt registrering af nedlukning hos Erhvervsstyrelsen.
Det tager 4-5 måneder for SKAT at udarbejde skattekvittancen, men vi sørger for at følge det til dørs, så du ikke skal bekymre dig om noget.
Gå i gang med nedlukningen af din virksomhed allerede i dag ved at klikke ‘Luk selskab nu’ nedenfor.