12. maj 2023
En tegningsret giver aktionærer i et selskab ret til at tegne nye aktier i forbindelse med udvidelse af selskabets kapital. I denne artikel bliver du klogere på tegningsretter, hvordan de bliver beskattet, og hvilken risiko der er forbundet med dem.
En tegningsret, også kaldet warrants, er et værdipapir, som giver dig mulighed for at tegne nye aktier eller anparter i et selskab til en forudbestemt pris i forbindelse med udvidelse af selskabets kapital. Tegningsretter bliver ofte brugt som en form for aflønningsmodel, der giver medarbejdere ret til at tegne nye anparter i den virksomhed, de arbejder i. Kursen på en tegningsret er aftalt på forhånd, og modtageren kan derfor opnå en betydelig kursgevinst ved at udnytte sin tegningsret.
Selvom du har modtaget en tegningsret, er du ikke forpligtet til at bruge den. Det er en individuel beslutning, om du vil sælge eller købe aktier for dine tegningsretter.
Når en virksomhed udvider sin aktiekapital, også kaldet en aktieemission, får de eksisterende aktionærer oftest tilbudt at få udstedt tegningsretter først. Modtagere af tegningsretten kan enten udnytte denne ved at erhverve sig flere aktier i virksomheden eller ved at sælge på børsen som almindelige børsnoterede aktier. En samlet betegnelse for købe- og tegningsretter er optioner.
Selvom tegningsretterne normalt har værdi under hele tegningsperioden, så bliver de værdiløse, når tegningsperioden er slut. Det skyldes, at tegningsretter – modsat aktier – ikke er en ejerandel, men en ret til at købe aktier til en pris, der er lavere end kursen på børsen. Retten til at købe aktierne forsvinder, så snart tegningsperioden slutter, og tegningsretten dermed ikke længere eksisterer.
Aktier købt for en tegningsret bliver beskattet på samme måde som almindelige aktier. Udnytter du en tildelt tegningsret til at købe aktier, vil aktierne anses for at være købt til den kurs, som du betaler for aktierne. Den gevinst – eller det tab – du opnår ved at sælge aktierne, skal derfor opgøres efter gennemsnitsmetoden.
Gennemsnitsmetoden betyder, at gevinsten skal opgøres på grundlag af den gennemsnitlige købesum for din samlede beholdning af aktier i et selskab. Derfor skal du ikke beregne på grundlag af købesummen for de enkelte aktier.
Du skal ikke betale skat af tegningsretterne, hvis de ikke bliver solgt eller udnyttet til tegning af aktier. Årsagen er, at både anskaffelsessum og salgspris vil blive anset for at være nul kroner.
Den eneste risiko ved en tegningsret er, at du som indehaver ikke får udnyttet værdien af den, inden den udløber, og at den dermed bliver værdiløs.
At eje aktier giver dig både muligheder og rettigheder, men indebærer også risici. Læs vores artikel om aktier her.