Bidrag ved skilsmisse

Hvorfor er der regler om godtgørelser efter ægteskab?

I et ægteskab kan der være stor økonomisk forskel på parterne, hvilket kan skyldes ægtefællernes arbejdsfordeling - eksempelvis kan den ene være hjemmegående og den anden karrieremenneske. Dette kan have konsekvenser for den økonomisk ‘svage’ part, når ægteskabet ophører. Vedkommende har måske været væk fra arbejdsmarkedet i mange år, hvilket kan gøre det svært at finde et arbejde. Derfor sikrer muligheden for godtgørelse, at begge parter har de rette ressourcer til at komme videre og etablere deres eget liv efter et afsluttet ægteskab.

Ægtefællebidrag (hustrubidrag)

Ægtefællebidraget kender du måske som “hustrubidrag”, selvom det intet har med køn at gøre. Det er en pligt, som den ene ægtefælle vælger eller pålægges at betale den anden ægtefælle. Ægtefællebidraget er et månedligt bidrag, som betales i et vist antal år.

Ægtefællebidraget tager udgangspunkt i den gensidige forsørgelsespligt, der kort fortalt er en pligt til at sørge for hinanden økonomisk. Modsat den gensidige forsørgelsespligt, der gælder indtil ægteskabet slutter, kan pligten til at betale ægtefællebidrag først indtræde efter skilsmisse.

Om der overhovedet skal være ægtefællebidrag, og hvor længe det skal vare, kan parterne frit aftale ved skilsmissen. Er ægtefællerne uenige, kan de anmode Familieretshuset om at afgøre, hvorvidt der skal gives ægtefællebidrag, dets størrelse og i hvor lang tid. Når Familieretshuset skal bestemme ægtefællebidraget, undersøges forskellen på ægtefællernes indbyrdes indkomst. Her anvendes den såkaldte “femtedelsregel”, hvor ægtefællebidraget sættes til en femtedel (dvs. 20 %) af forskellen på parternes indkomst pr. måned.

Efter at skilsmissen er faldet på plads og der gælder et aftalt ægtefællebidrag, kan parterne frit aftale, at beløbet skal ændres. Opstår der uenighed om dette, kan hver af parterne indbringe en sag for retten, der tager stilling til, om beløbet skal ændres.

Bedømmelseskriterier for ægtefællebidrag

Når ægtefællebidraget skal fastlægges af Familieretshuset eller Familieretten, sker det på baggrund af flere overvejelser:

• Forskellen på indkomst mellem ægtefællerne

• Ægteskabets længde

• Den økonomisk ‘svage’ ægtefælles behov for bidrag - bl. a. med henblik på brug til uddannelse og lign

• Den økonomisk ‘stærke’ ægtefælles evne til at yde bidraget

• Hvor længe ægteskabet har varet, og om børn indgår

Læs mere om ægtefællebidrag

Børnebidrag

Børnebidraget forveksles til tider med børne- og ungeydelsen, der dog ikke er det samme. Børnebidraget udspringer af den forsørgelsespligt, som forældre har over for deres børn, uanset om barnet bor hos dem eller ej.  Børnebidraget kan derfor forstås som en økonomisk kompensation for de udgifter, som den anden forælder har ved at have barnet boende det meste af tiden.

Forældrene kan igennem en samværsaftale, hvor barnet bor lige meget hos begge parter, fratages forpligtelsen til at betale børnebidrag hvis barnet bor næsten lige meget hos begge.

Børnebidraget kan aftales frivilligt forældrene imellem, hvis begge parter er enige om beløbet. Familieretshuset har lavet en blanket til aftaler om børnebidrag, der kan udfyldes af enige forældre.

Er forældrene ikke enige, kan de rette henvendelse til Familieretshuset. Her foretager Familieretshuset en afgørelse om, hvor stort børnebidraget skal være. Børnebidragets størrelse afhænger af den bidragende forælders lønindkomst, og hvor meget vedkommende er der for barnet. Læs mere om satserne her.

Hvis du betaler børnebidrag, kan du få skattefradrag. Læs mere om skattefradrag for børnebidrag på SKATs hjemmeside.

Særejekompensation

Særejekompensation kendes også som “rimelighedskompensation” og sikrer i mange ægteskaber, at formuerne er fordelt på en hensigtsmæssig og fair måde. Årsager til særejekompensation er typisk, hvis særejets omfang skaber stor økonomisk ubalance mellem ægtefællerne. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis den ene ægtefælle ejer en større virksomhed, der er gjort til særeje. I sådanne tilfælde kan den økonomisk ‘svage’ part kræve særejekompensation ved skilsmisse.

Der er fri mulighed for at aftale særejekompensation mellem parterne. Dog er det ikke muligt at forhåndsaftale særejekompensation i en ægtepagt - det betyder, at særejekompensation ikke kan aftales formelt så længe, man stadig er gift. En aftale om særejekompensation er altså kun juridisk gyldig, når den laves efter ægteskabets ophør.

Kan parterne ikke blive enige ved aftale, kan kravet om særejekompensation indbringes for Skifteretten. Når retten skal vurdere om den ene part er berettiget til særejekompensation, gøres det på baggrund af ægtefællernes formueforhold, ægteskabets varighed og om øvrige omstændighederne i særlig grad taler for det.

Ægtefællepension ved skilsmisse

Ægtefællepension er en ordning, der langsomt er ved at udgå. Dette skyldes, at det typisk har været tjenestemænd, der har haft en ægtefællepensionsordning.

Hvis den ene ægtefælle har en ægtefællepensionsordning, kan den anden ægtefælle efter en skilsmisse bevare sin ret til ægtefællepension. Det kræver to ting: at ægtefællen med pensionsordningen er pålagt at skulle betale ægtefællebidrag, og at ægteskabet har varet i mindst 5 år.

Retten til ægtefællepensionen forløber lige så længe, som retten til ægtefællebidraget. Med andre ord ophører retten til ægtefællepensionen så snart, at ægtefællebidraget gør.

Ligesom ved ægtefællebidraget kan rammerne for ægtefællepensionen fastsættes ved aftale under skilsmissen. Her kan det bl. a. aftales, at ægtefællepensionen ikke skal gælde.

Finder vedkommende med pensionsordning en ny ægtefælle, som også bliver berettiget til ægtefællepensionen, skal den tidligere ægtefælle dele ægtefællepensionen med den nye ægtefælle. Ægtefællepensionen deles i forhold til, hvor længe de forskellige ægteskaber har varet. Det betyder, at hvis det første ægteskab har varet i syv år, mens det nye ægteskab har varet i fire år, fordeles ægtefællepensionen 7/11 til den tidligere ægtefælle og 4/11 til den nye ægtefælle. Den nuværende ægtefælles andel skal dog udgøre mindst én tredjedel.

Eksempel: Karen er tjenestemand med en ægtefællepension. Hun betaler ægtefællebidrag til sin eksmand Søren, som hun har været gift med i 12 år. Karen har efterfølgende fået Laura som ægtefælle, som hun har været gift med i seks år. Ud af de sammenlagt 18 år udgør Sørens 12 års ægteskab med Karen 2/3, hvorfor han har krav på 2/3 og Laura kun har krav på 1/3.