16. december 2022
Ved boligkøb, erhvervsaftaler eller andre tilfælde, hvor der er mange penge forbundet, kræver sælger ofte en sikkerhed for betaling. En sådan sikkerhed kan bestå i en bankgaranti, hvor banken påtager sig risikoen for købers eventuelt manglende betaling. Læs denne artikel og bliv klogere på, hvad en bankgaranti er, og hvordan den fungerer.
En bankgaranti fungerer i princippet på samme måde som en almindelig garanti. I stedet for at det enten er sælger eller køber, der udsteder garantien til modparten, er det banken, som påtager sig ansvaret. Når der udstedes en bankgaranti, betyder det, at køber kan foretage købet og sælger har sikkerhed for betalingen. Uden en bankgaranti vil visse købs- og lejeaftaler ikke kunne gennemføres.
Hvis der i en aftale er krav om sikkerhedsstillelse i form af en bankgaranti, skal du indledningsvis kontakte din bank, som derefter vil lave en kreditvurdering af dig. En kreditvurdering undersøger din finansielle situation i forhold til lønindkomst, indestående på bankkonti osv. Hvis garantien accepteres af banken, kan du og sælger fortsætte købet.
Bankgarantier kan udstedes i forskellige anledninger, men de typiske tilfælde er:
sikkerhed for betaling købesum ved bolighandel
sikkerhed for betaling af ejendomsprojekter (entreprise)
sikkerhed for betaling af varer og tjenesteydelser.
Ved bolighandler indgås der altid en købsaftale. I denne aftale er det ikke usædvanligt, at sælger stiller krav om bankgaranti for købesummen, da det ofte omhandler millionbeløb. Garantien, der stilles, kaldes derfor for købesumsgaranti. Det er købers bank, som skal udstede garantien, da det er køber, som er skyldner (debitor) i bolighandlen. Når garantien er udstedt, har sælger fået sin sikkerhedsstillelse og dermed kan processen fortsætte.
I købsaftalen er der også aftalt en overtagelsesdato, som er afgørende for bankgarantien. På denne dag bliver garantien “erstattet” af kontant deponering som betyder, at købesummen overføres til sælgers bank, men at sælger ikke har adgang til pengene endnu. Købesummen frigives først til sælger, når køber har tinglyst skødet, og sælger har indfriet sit lån. Deponeringen af købesummen sikrer, at sælger ikke får adgang til købesummen, før køber juridisk har overtaget boligen, og sælger derfor ikke længere har rettigheder over boligen.
Sælger ønsker ikke at havne i en situation, hvor køber pludselig ikke kan betale enten købesummen for en bolig eller de varer, som er blevet tilsendt køber. Det er ikke et krav, at der stilles bankgaranti, men det giver sælger en definitiv sikkerhedsstillelse for, at de modtager den aftalte sum. Derfor er en bankgaranti også uigenkaldelig, så køber er nødt til at opfylde de forpligtelser, der fremgår af enten en købsaftale eller anden indgået aftale.
Fordelen ved en bankgaranti er særlig tydelig i de tilfælde, hvor sælger skal sende et stort vareparti til køber. Sælger ønsker ikke en situation, hvor de har sendt varer for f.eks. 200.000 kr. uden sikkerhed for, at køber kan betale. Hvis køber skulle gå konkurs, kan det nemlig være svært for sælger at gøre krav på de penge, køber skylder, uden en bankgaranti. Hvis køber derimod har stillet bankgaranti, og de går konkurs, så modtager sælger stadig sin betaling.
En bankgaranti er ikke gratis. Det er ikke muligt at fastslå en konkret pris, da det afhænger af, hvilken bank du har og længden på perioden, hvor garantien skal være til rådighed. Banken beregner i de fleste tilfælde prisen ved at tage beløbet, der skal stilles sikkerhed for, og gange det med en procentsats, som typisk ligger mellem 0,56 - 1,6 % pr. kvartal. Det er ikke til at sige, hvilke tilfælde procentsatsen er høj eller lav, da det afhænger af den individuelle situation.