18. januar 2023
Hvis du køber en landbrugsejendom, skal du være opmærksom på, at der gælder andre regler, end hvis du køber en almindelig beboelsesejendom. Her kan du læse mere om de gældende regler.
En landbrugsejendom er en ejendom på minimum to hektar, som hovedsageligt bliver brugt til at drive landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller anden tilsvarende form for jordbrugsvirksomhed. Der skal derudover være en beboelsesbygning tilknyttet.
Hvis du overvejer at købe en ejendom, der er omfattet af denne definition, vil den formentlig være underlagt landbrugspligten. Er det tilfældet, er ejendommen omfattet af landbrugslovens regler, der blandt andet siger noget om, hvordan køb og salg af ejendommen skal foregå. Det kan du læse mere om længere nede på siden.
Der er flere ting, du skal være særligt opmærksom på, hvis du overvejer eller planlægger at købe en landbrugsejendom. Det gælder blandt andet vigtige forhold som ejerskifteforsikring og fortrydelsesret. Læs mere herunder.
Hvis du skal købe en landbrugsejendom, skal du først og fremmest være opmærksom på, at reglerne i loven om forbrugerbeskyttelse ved køb af fast ejendom ikke gælder. Det betyder, at sælger ikke er forpligtet til at udarbejde en tilstandsrapport i forbindelse med salget af ejendommen, og du har heller ikke mulighed for at tegne en ejerskifteforsikring.
Du skal også vide, at der er bopælspligt, når du køber en landbrugsejendom. Det betyder, at minimum én person skal bo fast på ejendommen og have folkeregisteradresse der. Når du har købt landbrugsejendommen, har du omkring seks måneder til at sørge for, at bopælspligten bliver opfyldt.
Der gælder også helt særlige skatteregler ved køb af landbrugsejendomme i sammenligning med køb af almindelige beboelsesejendomme. Da en landbrugsejendom bliver betragtet som erhverv, skal du betale skat ved salget af ejendommen. Almindelige beboelsesejendomme er derimod skattefritaget.
Dine lånemuligheder kan også være indskrænkede, når du køber en landbrugsejendom, hvis du eksempelvis påtænker at tage et realkreditlån for at finansiere købet. For når du køber en landbrugsejendom, vil det kun være muligt at belåne op til 60 procent af ejendommen, hvorimod det er muligt at belåne helt op til 80 procent af beboelsesejendomme.
Ved køb af en landbrugsejendom skal du være indstillet på, at du ikke har mulighed for at fortryde købet på samme måde, som når du køber en almindelig beboelsesejendom. Her gælder, at du i op til seks dage, efter du har underskrevet købsaftalen, kan fortryde dit køb mod betaling af én procent af købesummen.