Support har åbent mandag til fredag kl. 10.00 - 15.00.
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

29. oktober 2024

Lejeloven paragraf 171

Som lejer er du som udgangspunkt beskyttet mod, at udlejer pludselig opsiger lejemålet. I lejelovens paragraf 171 er der dog oplistet 7 tilfælde, hvor udlejer kan opsige lejemålet, hvis betingelserne for det er opfyldt. Disse 7 tilfælde kan du læse mere om i denne artikel.

Hvad er lejeloven paragraf 171?

Lejelovens paragraf 171 er en bestemmelse, der angiver de tilfælde, hvor udlejer kan opsige et lejemål. Hvis udlejer kan opsige lejemålet efter lejelovens paragraf 170, skal denne bestemmelse benyttes i stedet. Hvis ikke, kan udlejer benytte lejelovens paragraf 171.

Hvornår kan udlejer opsige lejemålet?

Udlejer kan opsige lejemålet i de følgende syv tilfælde, der alle er oplistet i lejelovens paragraf 171:

  1. Når udlejer selv ønsker at benytte lejemålet
  2. Når lejemålet skal nedrives, ombygges eller eksproprieres
  3. Når lejer er vicevært
  4. Når lejemålet er lejet som en arbejderbolig
  5. Når lejeren har tilsidesat god skik og orden
  6. Når lejeren tilsidesætter lejeforholdets betingelser
  7. Når der foreligger særlige omstændigheder

Disse syv tilfælde vil blive gennemgået enkeltvis nedenfor.

Se hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen. 

1. Når udlejer selv ønsker at benytte lejemålet

Udlejer kan opsige lejemålet, når vedkommende selv ønsker at benytte det. Hvis lejemålet er en lejlighed, er det en betingelse, at udlejer selv vil bebo lejligheden. Opsigelsen skal desuden være rimelig, hvilket blandt andet vurderes ud fra, hvor længe udlejer har ejet ejendommen, og hvilke muligheder lejer har for at finde en anden bolig. Hvis udlejer allerede bor i anden lejlighed i ejendommen, skal vedkommende senest samtidig med opsigelsen tilbyde den opsagte lejer at overtage denne lejlighed.

Hvis lejemålet er et lokale, som udlejes med erhvervsmæssigt formål, må udlejer ikke opsige lejemålet for at drive forretning i den samme branche som lejerens. Derudover kan en lejer ikke opsiges, så længe han er beboerrepræsentant for beboerne i ejendommen.

Hvis ejendommen ejes af flere personer i fællesskab, kan den enkelte udlejer kun opsige lejeren af én enkelt beboelseslejlighed, da udlejer som tidligere anført skal have et ønske om at benytte det lejede.

2. Når lejemålet skal nedrives, ombygges eller eksproprieres

Udlejer kan opsige lejemålet, når vedkommende kan dokumentere, at lejemålet skal rives ned. Det gælder også, når udlejer kan dokumentere, at lejemålet ikke kan benyttes som følge af en ombygning af ejendommen. Udlejer kan også opsige lejemålet, hvis ombygningen af ejendommen sker som følge af ekspropriation – altså en tvungen afståelse af ejendommen til staten mod betaling af en rimelig erstatning.

Udlejer skal imidlertid tilbyde lejer at leje en lejlighed af samme type som den opsagte, såfremt en sådan udlejes efter genopførelsen eller ombygningen. Ligeledes gælder det, at hvis lejer opsiges som følge af ekspropriation, har lejeren ret til en erstatningsbolig. Det er kommunalbestyrelsen, der skal anvise en passende erstatningsbolig, og lejeren kan som udgangspunkt kræve sine flytteudgifter betalt i forbindelse hermed.

3. Når lejer er vicevært

Hvis lejeren af en lejlighed siden indgåelsen af lejeaftalen har arbejdet som vicevært og boet i ejendommen, kan udlejer opsige lejemålet, hvis vedkommende kan bevise, at lejer (vicevært) ikke har udført sit arbejde ordentligt. Det gælder dog kun, hvis lejemålet skal benyttes af den nye vicevært.

4. Når lejemålet er lejet som en arbejderbolig

Når lejemålet er lejet som en arbejderbolig af den virksomhed, som lejeren er ansat hos, og lejeren opsiges fra virksomheden, kan udlejer opsige lejemålet. Det gælder dog kun, hvis lejligheden skal benyttes af en anden ansat i virksomheden. 

5. Når lejeren har tilsidesat god skik og orden

Udlejer kan opsige lejemålet, når lejer har tilsidesat god skik og orden, og vedkommendes fraflytning derfor er nødvendig. Med god skik og orden menes, at lejeren har handlet på en måde, der har generet udlejeren, udlejerens ansatte, lejere i ejendommen eller andre, der lovligt opholder sig i ejendommen. Dette kunne være tilfældet, hvis lejeren har udøvet eller truet med vold over for én af de nævnte personer. Det kan også være tilfældet, hvis lejeren ødelægger ejendommen eller genstande på ejendommen og fællesarealerne.

6. Når lejeren tilsidesætter lejeforholdets betingelser

Udlejer har mulighed for at opsige lejemålet, hvis lejeren har tilsidesat de betingelser, der er angivet i lejekontrakten i en så grov grad, at lejerens fraflyttelse er nødvendig. Dette kunne være tilfældet, hvis lejer på grund af sin tilsidesættelse af god skik og orden har fået en advarsel, der medfører, at lejemålet kan opsiges af udlejer, hvis lejeren tilsidesætter god skik og orden igen.

7. Når der foreligger særlige omstændigheder

Afslutningsvis kan udlejer opsige lejemålet, når der er helt særlige omstændigheder, der taler for det. Opsigelsen skal i så fald anses som værende nødvendig og rimelig. Hvorvidt en opsigelse lever op til disse krav, afhænger af det konkrete tilfælde.

Hvornår skal udlejer i øvrigt tilbyde lejeren en anden lejlighed i ejendommen?

Hvis en lejer af en lejlighed bliver opsagt som følge af tilfælde 1, 2, 3 eller 7, skal udlejer straks tilbyde lejeren en anden lejlighed i ejendommen. Det gælder dog kun, hvis der er en ledig lejlighed, som kan overtages senest 3 måneder efter flyttedagen, hvor lejeren er blevet opsagt.