Overenskomstforhandlinger – forstå processen

Hvad er en overenskomst?

I Danmark er vores arbejdsmarked reguleret efter “den danske model”, hvilket kort fortalt betyder, at det er arbejdsmarkedets parter – altså lønmodtagere og arbejdsgivere – der sammen bestemmer hvilke regler, som skal gælde på arbejdsmarkedet.

Arbejdsmarkedets regler bestemmes i overenskomster, der er forskellige fra branche til branche. En overenskomst er altså en kollektiv aftale, der indgås mellem de danske arbejdsgiverorganisationer og lønmodtagernes fagforeninger.

Det, der konkret aftales i en overenskomst, er arbejdsvilkårene for medarbejderne og reglerne for behandling af tvister, krav om bidrag til uddannelses- og barselsfonde, regler for opsigelse af medarbejdere og meget mere.

For dig som enkeltperson fungerer overenskomsterne som en garanti for dine arbejdsvilkår, idet din chef ikke må stille dig dårligere end det, der fremgår af den gældende overenskomst – gør din chef alligevel dette, skal du omgående kontakte din fagforening, og din arbejdsgiver kan i så fald ende med at skulle betale bod (skadeserstatning) for overenskomstbrud.

Du kan læse en mere dybdegående artikel om overenskomster her.

Hvad er overenskomstforhandlinger?

Overenskomster gælder som regel i 2 til 3 år, hvorefter der skal fastsættes en ny overenskomst gennem overenskomstforhandlinger. Overenskomstforhandlingerne er en vigtig del af den danske model, og der er derfor fastsatte procedurer for, hvordan de skal forløbe.

Under overenskomstforhandlinger forhandles der ofte flere hundrede overenskomster ad gangen. Det skyldes, at alle fagforeningerne er gået sammen i fagforbund, så der kan forhandles på vegne af flere faggrupper ad gangen. Under forhandlingerne vil der som regel være to gennembrudsoverenskomster, der kommer til at sætte rammen for de andre overenskomster – derfor er det også gennembrudsoverenskomsterne, der bruges mest tid på at forhandle.

Se hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen. 

Forberedelse og udveksling af krav

Inden de faglige organisationer begynder overenskomstforhandlingerne, indhenter de ønsker fra deres medlemmer og tillidsrepræsentanter. På baggrund heraf fastsættes målsætningerne for forhandlingerne – det kan f.eks. være en målsætning, at de fleste medlemmer ønsker højere løn, hvorfor dette punkt bliver vigtigt på dagsordenen under forhandlingerne.

Medlemmernes ønsker gennemgås og bliver sammenfattet på en liste med krav, der sendes til modparten. Det kan eksempelvis være, at et fagforbund stiller krav om lønstigninger til dens faggrupper, hvortil den tilsvarende arbejdstagerorganisation kommer med et modkrav om, at der i så fald ikke skal være flere sygedage.

Efter udvekslingen af krav offentliggør regeringen og hver af de forhandlende parter nogle økonomiske beregninger, der viser hvilke lønstigninger, som vil være mulige uden, at samfundet bringes i ubalance. Her vil fagforeningerne typisk komme frem til, at der er plads til lønstigninger – særligt hvis der har været opsving i økonomien i resten af samfundet. I modsætning hertil vil arbejdsgiverorganisationerne typisk komme frem til, at der ikke er plads til lønstigninger, da det vil skade konkurrencen, og at den økonomiske situation er for usikker til, at lønstigninger kan lade sig gøre.

Forhandlingerne

Når kravene er udvekslet, mødes parterne på arbejdsgiver- og lønmodtagersiden og indgår forhandlinger om den kommende overenskomst. Når parterne er kommet frem til en overenskomstaftale, vil de præsentere den for deres medlemmer, der skal stemme for eller imod den. Stemmer den ene parts medlemmer imod den nye overenskomst, må parterne gå tilbage til forhandlingsbordet.

Når medlemmerne har stemt, tilkaldes statens forligsmand. Forligsmanden er uafhængig, og vedkommendes rolle er at hjælpe parterne med at blive enige for at undgå en arbejdskonflikt. Forligsmanden kan blandt andet bekæmpe uenigheder ved at fremsætte et kompromisforslag, som parternes medlemmer skal stemme om. Er der et flertal imod kompromisforslaget, bliver det ikke vedtaget. Er der ikke enighed omkring kompromisforslaget, eller kan forligsmanden ikke fremsætte et kompromisforslag, går forhandlingerne typisk videre til konflikt.

Konflikt mellem parterne

Når arbejdsgiver- og lønmodtagersiden ikke kan blive enige, resulterer det i en arbejdskonflikt. Dette er en situation, hvor både arbejdsgiver- og lønmodtagersiden gør brug af de kampmidler, de har til rådighed. Lønmodtagernes kamphandling er strejke, og arbejdsgivernes kamphandling er lockout.

Før parterne kan anvende deres kampmiddel, skal der først gives to konfliktvarsler. Derudover kan der ikke startes en konflikt, medmindre det er vedtaget af mindst 75 % af den konfliktønskende parts medlemmer. Det første varsel skal gives mindst 14 dage inden arbejdsstandsningen iværksættes, og modparten skal derudover have besked herom mindst 7 dage inden. Disse regler gælder, uanset om det er arbejdsgiver- eller lønmodtagersiden, der starter konflikten.

Både lockout og strejke kan have stor betydning for landets økonomi og påvirke hverdagen for mange mennesker – også dem, der ikke er involverede i konflikten. Af denne grund har forligsmanden mulighed for at udskyde en arbejdskonflikt to gange af 14 dage – han kan altså udskyde konflikten i sammenlagt 28 dage.

Når en konflikt er brudt ud, går det ud over parternes indkomst – arbejdsgiverne har ingen omsætning, når deres medarbejdere ikke er på arbejde, og lønmodtagerne får ingen løn, når de ikke arbejder. Kampen bliver derfor et spørgsmål om, hvilken side der kan klare sig i længst tid økonomisk uden at give efter for den andens krav i overenskomstforhandlingerne. Derfor støtter arbejdsgiverforeningerne og lønmodtagerorganisationerne deres ansatte med månedlige beløb fra en strejkekasse, som er opsparet i “fredstiden” mellem overenskomstforhandlingerne.

I nogle tilfælde kan en konflikt vare lang tid og være særlig hård for samfundet – det kan f.eks. være tilfældet, hvis en arbejdsgruppe, som samfundet ikke kan undvære i længere tid, indgår i en konflikt. I sådanne tilfælde har regeringen mulighed for at gribe ind og vedtage en overenskomst ved lov. På den måde tvinges parterne ud i fredstid. Regeringen er som udgangspunkt meget tilbageholdende med at blande sig, da det netop kendetegner den danske model, at det er arbejdsmarkedets parter, der får lov til at bestemme reglerne.

Vedtagelse af overenskomst

En overenskomst vedtages ved, at parternes medlemmer stemmer om vedtagelsen. Når en overenskomst vedtages, er det ikke længere lovligt at strejke eller lockoute. Arbejdsmarkedets parter skal altså fortsætte som før, men under nye regler. Fortsætter ansatte med at strejke eller arbejdsgivere med at lockoute, vil de som regel skulle betale bod for overenskomstbrud.