05. november 2024
Kurator er et ord, der bliver anvendt bredt. Juridisk bliver det dog typisk brugt om en advokat, der har til opgave at bestyre et konkursbo. Læs mere om kuratorens opgaver i et konkursbo her.
Titlen ‘kurator’ bliver brugt om flere forskellige roller, der alle har det tilfælles, at de varetager en meget specificeret opgave. Ordet bliver både anvendt om folk, der arbejder med udstillinger på museer, og om advokater der afvikler et dødsbo, selvom titlen bobestyrer er noget mere udbredt.
I juridisk sammenhæng er den mest typiske brug af ordet titlen for den advokat, der bestyrer et konkursbo, når en virksomhed eller en person er gået konkurs.
Kuratoren er en udpeget person, oftest en advokat, der sørger for at varetage alle kreditorernes interesser, hvis en person eller virksomhed går konkurs. Opgaven for kuratoren er at sørge for, at alle kreditorerne får så mange penge som muligt ud af, hvad konkursboet skylder dem.
Som hovedregel er kuratorens opgave at sørge for at sikre ejendelene i konkursboet og sælge dem til den højest mulige pris. Kuratoren skal også annoncere konkursboet, så alle konkursboets kreditorer kan anmelde krav mod konkursboet.
Når kuratoren har gennemgået de anmeldte krav, sørger vedkommende for, at alle kreditorerne får deres retmæssige andel af værdierne i konkursboet. Nogle kreditorer vil, efter de regler, der fremgår af konkursloven, have fortrinsret til at få dækket deres krav.
Kuratoren undersøger også selve baggrunden bag konkursen og vurderer, om man kan stille personen, hvis der er tale om en personlig konkurs, eller en virksomheds ledelse ansvarlig for udfaldet. Hvis det bliver vurderet, at man kan det, kan kuratoren tage stilling til et erstatningsansvar for manglende eller kritisabel ledelse. Kuratoren kan herefter indstille til skifteretten, at virksomhedens ledelse skal pålægges en konkurskarantæne, hvis den har udvist grov uforsvarlig forretningsførelse.
Når først skifteretten har afsagt et konkursdekret, så er kurator i stand til at træffe alle beslutninger i stedet for ledelsen, som kuratoren dermed afløser.
En kurator er neutral, må ikke have interesser i konkursboet og bliver udpeget af skifteretten. Konkursen kan ikke indledes, før en kurator er valgt. Kreditorerne kan vælge at ønske en anden kurator og indkalde til kuratorvalg i skifteretten. Typisk vil man vælge en, der har viden om den branche, som den konkursramte virksomhed opererer i.
Som udgangspunkt vil der kun være én kurator, men ved et større konkursbo, kan der udpeges flere kuratorer. Omkostningerne afhænger af arbejdets omfang, konkursboets kompleksitet, kurators ansvar i forbindelse med arbejdet samt det opnåede resultat.
En kurator, der hurtigt opnår høj dækning for konkursboets kreditorer, vil typisk få et højere vederlag, end en kurator, der ikke opnår de samme gode resultater. Vederlaget bliver fastsat af skifteretten, men bliver dækket af værdier solgt fra konkursboet, og det bliver dermed betalt af kreditorerne.
Hvis skifteretten fastslår, at salget af konkursboets værdier ikke dækker et beløb, der svarer til kurators vederlag, gælder andre regler. Så skal den person, der begærer konkursbehandlingen, stille sikkerhed for betalingen.
Det kan være en lang og besværlig proces at lukke en virksomhed ned, men med Legal Desk kan du slippe for selv at stå med den lange og besværlige proces, der følger med. Du kan nemt og billigt få Legal Desk til at lukke dit kapitalselskab med betalingserklæring for dig – det inkluderer afmeldelse af pligter, indhentelse af skattekvittance og meget mere.