Support har åbent mandag til fredag kl. 10.00 - 15.00.
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

19. februar 2025

Kapitalforhøjelse ved apportindskud

Når du stifter et kapitalselskab, skal du tilføre midler til selskabskapitalen. Disse midler kan enten bestå af kontanter eller andre genstande med værdi, også kaldet apportindskud. Skal du senere indskyde flere penge i selskabet, kan du lave en kapitalforhøjelse, hvilket også kan ske ved apportindskud. Læs mere om kapitalforhøjelse ved apportindskud i denne artikel.

Hvad er kapitalforhøjelse?

Når du stifter et anpartsselskab (ApS) eller et aktieselskab (A/S), er der et krav om indskud af startkapital på henholdsvis 40.000 kr. for anpartsselskaber og 400.000 kr. for aktieselskaber. 

Startkapital udgør dermed mindstekravet for den selskabskapital, der til enhver tid skal være i virksomhedens balanceregnskab, som er virksomhedens samlede værdi. Selskabets ejere kan senere beslutte at forøge den indskudte kapital gennem en kapitalforhøjelse. 

I praksis betyder en kapitalforhøjelse, at der bliver tegnet nye kapitalandele i selskabet, som enten kan tegnes af selskabets nuværende ejere eller af andre personer, sådan at ejerkredsen bliver udvidet. Har selskabet eksempelvis en ny investor, der ønsker at erhverve ejerandele i selskabet i forbindelse med en investering, kan der laves en kapitalforhøjelse, hvor investoren tegner de nye kapitalandele. 

En kapitalforhøjelse er også en populær måde at udstykke nye anparter til medarbejderaktier, warrants (retten til på et senere tidspunkt at tegne nye aktier til en fastlagt kurs) eller optioner (retten til at købe eksisterende aktier eller anparter til en fastlagt kurs inden for en given periode). Du kan også se en kapitalforhøjelse i forbindelse med en omstrukturering eller omdannelse af et selskab.

Læs mere om, hvordan du laver en kapitalforhøjelse her

Hvad er kapitalforhøjelse ved apportindskud?

Når du laver en kapitalforhøjelse, foregår det typisk sådan, at de nye kapitalandele bliver tegnet gennem et kontantindskud, hvor pengene bliver skudt ind i selskabet som betaling for de nye andele. Det kan dog også ske ved apportindskud, hvilket betyder, at der i stedet bliver indskudt andre værdier end penge som betaling for de nye kapitalandele. 

Kapitalforhøjelse ved apportindskud bliver typisk anvendt i situationer, hvor et aktiv, eksempelvis en ejendom, en bil eller en værdifuld produktionsmaskine, skal flyttes fra ét selskab til et andet. 

Når du skyder andre værdier end penge ind i en kapitalforhøjelse, skal du være opmærksom på, at der sker et ejerskifte af de indskudte aktiver. Indskyder du eksempelvis en ejendom som apportindskud, skal der også ske en ny tinglysning af ejendommen, hvilket er fast praksis ved overdragelse af fast ejendom.

Se, hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen. 

Hvad kan du indskyde ved apportindskud?

I princippet gælder der ingen begrænsninger for, hvad du lovligt må indskyde i selskabet ved apportindskud. Det ses dog typisk, at selskabet accepterer mere klassiske former for aktiver såsom maskiner, værktøj, inventar, transportmidler, ejendomme, immaterielle rettigheder og lignende. 

Skal du eksempelvis starte et flyttefirma og ejer en varevogn, vil det være oplagt at indskyde varevognen som apportindskud til selskabskapitalen. Det indskudte apportindskud behøver dog ikke at være noget, der direkte kan anvendes i selskabet. Det betyder, at du også kan indskyde kameraudstyr i et selskab, selvom selskabet sælger tøj.

Vurderingsberetning ved apportindskud

Laver du en kapitalforhøjelse ved apportindskud, skal der som udgangspunkt ske en vurderingsberetning af de indskudte aktiver. Vurderingen bliver typisk foretaget af en godkendt revisor, og indeholder følgende:

  • En præcis beskrivelse af indskudte aktiver 
  • Fremgangsmåden for hvordan vurderingen af aktivet er sket
  • En angivelse af det nøjagtige vederlag der er aftalt ved overdragelse 
  • En erklæring om at værdien af aktivet stemmer overens med det aftalte vederlag

Vurderingsberetningen må ikke være foretaget mere end fire uger før, at beslutningen om kapitalforhøjelsen blev truffet på generalforsamlingen. 

Hvad er processen for kapitalforhøjelse ved apportindskud?

Hvis det bliver besluttet at lave en kapitalforhøjelse, skal det ske på selskabets generalforsamling. Da en beslutning om kapitalforhøjelse ændrer den nominelle værdi i selskabets kapital, kræver beslutningen, at der sker en ændring af vedtægterne. Den nominelle værdi er den, ejerne har investeret i selskabet, og som er beskrevet i vedtægterne.

Når beslutningen er truffet, og vedtægtsændringen er lavet, skal beslutningen anmeldes til Erhvervsstyrelsen, og afsluttende skal du sørge for, at selskabets ejerbog bliver opdateret.

Læs mere om vedtægter, hvordan du ændrer dem og opretter nye med Legal Desk