12. januar 2023
Ejer du en bolig, så er friværdi den del af boligens værdi, der ikke er gæld. At have friværdi i din bolig kan give dig visse fordele, hvis du står og skal låne penge til et nyt køkken, badeværelse, ny bil eller noget helt fjerde. I denne artikel forklarer vi, hvad friværdi er, hvordan den beregnes og hvad du kan bruge den til.
Som det ligger i ordet, er friværdi den “frie” værdi i din bolig, altså den del af boligen, der er fri for gæld. Sagt med andre ord, er friværdi det beløb, som du kan stikke i lommen, hvis du sælger din bolig her og nu, efter et eventuelt boliglån er indfriet. Har du ikke et boliglån, er friværdien din boligs nuværende værdi.
Din friværdi kan som udgangspunkt påvirkes af tre faktorer:
Hvor meget du afdrager på dit boliglån
Om der er lavet forbedringer/renoveringer af din bolig
Hvordan boligmarkedet ser ud, altså boligens nuværende værdi
Forbedringer og/eller renoveringer af din bolig, vil få værdien til at stige, hvilket vil øge din friværdi. Afdrager du meget på dit boliglån, vil du hurtigere skylde mindre i boligen, hvilket også øger friværdien. Boligmarkedet kan være uforudsigeligt, hvilket du ikke selv kan regulere. Stiger markedet, vil din friværdi også stige, da dit hus bliver mere værd. Falder markedet, vil din friværdi falde og kan potentielt blive negativ, hvis værdien falder drastisk.
For at beregne din friværdi, skal du kende din boligs nuværende værdi. Hvis du vil have den korrekte værdi af boligen, skal du kontakte en professionel vurderingsmand. Hvis du skal låne penge i din friværdi, er det tilmed et krav, at vurderingen af boligens værdi foretages af en professionel.
Udover boligens værdi, skal du også kende dit boliglåns restgæld. Når du har kendskab til disse tal, kan du anvende følgende formel til at beregne friværdien:
Boligens værdi - gæld i boligen = friværdien
Eksempel: Gitte købte en bolig for 5 år siden til 4.000.000 kr. I den forbindelse lagde hun 200.000 kr. i udbetaling og lånte de resterende 3.800.000 kr. Siden da har hun betalt 500.000 kr. af på lånet, hvorfor restgælden i dag lyder på 3.300.000 kr. Er boligen stadig 4.000.000 kr. værd, er hendes friværdi derfor 700.000 kr. Er boligens værdi steget til eksempelvis 4.500.000 kr., kan hun lægge 500.000 kr. oven i de 700.000 kr., hvilket giver en friværdi på 1.200.000 kr.
Du har mulighed for at låne penge i din friværdi, som alternativ til et banklån, kviklån eller lignende lån. Fordelen ved at låne i friværdi er, at lånet er meget billigt, da det fungerer som et tillægslån til dit allerede eksisterende realkreditlån med samme lave rente. Grundet den lave rente optager mange personer et lån i deres friværdi til eksempelvis at:
renovere boligen
udvide boligen
investere i andre boliger fx i forbindelse med forældrekøb eller køb af fritidsbolig
købe en bil
skabe mere økonomisk frihed i hverdagen
tage på rejser.
Da lån i friværdi er et tillægslån til et realkreditlån, har du samme fordelagtige afdragsordninger, som kan have en løbetid op til 30 år. Dette kan dog variere fra udbyder til udbyder, hvorfor du skal tage kontakt til den udbyder, hvor du ønsker at optage lånet.
Når du køber en bolig, kan du låne op til 80 % af boligens værdi i et realkreditlån. Optjener du friværdi i boligen og ønsker at låne penge i denne friværdi, kan du igen låne op til 80 % af boligens værdi. De 80 % skal dog nu være inklusiv tillægslånet i friværdien. Dette kan være svært at forstå, hvorfor vi forklarer det med følgende eksempel.
Eksempel: Køber du en bolig for 4.000.000 kr., kan du maksimalt optage et realkreditlån på 3.200.000 kr. (80 % af værdien). Har du betalt 500.000 kr. af på dette lån, vil du have en friværdi på 1.300.000 kr., mens boliglånet vil være nede på 2.700.000 kr.
Hvis boligen stadig er 4.000.000 kr. værd, når du vil låne penge i friværdien, så kan du låne 500.000 kr., da dette lån – lagt sammen med det oprindelige lån – således vil være på 3.200.000 kr. (500.000 + 2.700.000) hvilket er de maksimale 80 % af boligens værdi, som du kan låne i realkredit.