Support har åbent mandag til fredag kl. 10.00 - 15.00.

15. december 2022

COVID-19: Hjemsendelse af medarbejder

Hvis din arbejdsgiver hjemsender dig grundet COVID-19, har du som udgangspunkt krav på at få udbetalt løn i hjemsendelsesperioden. Der er dog en række andre scenarier, hvor medarbejdere kan hjemsendes uden løn. Læs mere om din arbejdsgivers mulighed for at hjemsende dig i denne artikel.

Hvornår kan jeg blive hjemsendt uden løn?

Hvornår du kan blive hjemsendt uden løn, afhænger af hvorvidt ansættelsesforholdet er omfattet af en overenskomst – hvori dette står udtrykkeligt beskrevet – eller funktionærloven. Hvis ansættelsesforholdet er omfattet af en overenskomst, skal overenskomsten give arbejdsgiver mulighed for at hjemsende dig uden løn. Hvis du er ansat som funktionær – eller ikke er omfattet af en overenskomst – så har arbejdsgiver som udgangspunkt ikke mulighed for at hjemsende dig uden løn. 

Force majeure-klausul

Hvis ansættelsesforholdet er omfattet af en overenskomst, der giver arbejdsgiver mulighed for at hjemsende dig uden løn, vil forholdet formentlig være omtalt under en force majeure-klausul.

Force majeure er betegnelsen for noget, som dig og din arbejdsgiver kan påberåbe jer, hvis der opstår ekstraordinære omstændigheder, som gør, at det er blevet helt eller delvist umuligt at opfylde ansættelseskontrakten. Hvis der opstår en situation, som ingen er herre over, og som hverken kan forhindres, forebygges eller overkommes, har arbejdsgiver som udgangspunkt mulighed for at hjemsende dig uden løn.

Se hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen. 

Kan jeg få udbetalt dagpenge, hvis jeg hjemsendes uden løn?

Hvis arbejdsgiver har ret til at hjemsende dig uden løn som følge af en overenskomst, og du er medlem af en a-kasse, vil du som udgangspunkt være berettiget til at modtage dagpenge. Her skal du være opmærksom på, at arbejdsgiver skal betale for de to første dage som hjemsendt (og ledig) – dette kaldes G-dage. Det er først herefter, at du kan få udbetalt dagpenge. 

Hvis du bliver hjemsendt uden løn, skal du huske at tilmelde dig som ledig på Jobnet.dk omgående.

Du har derimod ikke mulighed for at modtage dagpenge, hvis din arbejdsgiver hjemsender dig uden løn, hvis det ikke fremgår af overenskomsten. Det skyldes, at arbejdsgiver som udgangspunkt er forpligtet til at udbetale løn til medarbejdere under hjemsendelse, hvorfor medarbejderen ikke betragtes som ledig, hvis arbejdsgiver handler i strid med overenskomsten. Hvis dette skulle ske, har du altså ikke ret til dagpenge, fordi du – ifølge overenskomsten – har ret til at modtage løn af din arbejdsgiver. 

Hvor længe kan arbejdsgiver hjemsende mig uden løn?

Arbejdsgiver kan højst hjemsende dig uden løn i tre måneder. Hvis hjemsendelsesperioden strækker sig længere end tre måneder, vil du som udgangspunkt have ret til en erstatning, der svarer til den løn, som du ville have modtaget i din opsigelsesperiode.

Som hjemsendt medarbejder uden løn har du ret til at tage andet arbejde og opsige dit nuværende ansættelsesforhold uden varsel. Dette gælder så snart du hjemsendes uden løn og ikke først efter tre måneder.

Hvad er lønkompensationsordningen?

Lønkompensationsordningen var en aftale, som blev indgået mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter i marts 2020 og gjaldt frem til august 2020. Aftalen angik arbejdsgivere i den private sektor, som var berettiget til at hjemsende medarbejdere uden løn. Lønkompensationsordningen betød, at arbejdsgiver kunne undlade at hjemsende medarbejdere uden løn, fordi den pågældende medarbejders løn blev kompenseret op mod 90 procent.

Forudsætningen for at modtage lønkompensation var dog, at virksomheden opfyldte en række krav, herunder at virksomheden ikke samtidigt afskedigede medarbejdere på grund af økonomiske vanskeligheder.

OBS. Du skal ikke foretage dig noget for at få virksomhedstjekket. Det sker automatisk, når du køber et erhvervsprodukt hos Legal Desk.