08. maj 2024
Det kan hurtigt komme til at virke uoverskueligt, når du skal sælge dit hus. Derfor har vi lavet denne vejledning, der trin for trin gennemgår, hvad du skal huske ved salg af hus. Se vores 10-trins vejledning nedenfor.
Salg af hus kan være en tidskrævende og uoverskuelig affære, hvorfor vi har udarbejdet denne vejledning, der trin for trin fortæller dig, hvordan du skal bære dig ad. Vejledningen skal sikre, at du tager stilling til de vigtigste forhold i forbindelse med salget.
Vejledningen består af følgende 10 trin:
Inden du sætter dit hus til salg, er der en række overvejelser, du skal gøre dig. Du skal først og og fremmest overveje, hvorvidt du er et sted i dit liv, hvor et hussalg giver mening for dig. Er du i en periode med stor travlhed, eller er der allerede ved at ske en stor omvæltning i dit liv, kan det være, at du skal vente, til der er faldet mere ro på, da hussalg kan være både tidskrævende og stressende.
Derudover skal du overveje, hvorvidt det er det rette tidspunkt at sælge dit hus ved at undersøge det nuværende boligmarked. På den måde kan du på forhånd danne dig et indtryk af, om der vil være efterspørgsel på din bolig, og om du kan få den pris for det, som du forventer eller har behov for.
Når du efter ovenstående overvejelser stadig føler dig klar til at sælge dit hus, kan du gå videre til næste trin.
Det næste trin er at få vurderet din bolig af en kvalificeret ejendomsmægler – det er som regel gratis at få foretaget en vurdering. Inden ejendomsmægleren kan vurdere din bolig, skal du oplyse vedkommende om dine forventninger til vurderingen og hussalget i øvrigt.
Derefter vil ejendomsmægleren selv foretage en tilbundsgående undersøgelse af forholdene ved huset og formentlig bede dig om diverse papirer på huset såsom en oversigt over restgæld og pantebreve på ejendommen, BBR-meddelelse m.v. Når vurderingen af huset er foretaget, kan der fastsættes en salgspris.
Herefter skal du have udarbejdet en tilstandsrapport af en byggesagkyndig – eller finde en gammel og fortsat relevant tilstandsrapport frem. Efter du har undersøgt tilstandsrapporten, kan du nemlig finde ud af, hvorvidt der er forhold, som du bør inkludere i salgsopstillingen – og som køber skal orienteres om, inden salget er endeligt. Hovedreglen er, at køber skal orienteres om alle forhold, som kan være afgørende for vedkommendes beslutning om at købe huset.
I samme ombæring kan du også overveje, om der er nogen skader og/eller mangler i tilstandsrapporten, som det kan betale sig for dig at udbedre for derigennem at presse salgsprisen op. Læs mere herom i næste trin.
Hvis det fremgår af tilstandsrapporten, at der er en række skader på huset, kan du begynde at overveje, hvorvidt disse skader skal udbedres for at øge chancen for, at en eventuel køber vælger at slå til – en liste med mange mangler kan nemlig signalere, at huset er en dårlig investering og dermed skræmme potentielle købere væk.
Hvis du foretager forbedringer af husets tilstand, kan investeringen tit betale sig, da du herefter kan sælge det til mere, end hvad du førhen kunne. Derudover vil salgsprocessen formentlig også komme til at gå hurtigere, da boligen som udgangspunkt bliver mere attraktiv, jo mindre der skal gøres ved den ved indflytning.
Der er dog også undtagelser til denne regel, da det for eksempel ikke altid kan betale sig at lave nyt køkken i huset, hvis den endelige køber alligevel vil rive det ned for at bygge sit eget drømmekøkken.
Nu skal du gøre huset klar til salg. Dette skal du gøre, inden du får potentielle købere på besøg, da det vil få huset til at se mere indbydende ud. Du kan forberede huset til fremvisning ved at rydde op, gøre gulvet frit, lappe eventuelle huller, skifte den gamle pære, tænde en masse lys og ved generelt at sørge for, at huset fremstår fra sin bedste side.
Når huset er klar, er det på tide at annoncere salget. Det gør du ved at vælge den rette platform. Når du har fundet frem til, hvorhenne du vil annoncere dit hus, skal du sørge for, at beskrivelsen af huset i salgsannoncen er velskrevet og retvisende. Du bør fremhæve husets gode sider og gøre dit bedste for at få huset til at fremstå indbydende og iøjnefaldende i annoncen.
Du skal dog huske på at være ærlig omkring husets stand, da det hurtigt vil skræmme en potentiel køber væk, hvis vedkommende kommer ind for at undersøge et hus, der slet ikke stemmer overens med salgsannoncen.
Når du har annonceret salget og har haft forskellige købere på besøg, handler det egentlig bare om at vælge den køber, som du kan sælge huset til på bedst mulige vilkår for dig. Når du skal vurdere, hvem den rette køber er, kan du også overveje, hvorvidt det er en person, som du gerne vil indgå videre forhandlinger med.
Efter du har gjort dig alle de nødvendige forberedelser vedrørende salget af huset og har valgt den køber, som du gerne vil forhandle videre med, er tiden inde til at starte selve forhandlingen. Her skal du og køber forhandle om de grundlæggende vilkår ved salget.
Under forhandlingerne skal du altid huske at forlange mere, end hvad du egentlig vil have for huset, og du skal i så vidt muligt omfang forsøge ikke at have dine følelser ude på tøjet. Du bør også være indstillet på, at det kan blive nødvendigt at gå fra bordet og finde en ny køber, hvis den pågældende køber ikke afgiver et bud, der tilnærmelsesvis stemmer overens med dine krav og forventninger.
Som et af de sidste led i processen skal du have udarbejdet en købsaftale, der dokumenterer aftalens endelige vilkår. Når købsaftalen er blevet udarbejdet og underskrevet af både dig og køber, kan I udarbejde skødet, som er den endelige og officielle dokumentering af købers overtagelse af boligen – købers ret til ejendommen registreres herefter offentligt ved at skødet tinglyses.
Salget er gennemført, når køber har overført købesummen, og skødet er endeligt tinglyst, hvorefter købers ret til ejendommen bliver endelig. Du kan nu overdrage nøglerne til køber på den aftalte overtagelsesdag og har gennemført salget af dit hus.